Det er i orden, at ambulancerne i yderområderne bruger længere tid på at komme frem end i byerne. Der er forskel på afstande og befolkningstæthed, og det er ikke realistisk at have samme responstid overalt i landet. Hvis vi skal sikre fuldstændig ens tilgængelighed, vil det kræve mange ekstra ressourcer og stationer, som i praksis ikke står mål med behovet. Det betyder ikke, at borgere i yderområder skal være uden tryghed. Her kan man i stedet satse på bedre beredskab med fx akutbiler, lægehelikoptere eller lokale førstehjælpsindsatser, som kan være fremme hurtigt og yde den første, livreddende hjælp, indtil ambulancen når frem.

Jeg er meget imod, at det skal koste 100 kr. at gå til læge. Vores sundhedsvæsen bygger på princippet om fri og lige adgang, og det må ikke afhænge af penge, om man kan gå til lægen eller ej. Selv et relativt lille beløb kan betyde, at nogle – især mennesker med lav indkomst, kronisk syge eller socialt udsatte – fravælger at søge lægehjælp, selvom de har brug for det.

Regionen bør oprette flere online-tilbud til patienter, selv hvis de er mindre grundige end en traditionel konsultation. Mange borgere oplever lange ventetider og har svært ved at finde tid til at komme til fysiske aftaler. Online-tilbud kan derfor være en hurtig og fleksibel måde at sikre, at flere patienter får adgang til rådgivning og behandling.

Det er vigtigt, at de små sygehuse overlever – de betyder rigtig meget for de små byer og lokalsamfund. Sygehusene er ikke kun et sted, hvor man kan få behandling; de er også en tryghed for borgerne, der ved, at hjælpen er tæt på, hvis uheldet er ude. For mange ældre og familier i yderområderne kan et lokalt sygehus være afgørende for, om de føler sig trygge ved at blive boende. Samtidig skaber sygehusene arbejdspladser og liv i lokalområdet. Hvis de forsvinder, risikerer vi ikke bare længere transport til behandling, men også at hele bysamfund mister noget af deres sammenhængskraft og udviklingsmuligheder.

Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne. Det handler om tryghed og sikkerhed for de borgere, der bor uden for de store byer. Når man bliver akut syg eller kommer ud for en ulykke, må hjælpen ikke afhænge af, om man bor tæt på et stort hospital. I yderområderne kan afstanden være lang, og derfor er det afgørende, at beredskabet her styrkes.

Jeg støtter, at offentlig transport bevares i hele kommunen, fordi det er en vigtig del af at sikre sammenhængskraft og mobilitet for alle borgere. Offentlig transport giver både unge, ældre og borgere uden bil mulighed for at komme på arbejde, i skole eller deltage i fritidsaktiviteter. Det skaber lighed i adgangen til fællesskab og muligheder. Samtidig må vi dog også være realistiske og bruge ressourcerne der, hvor der rent faktisk er passagerer. Hvis busser kører næsten tomme, er det hverken økonomisk ansvarligt eller klimamæssigt bæredygtigt.

Jeg er imod, at der bruges flere penge på psykiatrien, hvis det betyder færre ressourcer til andre behandlinger. Psykiatrien er vigtig, men vi skal huske, at hele sundhedsvæsenet hænger sammen, og at mange andre patienter også har brug for hurtig og kvalificeret hjælp. Hvis man prioriterer psykiatrien på bekostning af fx kræftbehandling, hjertepatienter eller ældre med kroniske sygdomme, kan det gå ud over livsvigtig behandling og skabe ulighed i sundhedssystemet. Men det burde være muligt at løse begge udfordringer inden for den økonomi vi har.

Jeg er meget imod, at regionen skal nedlægges. Regionerne spiller en central rolle i at sikre et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor sygehuse, specialiseret behandling og lægedækning koordineres på tværs. Hvis regionerne nedlægges, risikerer vi at skabe endnu mere uoverskuelige strukturer, hvor ansvaret flyttes til staten eller kommunerne – og det kan gå ud over både kvalitet, nærhed og sammenhæng i behandlingen. Kommunerne er ofte for små til at håndtere komplekse sundhedsopgaver, og staten er for langt væk fra borgerne. Regionerne sikrer en balance, hvor beslutningerne træffes tæt nok på, til at de tager hensyn til lokale behov, men stort nok til at kunne løfte store, specialiserede opgaver.

Regionen bør bruge privathospitaler oftere for at nedbringe ventetider, selvom det koster mere. Lange ventetider kan være både fysisk og psykisk belastende for patienterne – i nogle tilfælde kan det forværre sygdomme eller forlænge et behandlingsforløb. Det bør derfor være en klar prioritet at sikre hurtig adgang til behandling, også selvom det koster ekstra.

Der bør tilbydes den behandling der nødvendig. Og som det fungere nu, behandler man patienter som de kommer ind. Det mener jeg også er det rigtige måde at gøre det på. Man er samtidigt nød til at behandle de sygdomme som patienterne har. Om de er sjældne er underordnet.

Jeg er imod, at der bruges flere penge på psykiatrien, hvis det betyder færre ressourcer til andre behandlinger. Psykiatrien er vigtig, men vi skal huske, at hele sundhedsvæsenet hænger sammen, og at mange andre patienter også har brug for hurtig og kvalificeret hjælp. Hvis man prioriterer psykiatrien på bekostning af fx kræftbehandling, hjertepatienter eller ældre med kroniske sygdomme, kan det gå ud over livsvigtig behandling og skabe ulighed i sundhedssystemet. Men det burde være muligt at løse begge udfordringer inden for den økonomi vi har.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt regionen bør give højere løn til særligt pressede afdelinger. På den ene side kunne det gøre det lettere at tiltrække og fastholde personale dér, hvor behovet er størst, og det ville være en anerkendelse af den ekstra belastning. På den anden side kan det skabe ulighed mellem afdelingerne og risikere at flytte fokus væk fra de egentlige problemer som arbejdsmiljø og normeringer. Måske bør højere løn kun indgå som en midlertidig løsning sammen med andre tiltag.

Dokumentationskravene skal reduceres i sundhedsvæsenet. I dag bruger læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale alt for meget tid foran computeren på at registrere og udfylde skemaer. Den tid går direkte fra patienterne, som i stedet har brug for nærvær, omsorg og behandling. Selvfølgelig skal der være dokumentation for patientsikkerhedens skyld, men balancen er tippet for langt i retning af bureaukrati.

Regionen skal oprette regionsklinikker. Mange steder er der mangel på praktiserende læger, og det betyder, at borgere risikerer at stå uden fast læge eller må køre langt for at få den nødvendige behandling. En regionsklinik kan sikre, at alle borgere får adgang til basal lægehjælp tæt på, hvor de bor – uanset om det er i byen eller i yderområderne. Regionsklinikker kan samtidig skabe mere fleksibilitet, fordi de kan drives af regionen og bemandes med forskellige typer sundhedspersonale – fx læger, sygeplejersker og andre faggrupper – alt efter behovet i lokalområdet. Det gør sundhedsvæsenet mere robust, og det aflaster presset på de praktiserende læger, der ofte har meget travlt.

Et sundhedsvæsen bør være balanceret og tage udgangspunkt i helheden – ikke give uforholdsmæssigt mange ressourcer til én sygdom. Alle patienter har krav på lige adgang til behandling, og derfor bør vi fordele ressourcerne mere retfærdigt, så ingen patientgrupper tabes på gulvet, fordi fokus er for snævert. Jeg synes man overordnet prioritere godt.

Regionen skal sikre lægedækning i hele regionen – uanset prisen. Adgang til en praktiserende læge er en grundlæggende del af sundhedsvæsenet, og det må ikke afhænge af, hvor i regionen man bor. For mange borgere i yderområderne betyder manglen på læger, at de ikke kan få den hjælp, de har brug for, og det skaber utryghed og ulighed i sundhedstilbuddene.

Jeg støtter at man forsøger at blive klimaneutral, fordi det er en investering, der både gavner miljøet og økonomien. Ved at satse på grøn energi reducerer vi klimaaftrykket og viser, at vi tager ansvar i den grønne omstilling. Det sender samtidig et vigtigt signal til borgerne og kan inspirere både virksomheder og private til at følge trop.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt der bør opkræves gebyr fra patienter, som udebliver fra behandling. På den ene side spilder udeblivelser både tid og ressourcer, og et gebyr kan få flere til at melde afbud. På den anden side kan det ramme socialt skævt, især for dem med lav indkomst eller sårbare patienter, som udebliver uden vilje. Måske bør gebyr kun gælde ved gentagne udeblivelser eller med mulighed for fritagelse i særlige tilfælde.