Annonce
Annonce
Klumme

Klumme: Ankomsttidspunkt - hvad nu hvis...

I starten af 80’erne sagde en af mine eksilerede venner, at når han kom hjem til Chile, ville han være transportminister, for han var virkelig imponeret over, at de danske tog og busser altid gik på minuttet. Nu kan vi ikke længere stille uret efter togene. Flere gange har jeg misset toget til Svendborg, når jeg kom fra København, med næsten en time på en halvlukket banegård i Odense en søndag aften som resultat. En af gangene forhørte jeg med ved afgangen fra København, om konduktøren forventede, at vi ville ankomme rettidigt til Odense og min videre forbindelse, hvortil hun lakonisk svarede: ’Hvis jeg kunne spå, var jeg ikke ansat i DSB’. Dog skal det siges, at ved en times forsinkelse kompenseres man med en gratis erstatningsbillet. Til en jobsamtale for et par år siden skulle jeg skifte i Langå og med et tog videre mod Struer. I stedet kom jeg til at stige på toget tilbage mod Aarhus og måtte ringe og annoncere min forsinkelse. Jeg gennemførte den forsinkede samtale, men fik ikke jobbet. En enkelt gang er det lykkedes mig at misse et fly. Vi skulle via Canada til Mexico, hvor jeg skulle undervise. I rejsepapirerne stod, at det kun var ved rejse via USA, at visum var nødvendigt, så vi troppede afslappede op i god tid. Imidlertid viste det sig, at der siden udstedelsen af billetten var indført visumpligt til Canada også, så vi måtte igennem febrilske elektroniske indtastninger for at få udstedt visum, som desværre først tikkede ind få minutter efter, at der var lukket for indtjekningen. Det udsatte vores rejse et døgn, men til gengæld fik vi erstatningsbilletter på premium (et produkt indført mellem den luksuriøse business class og den almindelige økonomiklasse), hvor drinksene blev serveret i rigtige glas, og sæderne var brede nok til at sove i. Det kan være fascinerende at fundere over, hvilke mennesker man ikke havde mødt eller havde mødt i stedet, hvis man var ankommet på andre tidspunkter. Hvis jeg var kommet hjem til den aftalte tid fra pinsefesten, ville mine forældre så have undladt at sende mig på efterskole, hvor jeg mødte søde lærere, der fik mig til at beslutte at jeg ville gå på Den Frie Lærerskole, og hvor jeg så ikke ville have mødt min første mand, fået mine ældste børn og de veninder, jeg stadig ser ofte? Ville min nuværende mand være blevet min mand, hvis ikke han var til 40 års fødselsdag på det samme spillested og den samme aften, som jeg var til polterabend for en ven? Ville jeg være blevet klummeskribent, hvis en veninde, der havde fået det tilbudt, ikke havde foreslået mig i stedet? Sådan kontrafaktisk tænkning minder mig om præsten, der sagde: ’Skæbne er den røde tråd, vi forsøger at finde i tilværelsens tilfældigheder’.

Læserbrev

Debat: Farlige bump i Ørbæk

Læserbrev

Debat: Et tidligt Marstal Museum var faktisk startet i 1914

Læserbrev: I forbindelse med Aage Kürsteins udmærkede indlæg om Marstal Søfartsmuseum skal det for god ordens skyld noteres, at et tidligt Marstal Museum var startet i 1914 på initiativ af købmand og skibsreder Hans Christensen, søn af den kendte H.C. Christensen. Grundet tidernes ugunst (1. Verdenskrig og Den spanske Syge, hvor Hans Christensen mistede tre sønner inden for en uge) gik det nystartede museum i bero. Effekter, der var indsamlet, blev bevaret og gik senere videre til det nuværende museum. På avisopfordring fra 61 borgere om at møde på Hotel Ærø d. 17. oktober kl. 8 Aften (1929) med det formål "at søge dannet en Museumsforening for Oprettelse af et Museum i Marstal." hed det at "det gælder nu kun om at bygge videre paa det allerede paabegyndte Værk". Initiativtagerne var inspireret af en stor udstilling på Marstal Havn, hvortil mange effekter havde været udlånt. En forening blev stiftet, og den nyvalgte meget aktive bestyrelse fik helt naturligt den museumsinitiativrige købmand Jens Hansen som arbejdende formand. En position han bestred med fuldt fortjent anerkendelse i gennem 49 år. Jens Hansen var ikke svigersøn til H.C. Christensen, men dog i noget fjernt slægtskab. Museet fik fra begyndelsen til huse i ejendommen Strandstræde 3, der meget generøst blev stillet gratis til rådighed af ovennævnte købmand Hans Christensen. Her havde museet sine udstillinger frem til museet selv købte sin første ejendom, Prinsegade 4, i 1933.

Annonce
Klumme

Klumme: Hold havnen åben for os alle

Nå, så blev rammerne for næste etape i byggeriet på Jessens Mole med stort flertal vedtaget i byrådet. Det kunne man læse i Fyns Amts Avis 1. april, altså på en dag, der ellers inviterer til sjov og ballade. Byrådets beslutning giver dog ikke meget at grine af, hvis man – som jeg – mest hælder til en forsigtig og velovervejet havneudvikling, der har blik for områdets historie. Vedtagelsen åbner for en byggehøjde på 13 til 16 meter, altså på linje med nabobyggeriet, der i folkemunde og af åbenlyse årsager omtales som Fort Skjærbæk. Det svarer til fem etager og en bebyggelsesprocent på 150. Med det udgangspunkt er det temmelig svært at forestille sig andet end et massivt byggeri som førnævnte nabobygning, der i den grad lukker sig om sig selv og holder Svendborg ude. Superærgerligt for os, der helst ser havnen bevaret som et område i byen, vi har adgang til og endda lyst til at opholde os i. Tænk på de rekreative muligheder, det lille areal kunne byde på. Men nej. Der skal bygges. Specifikt skal der bygges lejligheder i den dyre ende af skalaen. Byrådsmedlem og Venstre-leder Mette Kristensen udtaler i den anledning, at ”Vi skal have det perspektiv, at ... vi sikrer den gode udvikling og forhåbentligt også tiltrækker tilflyttere, der vil bruge nogle penge i vores butikker og restauranter.” Man aner her en glad pippen fra de mange fugle på taget. Vi håber, at vores flotte nye huse kan tiltrække folk udefra, der kan give flere midler i kommunekassen. Men hvad ved vi egentlig? For det første: Vi kunne jo sagtens ende med en ren intern rokade, hvor havnens nye beboere er flyttet dertil fra et andet sted i kommunen. Det oplagte eksempel er det midaldrende par uden hjemmeboende børn, der ikke længere har brug for pladsen i deres parcelhus. Som de så har solgt til et yngre par med små børn, der fraflytter en lejlighed et sted i kommunen. Det får jo ikke skattegrundlaget til at stige, ej heller forbruget i Svendborgs butikker og cafeer. For det andet: Sikrer vi os overhovedet, at de nye lejligheder forsynes med bopælspligt, så de ikke blot kan ende som fritidsboliger for mennesker, der lægger deres skattekroner andetsteds? Kan en investor – som tilfældet var med Skjærbæks byggeri – gøre nye krav gældende (for eksempel om bopælspligt), efter en købsaftale med kommunen er indgået? Hvad er vores sikkerhed for, at vi ikke bliver mødt med en byge af uafviselige nye krav fra investorer, når først en aftale er i hus? Sporene fra Svendborgs erfaringer med havnebyggeri i nyere tid skaber grobund for bekymring, og i det hele taget savner man en benhård analyse af for og imod til erstatning for forhåbninger og synsninger. Og så er der jo alt det værdimæssige. Hvordan kan byggeri af dyre lejligheder i lukkede enklaver overhovedet være et projekt i en gennem vildt mange år socialdemokratisk ledet kommune? Hvorfor stiller borgmester Bo Hansen (S) og partifæller sig ikke i spidsen for eksempelvist byggeriet af en lille stribe almennyttige boliger i stedet? Boliger, der er til at betale for mennesker uden de store penge på kistebunden? Eller hvorfor ikke kæmpe for den Folkets Havnepark, der før har været på tale? Måske er de lokale erhvervsfolk stadig villige til at åbne portemonnæen i den sympatiske sags tjeneste? I det hele taget: Hvorfor ikke skabe et havneområde, der kommer hele byen til gode i stedet for blot at udbygge den hermetisk lukkede boligmasse på højst usikre betingelser. Det er trods alt vores – skatteborgernes – by, ikke investorernes. Og der er ikke noget i byrådets beslutning, der ikke kan omgøres. Det er ikke naturlove, vi er oppe imod her.

Læserbrev

Politikerne bedrager vælgerne

Annonce
Læserbrev

Debat: Er der et Ærø efter corona?

Lokaldebat: Min mand og jeg har fritidshus på Ærø. Ikke et decideret sommerhus, som der jo ikke er mange af her. Vi plejer at holde påske i vores hus i Marstal, men i år bliver vi hjemme. Det, der normalt er hyggen og charmen ved Ærø, er blevet til noget, man skal undgå med håndsprit og flere meters afstand. I normale tider, når Ærø prøver at lokke flere til at flytte til øen, slår man ofte på den dejlige natur. Faktisk er det slet ikke naturen, som er det særlige ved Ærø. Den fås såmænd bedre mange andre steder i Danmark. Her er ingen store skove, ingen forblæste sandklitter, ingen åer og ingen klipper. Højst nogle smukke udsigter over velplejede marker med havet som baggrund. Det er ikke Ærø, man skal besøge, hvis man søger vildmark og ensomhed. Derimod er de gamle byer noget helt særligt. Al den skønhed tilsat duften af fortid, saltvand og løgnehistorier fra de syv have. Foruden trygheden ved at føle sig omgivet af venlige mennesker til alle sider. De snævre gader. De små huse. At sidde i sin gårdhave en sommeraften og lytte til dæmpet latter, mumlen og sang fra alle de andre små gårdhaver, er indbegrebet af Ærø. Allerede på færgen møder man mange, som man er på smil med. Sådan er det at være på Ærø. Her får man hurtigt lært folk at kende og mulighed for at deltage i en masse spændende ting. Når vi er på Ærø, støtter vi bevidst de lokale butikker. Gaver til familien bliver købt her. Jeg ser, at mange fastboende på Ærø håber, at vi fritidshusfolk holder sig borte i denne påske. Det kommer desværre nok helt af sig selv. Mange af os har uden tvivl betydeligt bedre muligheder for at holde afstand til andre mennesker hjemme i vores hverdagsbolig, og alle de aktiviteter, som vi normalt ser frem til at deltage i på Ærø, er suspenderet i år. Dog, alt får en ende. Også denne epidemi. Om kort tid kommer lægekunsten utvivlsomt med en "Corona-pille", som det er sket ved alle andre smitsomme sygdomme i tidens løb. Min bekymring er imidlertid, at Ærø ikke så let forvinder skaderne efter epidemien. Igennem flere år har vi set, hvordan gågaden i Marstal bliver kortere og kortere. Flere og flere butikstyper forsvinder. Mange huse står tomme med salgsskilt. Den udvikling er selvforstærkende. I hvert fald når det gælder et samfund som Ærø, hvis primære varemærke er fællesskab. Når der så oven i købet kommer en periode som denne, hvor fællesskab næsten er blevet noget livsfarligt, skal det gå galt. Ja, museerne vil genåbne. Heldigvis får de nok støtte, men hvad med de små butikker og de små listige steder? Hvis de forsvinder, er der sådan set ikke meget Ærø tilbage. Hvem går tur i en tom by? Jeg tænkte, at de lokale banker måske kunne oprette en slags "katastrofefond", som kunne støtte de nødlidende små forretningsdrivende, sådan at de ikke behøver at dreje nøglen om. Bankerne kunne udstede en slags gavekort, som vi andre køber nu og indløser i butikkerne, når tiderne igen bliver normale. Måske ikke nogen stor hjælp, men dog alligevel en håndsrækning. Hvis man så endda måske kun betaler 500 kr. for det gavekort, som lyder på 600 kr., er der også lidt fordel for køberen.

Læserbrev

Debat: Nu kan flere testes

Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer fra onsdag aften i den forløbne uge siger nu, at der i Danmark fra efter påske kan testes op til 15.000 om dagen. Det betyder mange nye testklinikker i landet. I Svendborg bliver der også en testklinik. Det giver mulighed for at drøfte spørgsmålet om, hvordan vi håndterer det lokalt. Kan vi opfordre flere af vore sundhedsprofessionelle, vore sande helte til ved den mindste mistanke om, at man er smittet til at lade sig teste. Hvis vi kigger på Norge, som er let at sammenligne os med, da vi er cirka samme antal indbyggere og nordiske. I Norge tester man massivt, og der er på nuværende tidspunkt færre indlagte og færre døde. Før Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer blev kun de mest syge testet. Nu kan den enkelte person, der føler sig syg, kontakte egen læge og få en direkte henvisning til det lokale regionale testcenter. Symptomerne på Corona/Covid-19 kan være hovedpine, tør hoste, feber, diarre, åndedrætsbesvær, træthed, muskel og ledsmerter. Alt i alt handler det om, at der er sengepladser og respiratorer nok til de personer, der måtte få brug for det. Vi er trygge ved, at flere nu kan blive testet for Covid-19. Der har længe været et ønske om, at alle de grupper, der måtte have et behov, kan blive testet, og det kan de nu. Og så er der yderligere tilføjet, at flere patienter med lette symptomer på Covid-19 nu også kan blive testet. Den nye retningslinje gør det også meget lettere at få en test, hvis man er personale i sundheds- og ældresektoren eller personale, der arbejder med socialt udsatte. Bedre transparens, større sikkerhed. Kan vi bede ledelserne i hjemmeplejen, på plejecentre, i institutionerne, på sundhedsområdet mv. om at opfordre ansatte til at lade sig teste ved de mindste symptomer. Da vil vi være med til at undgå en større smittespredning i Svendborg kommune. Det vil vi gerne drøfte på byrådsmødets orienteringsmøde fredag og på social- og sundhedsudvalgset mødet på tirsdag. Det er vigtigt, at budskabet om, at flere nu kan blive testet, kommer ud, og det er alles og regionernes fællesopgave at sikre, at de personer med behov for test, nu får muligheden, Tak for indsatsen til alle ansatte hjælpere og ledere i kommune og region, til de frivillige der rykker ud og stor omsorg til de hjem, der bliver særlig ramte i denne tid.

Annonce
Læserbrev

Debat: En dag i april

Kronik

Debat: Trængsel ved håndvasken

Solen skinner stadig, og det er, som én sagde: - Vi er på røven, men vi har godt vejr til det. Sneen lagde sig på plænen her den anden morgen og, og jeg blev lige ramt af en snert af julestemning. Der er dejligt herude på landet, og vi er holdt op med at skynde os for at blive færdige med det, vi er i gang med. Hvorfor skal vi det? Vi kan bare gøre det færdig i morgen, eller i overmorgen. Tiden er ikke længere knap, og sjovt nok får vi lavet en del mere, end vi plejer. Vi starter og færdiggør projekter, vi har ladet ligge i årevis. Det er som om, krisen har fornyet en eller anden energi. Sover mere om natten og er mere vågne og aktive om dagen. Det eneste, der ikke swinger er, at vi ikke kan få besøg. Det er slemt ind imellem, men jeg købte et nyt virkelig godt webcam, inden statsministeren var færdig med at sende os hjem. Jeg holder kontakten åben med dem, som betyder noget for mig. Det fungerer forbavsende godt. Jeg har mange gode snakke der. I går talte jeg for eksempel med en, som har det bedre mentalt, end hun har haft det i mange år. Coronaen har gjort mig rask, sagde hun. Vi snakkede om, at forandringen går godt for en del mennesker. Presset, det kollektive forventningspres er væk, og det er tilladt bare at være. Vi snakkede faktisk om, om coronakrisen måske gør flere raske end syge. Jeg ved ikke meget om virusspredning, men jeg har været i krise før og ved, at de har et forventeligt forløb. Det er aldrig kun skidt, det der sker. Jeg er overbevist om, at vi skaber alting selv, også vores problemer. Glem alt om Vorherre og Moder Jord. Der er ingen, der har væltet hendes øl, det er ikke et tilfælde, og der er ingen, som har sendt feberen ned over fra et fjernt univers. Uanset hvor det opstod, og hvem der begyndte, så har vi kollektivt skabt det her scenarie ved for længe at udsætte at gøre det, vi godt ved, er det rigtige at gøre. Vi har alt, hvad vi skal bruge for at løse vores problemer i verden. Vi har viden, indsigt og ressourcer til at leve balanceret og fredeligt med hinanden og os selv. Vi kunne leve i paradis, hvis vi ville. Men så længe vi insisterer på at betragte os selv som ubetydelige og derfor uden ansvar, bliver vi ved med at lægge ansvaret fra os. Vi fatter ikke helt konsekvenserne af vores personlige ansvarsfralæggelse, eller vi lukker øjnene, fordi det er mere mageligt at kunne give de andre skylden. Uanset hvad, så betyder det, at vi ikke føler os ansvarlige for os selv og verden. Vi står bare og kigger på, at ubalancerne hober sig op. Læsset bliver skævere og skævere, og en dag vælter det. Denne krise, denne coronapandemi må gerne føre til virkelig store ændringer, og det gør den selvfølgelig også, hvis den følger den gængse logik, kriser udvikler sig med. De gode ændringer vil vise sig i den fysiske verden, men jeg tror og håber på, at denne pandemi er med til at åbne en bevidsthed for os. En formuleret bevidsthed om vores allesammens betydning. Et nyt blik for at vores individuelle ansvar faktisk ikke kan uddelegeres. En indsigt i at vi får konsekvenserne af vores handlinger selv, uanset hvem vi overlader ansvaret til, og hvem vi lytter til. At hvert eneste menneske, du og jeg har hånden på læsset og kan være med til at bestemme, hvor hurtigt det skal tippe. Jeg ved godt, at der er mange, der siger, at så meget kan vi ikke pålægge os selv, men så må vi også være klar til at leve med konsekvenserne. Jeg tror på, at vi mennesker er et sted i vores udvikling, hvor det er den udvikling, vi allermest længes efter at nære. Det eneste jeg kan sige er, at det aldrig nogensinde i mit liv har givet bagslag at samle ansvaret for mig selv op. Jeg er hver eneste gang blomstret op og blevet stærkere på alle planer. Kun hvis vi bliver bedre til at tage ansvar for os selv i det daglige har vi en chance. Vi kunne leve uden stress, hvis vi blev bedre til ikke at lade os presse. Vi kunne leve uden den fuldstændig perverse økonomiske uligehed, hvis vi tog hånd om vores mere- og mindreværd og ikke lod det styre os så vildt. Vi kunne leve uden krige, hvis vi forstod, at den starter inde i os selv. Med den bevidsthed kan vi tage valg. Uden bevidsthed om os selv, har vi ingen valgmuligheder. Lige nu har vi ansvaret for at vaske hænder, så vi ikke smitter hinanden. Men engang imellem kan jeg ikke lægge billedet væk af, hvordan vi trænges ved håndvasken i disse uger. Det bliver til billedet af, hvordan vi allesammen forsøger at fralægge os ansvaret for den situation, vi står i lige nu. Det kunne være godt, hvis vi, når vi står med hænderne i vaskekummen, eller i de sekunder det tager at spritte af, vil give os selv en reminder. En reminder om at det er vores allesammens ansvar, dit og mit, hver dag at lave verden til et sted, som er godt at være, så vi ikke ender det samme sted igen. Det personlige ansvar kan vi ikke vaske af os. Heller ikke med sprit til flere hundrede kroner literen.

Læserbrev

Debat: Fortælling om det evindelige drikkeri af Riga udstiller det marstalske samfund

Læserbrev: Fyns Amts Avis beretter naturligvis løbende i sædvanligvis udmærkede artikler om livets gang og om små og lidt større begivenheder i Marstal og nærmeste omegn. Og det er fint og tak for det. Men et gennemgående træk er, uanset om det drejer sig om den genopstandne ”motorfabrik”, søfartsmuseet (i særdeleshed), navigationsskolen, Bonavista, de småborgerlige og deres sangforening, ja endda kirkelige ”handlinger”, historien om en fraflyttende præst og så videre og så videre, at artiklerne stort set altid med usvigelig sikkerhed "krydres" med fortællingen om eller et link til det evindelige drikkeri af Riga, der vist nok altid indtages i kombination med brændevin. Jeg har ingen sikker formodning om, at drikfældighed og alkoholen og dens ulyksaligheder generelt skulle være et særligt problem på lige nøjagtigt de kanter, men Fyns Amts Avis-artiklerne efterlader i hvert fald en vis antydning. Og det er formentlig ganske ubegrundet. Vi skal helt sikkert lægge mærke til, at det stort set altid er den samme begrænsede personkreds, der på en eller anden måde er involveret. Så artiklerne i Fyns Amts Avis er måske på dette punkt i et vist omfang med til helt ubegrundet at udstille og generalisere det marstalske samfund i sin helhed. Og det synes jeg Fyns Amts Avis' Ærø-redaktion fremover bør være opmærksom på i forbindelse med dækningen af Marstal-begivenheder!

Annonce
Annonce
Læserbrev

Debat: Præcisering af Venstres holdning

Fyns Amts Avis bringer den 30. marts nyheden om, at udvalgsformand Hanne Klit (S)vil rejse en sag i Social- og Sundhedsudvalget om navneskift på kommunens plejecentre. I samme artikel fremgår det, at Venstre på forhånd skulle være direkte modstander af forslaget, hvilket er en forkert tolkning. Det er ikke altafgørende for Venstre, at vores plejecentre skal skifte navn til plejehjem, men vi lytter gerne til de argumenter, der måtte være for et eventuelt navneskift både fra Ældrerådet og fra de øvrige politiske partier. Vi er naturligvis meget optaget af, hvilke omkostninger der er forbundet med et sådant navneskift, og i en tid, hvor kommunens fremtidige økonomi tegner usikker blandt andet grundet øget ledighed som konsekvens af Corona-krisen og en afventende udligningsreform, bør der være mere tungtvejende argumenter end, at en statsminister på et debatmøde har udtrykt sympati for ordet plejehjem. Svar fra Svendborgredaktør Caspar Troest Jørgensen: Avisen skriver, at Mette Kristensen er skeptisk, ikke at hun er direkte modstander af et navneskift, og har efter henvendelse tilbudt hende at præcisere, at det er sådan, det forholder sig, men det takkede hun nej til. Avisen mener, at der - også i ovenstående læserbrev - er fuld dækning for at betegne skeptisk, som Mette Kristensens holdning til sagen.

Klumme

Klumme: Verden på vågeblus

Læserbrev

Debat: Søfartsmuseet kan altså fejre 100-års jubilæum om ni år

Læserbrev: Så lykkedes det avisen at komme med en gedigen "aprilsnar". Tidligere blev de godt nok skrevet af, eller der var en henvisning til en kilde ved navn Ran Slirpa. Så var man advaret. Men Marstal Søfartsmuseum er ældre end de 40, hvor Erik Kromann har stået ved roret. Museet blev oprettet af Jens Hansen i 1929, i bygninger, Jens og hans kone havde arvet efter H C Christensen, Jens Hansens svigerfar. Museet kan altså fejre 100-års jubilæum om 9 år. Værd at huske på, så man kan få museets historie på plads til et festskrift. Det fortjener det. Jeg har selv været ansat som kustode i mine sommerferier, og sad på museet, mens jeg skrev årsopgave i historie: "Træk af Marstal Havns historie" i begyndelsen af 1970'erne. Ved et lykketræf fandt jeg 4 af 5 protokoller fra Havnekommisionen, der beskrev bygningen af havnemolen og havnen. Den sidste skulle være forsvundet under besættelsen. Så jeg kunne dokumentere mine konklusioner, og bilægge fotokopier. Det var meget nyt dengang. Og til mit held var censor ret kendt med museet, han havde sommerhus på Ærø, og mente, ligesom jeg, at molens historie fortjente et skriv. Bøgerne befandt sig i et baglokale i havnekontoret. Efter aftale med havnefogeden og Jens Hansen kom de fire håndskrevne bind på arkivet, der dengang blev ledet af Erntgaard. Familien Jens Hansen tog meget pænt imod min familie, da vi købte Marstal Mølle i 1964. Vi kom både i museet og i privaten, handlede i butikken, og blev også inviterede til fruens 80-års fødselsdag. Da vi manglede lidt indretning af møllen, som vi brugte som sommerhus, 6 etager!, fik vi et par udtjente, men meget smukke diske fra forretningen. De udgjorde afgrænsningen i køkkenhjørnet, men gik desværre til i branden i 1983.

Annonce
Læserbrev

Debat: SF har forbehold for havnebyggeri

Hvis man læser Fyns Amts Avis onsdag, kan man få indtrykket af, at SF har stemt for en byggehøjde på 18,5 meter på et nyt byggeri på Jessens Mole. Det er ikke korrekt. SF har stemt for en byggehøjde på 16 meter. De 18,5 meter, som avisen beskriver er ”en maksimal topkote på 18,5 meter DVR" (Dansk Vertikal Reference, red.), svarende til 16 meter. SF har stemt for, at der kan udarbejdes et projektforslag med en lang række forudsætninger, men har pointeret i byrådet, at citat: "SFs betænkeligheder ved et kommende projekt på dette område vil være, om det vil lukke markant for udsyn fra byen, eller om det vil får et let og åbent udtryk” og ”SF vil stemme for det videre arbejde med planområdet. Men skulle et kommende projekt ikke honorere de krav, SF stiller om tilgængelighed i området, åbenhed i byggeriet og blandet beboersammensætning, vil SF ikke kunne stemme for et endeligt projekt”. Når SF ikke kunne stemme for Enhedslistens forslag skyldes det, at dette forslag åbner mulighed for at fjerne parkering under bebyggelse, hvilket er et hovedelement i hele havneplanen for at fjerne åbne arealer med parkeringspladser. Det er værd at bemærke, at det nuværende grønne område mellem et kommende byggeri og busterminalen skal fastholdes. Så SF afventer et projektforslag, og på baggrund af det vil vi vende tommelfingeren op eller ned.

Annonce