Glæden er det du har, og ikke alt det du kan få!

'Nå, hva' så Peter Fröhlich, er du ved at få ø-kuller?' Var det for langt ude? For småt? For anderledes? Ærø er til dels som alt andet i dette land. Der er mange der ikke bryder sig om indvandring, og mange der gør. Grundvandet er forurenet efter årtiers sprøjtning med pesticider, og der bliver gødet heftigt. Folk giver deres børn Haribo i stedet for at opfordre dem til at dyrke motion. Her bliver drukket bajere og sprut i spandevis, vistnok lidt mere end andre steder, børn i 8.-9. klasse hælder ned i halsen som voksne. Der bliver kørt stærkt på vejene, både påvirket og upåvirket. Folk taler lige så meget om hinanden som til hinanden. Her er mange kværulanter, men også mange positive ildsjæle. Og her er lige så mange socialt begavede mennesker som det modsatte. Det er et spejl af samfundets sjæl. Færgerne taler alle om, både godt og skidt. Der er ingen konsensus i kritikken af det offentlige transportmiddel, men et smil fra søfolkene er der altid, når du kommer ombord. Politikerne bagtaler, aflytter hinanden, men trives også i et samvær som i alle andre kommuner i landet. Det er åbenbart en politisk kultur. Her er en stor overvægt af ældre og befolkningstallet er faldende. Ærøboerne interesserer sig for sig selv, og de ’fremmede’ prøver at integrere sig selv. Nogen af de ’nye’ giver op og tager med færgen over på den anden side igen, måske fordi det idylliske var lige en tak for idyllisk. Der er nemlig meget få job at få i et stagnerende samfund, og et selvstændigt erhvervsliv er svært at opbygge. Omkring 6000 mennesker er ikke den store målgruppe, selvom internettet er opfundet. Skillelinjen er til at føle, enten er du en af øen eller ikke. Du er ude eller inde. På den måde er Ærø et lille udsnit af kongeriget. Der er dog ting, der adskiller Ærø fra resten af landet. Os der er her, hilser når vi passerer hinanden i bil, traktor, gående eller på cykel. Der er ingen lyskryds og vi står og taler med hinanden på gader og stræder og drikker kaffe i stuerne. Det sociale er i højsædet og det lokale er in! Busserne er gratis og foreningslivet blomstrer. Og når du passerer byskiltet Vindeballe, så kører du 2 min. senere ud af Tranderup. Sådan er det på Ærø. Lidt uforudsigeligt og en anelse spøjst. ’Det går aller’ (det går aldrig) er motto’et på øen og det lever i bedste velgående. Den maritime arv lever på museum samt i skrøner, og en lille udvalgt skare prøver dramatisk at holde æraen i live. Vi er selvforsynende med energi og har verdens første 100% eldrevne færge - Ellen. Det viser fremtid. Miljø og bæredygtighedstanken er en mulighed for de unge til at skabe et differentierende samfund, et samfund der ser fremad. Jeg har mistet to gode venner, som jeg fik i starten af mit liv her på øen. Jeg har stået med hatten i hånden og set op mod himlen. Kirken spiller en rolle, her siger du goddag og farvel. Døden kommer til os alle. Glæden er det du har, og ikke alt det du kan få! Det er Ærø for mig. Så nej, jeg har ikke ø-kuller. Jeg er her. Tæt på børnene, tæt på min kone Mette. Hun er hos mig, når jeg lukker øjnene om aftenen, og står op og følger Carl og Astrid til skolebussen hver morgen. Så drikker vi morgenkaffe og holder om hinanden, fodrer katte og hund, lukker heste, høns og gæs ud på marken. Kærlighed er et banalt udtryk at bruge. Der er plads og hjerterum. Jeg kan se stjernerne klart om aftenen på den sorte himmel. Jeg kan høre fuglene, jeg kan høre vinden. Jeg er glad for roen og freden på denne lille plet. Jeg er her.

Funding: Messerschmidts politiske liv ligger nu i bagmandspolitiets hænder