Min Mening: Glæden ved at koge risengrød

Bertel Haarders livret er risengrød. Det kom frem, da han som sundhedsminister for nogle år siden fik et raserianfald for rullende kamera. Journalisten, som var offer for skideballen, havde stillet et par spørgsmål, der ikke var aftalt med ministerens pressemedarbejder på forhånd. Men det værste var, at han var blevet afbrudt mens han spiste sin livret, fordi han skulle haste til DR-byen for at blive interviewet. Jeg gætter på, at Bertel Haarder spiser sin risengrød med sukker, kanel og smørklat. Måske drikker han endda hvidtøl til. Selv får jeg ikke hvidtøl til risengrød. I min barndom drak jeg skummetmælk til aftensmaden, men når vi fik risengrød, blev der serveret saftevand til at skylle grøden ned med. Min mor lavede også risengrød på den energibesparende måde, hvor gryden blev pakket ind i håndklæder og sat i fodenden af sengen under et lag af tæpper og dyner. Så kogte grøden færdig helt af sig selv. Der er næppe noget nemmere end at koge risengrød. En liter mælk varmes op ved rask varme. To deciliter ris hældes i mælken, og det koges nu til en fin grød under svag varme. Det må gerne tage mindst en times tid. Inden serveringen drysses en lille smule salt i grøden. Imens kan man lave andre huslige opgaver og glæde sig over det lille mirakel, der sker, mens riskornene svulmer op og suger den gode mælk til sig. Er der noget til overs, kan det bruges til risalamande dagen efter. Eller man kan bearbejde grødresten til klatkager eller grøntsagsfrikadeller. Alligevel går det selvfølgelig galt nogle gange. Jeg husker engang til en julekomsammen i gymnasietiden, hvor vi skulle koge risengrød til det halve af skolen. I ungdommeligt overmod havde vi ikke sat os ind i de simple grødregler. Så dels havde vi for meget varme på, og dels brugte vi for lidt mælk. Grøden blev selvfølgelig brændt. Jeg har et eksemplar af Frøken Jensens Kogebog fra 1930. I den kan man finde opskrifter på blandt andet byggrynsgrød, fløjlsgrød, majsflagegrød, perlegrynsgrød, semoulegrød, smørgrød og sagovælling. Umiddelbart forestiller jeg mig ikke, at disse grødtyper bliver lavet ret meget rundt om i de danske husholdninger. Der er til gengæld en spændende opskrift på noget som kaldes vestindisk æggemælk, hvor man pisker mælk, æggeblommer, melis og hvedemel sammen og koger det op. Derefter skal det smages til med vanilje og hvid rom. Det må jeg prøve en dag. Men i de senere år har det ellers været på mode at spise grød i de hippe kredse. Der findes i hovedstadsområdet en håndfuld grødbarer, som serverer spændende og prisvenlige grødretter i opdaterede versioner. De almindelige morgenmadsgrødstyper bliver piftet op med friskslynget honning, sunde bær og frugtstykker skåret i mundrette bidder. Senere på dagen serveres der blandt andet asiatisk linsegrød med kylling, ingefær, koriander og peanuts. Man kan også få grønkålsrisotto og svampebygotto med parmasanost og brøndkarse. Her har vi bevæget os langt væk fra den gamle kogebog fra Frøken Jensen. Men det er kun godt, at der sker noget nyt. Så mit nytårsfortsæt og min opfordring til alle vil være: Spis mere grød.