Debat: Mette, lær af Churchill og sæt indsatsen for klimaet i system

Vi har netop fejret 30-året for Berlinmurens fald og i disse år siger vi farvel til de allersidste fra en generation, som kan huske tiden under 2. verdenskrig og det, som freden kostede og krævede. Det er på mange planer givende at mindes. Ex. byggede Winston Churchill i 1939 ‘Cabinet War Room’ i London, som samlede trådene under krigen - og dét skulle vise sig at blive en af de afgørende årsager til frihedens redning. Dengang var verdensfreden den største udfordring. I dag er det klimaet. Jeg har derfor et forslag til statsminister Mette Frederiksen: Opret et ‘Klimaets War Room’. Danmarks statsminister har nemlig en vigtig ambition, som hun deler med mange. Vi skal reducere CO2-udledningerne med 70 procent inden 2030. Det er mindst 20 procent mere en det mål, EU snart samles om at ville nå. Hvis det lykkes, er Danmarks rolle som lysende eksempel for resten af Europa for alvor bøjet i neon. Men statsministeren har ikke gjort det nemt, efter at hun for nylig afleverede nogle temmelig kække kommentarer i en debat om EU’s kommende syvårsbudget. Her sagde hun kort og godt til sine kollegaer i Det Europæiske Råd, at hun var “rystet” over nogle af de foreslåede budgetposter, og at det var “fuldstændig gak”. Også jeg er imod, at EU’s samlede budget skal øges. Men forslag til, hvordan dette skal realiseres, bør formuleres noget mere begrundet og konstruktivt. Europa opfatter nogle gange os danskere som lige lovligt egenrådige og hurtige på aftrækkeren. Lidt som gravhunden, der med sin bedrevidende gøen irriterer de større hunde, som ikke kan sprinte lige så friskt rundt i manegen. Med statsministerens udtalelser blev denne karikatur af Danmark desværre bekræftet. Hvad værre er, så kan denne oplevelse af Danmark skade vores muligheder for at få den hjælp til selvhjælp i EU, som vi i høj grad har brug for, hvis vi skal nå 70 procents CO2-reduktion. Det er jo netop i kraft af EU, at dette kan lade sig gøre uden at skade dansk konkurrenceevne og arbejdspladser. For det er EU, der sætter rammer og vilkår for handel, forskning og industri. Danmark skal derfor bruge alle sine diplomatiske kræfter, så de andre EU-lande gider at høre på os. En ung, nyvalgt statsminister kan måske godt synes, at de stive budgetprocesser trænger til en rusketur - fair nok - men vi opnår intet positivt ved at begynde med at smide om os med fornærmende kommentarer. Principielt skal vi politikere slet ikke blande os i proces. Mange politikere har gennem tiderne gjort sig skyldige i en masse proces-kludder, det koster mange penge at rette op på. Tænk bare på de meget omtalte sager om skat, trafik, sundhed, udflytninger af statslige virksomheder osv. Intentionerne fejlede ingenting. Men projekterne manglede noget vigtigt, som heller ikke klimaet kan undvære: Overblik og sammenhæng mellem kaskaderne af beslutninger, der sikrer størst mulig effekt på bundlinjen. Læg hertil en ordentlig debat og diskussion, som er drevet af fakta og fremdrift - og som er fri for tomgangsmarkeringer og dårligt diplomatisk håndværk. Konsekvenserne af klimaforandringerne er nemlig fatale. Dødsfald, der kunne have været undgået, og uoprettelig skade på klodens biodiversitet. Det er de barske realiteter. Derfor var det forfriskende, da en erfaren kommentator fornylig spurgte os EU-parlamentarikere med sit skarpe, drilske blik: “EU har klimaet som første politiske prioritet. Det samme har regeringen og de fleste politiske partier i Danmark. Men hvem koordinerer egentlig de tiltag, der tages i EU, i Folketinget og i regeringen? Er det ministre, embedsmænd, parlamentarikere eller hvem? Når klimaet på samme tid er førsteprioritet i EU-parlamentet og i Folketinget, er der så ikke en betydelig risiko for, at man ikke kører med samme prioriteter eller i samme tempo?” Spot on! Og lægger man oveni, at den ene part måske synes, at den anden er lige lovlig kæk, så er der overhængende risiko for ‘viel Geschrei und wenig Wolle” - eller stor ståhej for ingenting - og en masse talen forbi hinanden, mens man gensidigt beskylder hinanden for at være årsag til at der ikke sker nok. Derfor foreslår jeg Mette Frederiksen, at hun opretter et såkaldt ‘Klimaets War Room’, der samler alle relevante danske og EU aktører inden for politik, erhvervsliv og forskning. Lad os skabe et rum for koordinering af klimapolitiske tiltag og håndtag. Lad os få et rum, der har plads til og overblik over både de store tandhjul og de små - men afgørende - skruer. Lad os få et rum, hvor aktørerne - uanset hvilke danske eller europæiske institutioner, de repræsenterer - er dedikerede mod at indfri den danske ambition på en måde, der bidrager til, at resten af EU følger med. Et rum, hvor vi viser, at nok er danskere kvikke i replikken, men vi er også det folk i Europa, der evner samtalen og samarbejdets kunst. Og vi tror på, at alle vil gøre det bedste, de kan. Mette Frederiksen skal som den dygtige vært facilitere processerne og et frugtbart samspil mellem de deltagende aktører. Et “Klimaets War Room” kan blive en rollemodel for resten af EU, fordi det forbinder nationalstatens suveræne initiativer med det europæiske fællesskab - og omvendt. Sådan sætter en dansk statsminister sig i respekt og skaber resultater.

Debat: Hold fast i Danmark Redder Liv

Debat: Svendborgs politikere svigter nærdemokrati og sætter vækst over natur

Lokaldebat: Der er ikke meget oplysning, borgerinddragelse eller nærdemokrati, når det kommer til Svendborg Kommunes beslutning om at inddrage landzonen i den østlige del af byen for at gøre plads til omkring 30 nye boliger på Egenappevej i det, der hedder Lokalplan 636. Man kan være enig eller uenig i, hvorvidt det er en god idé at bygge på præcis dette område, som mange svendborgensere dagligt går tur i, netop fordi det er landzone tæt på byen: De går tur langs markerne, fordi det er et frirum udenfor villakvartererne. Som naboer til området er det imidlertid kommet som en overraskelse, at der om lidt bliver bygget her. Øjensynligt har der været høring og mulighed for indsigelse pro forma: Det er blevet annonceret i Ugeavisen (og på kommunens hjemmeside), uagtet at borgere, der vælger reklamer og ugeaviser fra, ikke får denne væsentlige oplysning. Dermed får de hverken mulighed for at deltage i nærdemokratiet eller mulighed for at få indflydelse på det område, de bor i. Direkte adspurgt, hvorfor kommunen ikke har sat et skilt op på marken, er svaret, at “Det er sparet væk - og rent juridisk er der ikke noget at komme efter, for det er oplyst på kommunens hjemmeside.” Resultatet er, at kommunale beslutninger altså kan træffes oppefra uden at inddrage de borgere, hvis liv og hverdag, beslutningerne har indflydelse på. Da man ønskede at udvide, så endnu flere boliger kan bygges, skulle forslaget imidlertid i høring igen. Indsigelsesfristen blev lagt midt i sommerferien, hvor mange borgere var bortrejst. Hvorvidt det var intentionen fra kommunens side at lægge fristen, så mange ville misse chancen for at gøre indsigelse, står hen i det uvisse. Ud fra et demokratisk synspunkt er det problematisk, da det begrænser borgernes mulighed for at kunne reagere rettidigt. Det er trist, at ideen om natur for alle og tankerne bag kommunens egen plan, "Natur og friluftsliv i Svendborg, Plan og Handlinger 2014-2025", bliver tilsidesat til fordel for kapital og vækst. Væksten sker i dette tilfælde på bekostning af de naturskønne og rekreative områder, som folk fra byen tager ud til. Naturen kommer ikke igen, når først den er blevet til villakvarter. Lokalplan 636 om et villakvarter i et kystnært landområde falder slet ikke i tråd med kommunens egne definerede visioner om "det gode og aktive liv i harmoni med naturen". Her hedder det: “I Svendborg Kommune har vi en enestående natur, smukke landskaber og rige muligheder for udfoldelser i det fri. Det er vi stolte af, og vi vil gerne gøre det endnu bedre. (…)vi vil også styrke den øvrige natur og gøre en ekstra indsats - ikke kun for naturens egen skyld, men også for at give os et sundere og rigere liv ved at bruge naturen aktivt. (…)”. Endvidere hedder det, at: “Vi vil understøtte det aktive og sunde liv ved at sikre adgang, opholdsmuligheder samt naturoplevelser. Vi vil sikre en bæredygtig udvikling af den rekreative brug af naturen, så naturværdierne samtidig styrkes. Vi vil med hjælp fra lokale ildsjæle/ medborgerskab være med til at udvikle de rekreative muligheder i lokalområderne. (…)” Ildsjæle og medborgerskab? Det er fine ord. Et sundere og rigere liv får alle svendborgensere, der nu kan nyde mark og skov, når de går tur på Egenappevej. Man kunne ønske sig, at Svendborg Kommune i fremtiden også får et sundere og rigere demokrati og medborgerskab, såfremt borgerne oplyses og inddrages i beslutninger, der påvirker deres liv.

Debat: Ned med svulmeafgiften