Er du enig med Rose-Marie Mollerup?

Del kandidaten

Rose-Marie Mollerup

Psykolog i psykiatrien

Psykiatri-Listen

Derfor stiller jeg op til valget

For mig er det afgørende at vi fortsat har et stærkt politisk fokus på psykiatrien. Psykiatrien er nødlidende og den stigende mentale mistrivsel og de mange mennesker med psykisk lidelse, som ikke hjælpes i tide eller tilstrækkeligt kræver, at vi tager psykiatrien langt mere alvorligt end tilfældet er i dag. Alt for mange får ikke hjælp hurtigt nok, og alt for mange falder mellem systemerne, og kasserne. Som psykolog i psykiatrien ser jeg, hvor meget der kan lykkes, når mennesker mødes med tid, faglighed og trygge rammer – og hvor galt det går, når hjælpen bliver for fragmenteret, eller for ufleksibel. Jeg kæmper for en helhedsorienteret psykiatri, der hænger sammen, og for et samfund, der tager mental sundhed lige så alvorligt som fysisk sundhed. Stemmer du på mig, får du en stemme ind i regionsrådet, der kender psykiatrien indefra og vedholdendent kæmper for patienterne/brugere, de pårørende og medarbejderne - for det er der brug for.

Politisk karriere

2017-nu · Bestyrelsesmedlem og næstformand frem til 2020 herefter formand

Tillidsposter

2021-nu · Bestyrelsesmedlem · Dansk Psykologforening

2015-nu · fællestillidsrepræsentant for psykologerne ansat i psykiatrien Region Midt · Dansk Psykolog forening

Erhvervskarriere

2010-nu · Psykolog · Psykiatrien AUH

Uddannelse

1998-2005 · Kandidat · Psykolog · Aarhus Universitet

Det er rigtigt prioriteret, at regionen har fjernet akutlægebiler i nogle byer i Midtjylland (Grenaa, Ringkøbing og Lemvig) for at spare 24 millioner kroner årligt.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Det var en svær beslutning i en tid, hvor der skulle spares mange penge. Man har prøvet at kompensere ved at styrke andre akuttjenester, men akutbilerne betyder meget i egne, hvor der er langt til sygehuset, og det er stadig uklart, om dækningen i dag er god nok. Samtidig undrer det mig, at man nu kan bruge over 65 millioner kroner om året på fri parkering, når man dengang sparede 24 millioner på akutlægebiler. Fremadrettet bør man politisk sikre en reel evaluering af konsekvenserne og se på, om pengene kunne bruges bedre til at skabe tryghed og lighed i sundhedstilbuddene – især i yderområderne.

Regionen skal gøre det gratis at parkere ved hospitalerne (ifølge regionsrådsformanden koster det ca. 65 millioner kroner årligt).

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Fri parkering er på sigt en god ting, men bør ikke være det, vi bruger penge på nu, hvor andre helt basale behandlingsopgaver ikke varetages godt nok, og hvor ventetiden mange steder er alt for lang. Vi bør med et begrænset budget prioritere mere til psykiatrien af regionens eget budget og bruge penge på fx bedre lægedækning i ydreområder, flere socialsygeplejersker til de mest udsatte osv. Så ja til fri parkering, når der er råd – for det er ikke gratis for sundhedsvæsenet.

Regionen skal have en akuttelefon-ordning som den, der er i Region Hovedstaden.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Det kan jeg ikke umiddelbart se behovet for, i forhold til at vi har et fungerende akutberedskab. På psykiatriområdet får vi akuttelefoner i hele landet, hvilket er godt. Mennesker i psykisk krise fanges ikke godt nok af det nuværende system, men det er jo ikke det samme som akuttelefonen i København.

Regionshospitalet Horsens skal have sin egen Børneafdeling.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Vi er nød til at have en balance i Regionen. Hvis man har et sygt barn er det vigtigt at man har adgang til kvalificeret behandling relativt tæt på, hvor man bor. Særligt for udsatte familier uden bil, betyder transport og længde til behandling noget.

Regionen gør nok for at sikre lægedækning, også i yderområderne.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Regionerne gør meget for at sikre lægedækning, men det er ikke nok. Mangel på praktiserende læger kræver, at vi tænker nyt – især i de områder, hvor rekruttering er vanskelig. Vi bør bruge andre sundhedsfaglige kompetencer klogere: psykologer kan bidrage med vurdering og støtte ved psykiske problemstillinger, farmaceuter kan hjælpe med medicingennemgang, og sygeplejersker kan følge kroniske forløb tættere. Det frigiver lægetid til de patienter, hvor lægefagligheden er uundværlig – fx mennesker med alvorlige psykiske lidelser, hvor somatisk sygdom ofte overses eller behandlingen er svær at følge. Samtidig skal vi skabe større fleksibilitet med tværfaglige praksisformer, samarbejde på tværs af sektorer og nye lokale løsninger.

Regionen skal arbejde for bedre dækning af den kollektive trafik mellem by og land.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Jeg mener, at regionen skal arbejde for bedre kollektiv trafik mellem land og by, så alle kan komme til uddannelse, arbejde, fritidsaktiviteter og sygehus – også uden bil. Mange uden egen bil oplever, at transporten ikke hænger sammen. Regionen kan sammen med kommuner og Midttrafik skabe bedre forbindelser og mere fleksible løsninger som bus på bestilling eller flextur, så det bliver lettere at komme frem i hverdagen – uanset hvor man bor.

Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Afstande spiller selvfølgelig en rolle, og forskellene må ikke blive for store. Trygheden skal være den samme – uanset postnummer. Vi bør investere i at styrke beredskabet i yderområderne med lokale akutklinikker, bedre koordinering og fleksible løsninger. Lighed i sundhed handler også om geografi.

Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Adgang til lægehjælp skal være gratis. Et gebyr vil især ramme mennesker med lav indkomst og kronisk sygdom. Vi risikerer, at folk venter for længe med at søge hjælp – og at problemer vokser. Det er både uretfærdigt og dyrt i længden. Lighed i sundhed kræver fri adgang, ikke brugerbetaling.

En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Digitale løsninger kan være en hjælp, især ved opfølgning og korte kontakter, men de må ikke erstatte den personlige kontakt. Mange ældre, børn og mennesker med psykiske vanskeligheder har brug for fysisk fremmøde. Teknologi skal bruges med omtanke – ikke som spareøvelse. Den skal skabe tilgængelighed, ikke afstand.

Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

De mindre syge- og sundhedshuse spiller en vigtig rolle for nærhed og sammenhæng. Mange patienter har ikke brug for højt specialiseret behandling, men for kontinuitet, tryghed og tværfagligt samarbejde tæt på hverdagen. Specialisering er vigtig, men den har også en pris. Når fagligheden bliver for snæver, mister vi helhedsbilledet af patienten, og de komplekse problemstillinger bliver overset. Det betyder, at nogle patienter faktisk taber på systemets opdeling. De mindre enheder kan netop rumme helheden og skabe sammenhæng på tværs af fagligheder. Derfor bør vi holde fast i dem – også selvom det koster lidt på specialiseringen. For når vi mister helheden, mister vi også noget væsentligt.

Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.

Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Effektivitet er vigtigt, men transport handler også om sammenhæng og lighed. I yderområderne er selv en halvtom bus en livline til uddannelse, arbejde, fællesskaber og sundhed. Vi kan bruge mere fleksible løsninger – fx bus på bestilling – men må ikke afvikle kollektiv trafik.

Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Psykiatrien har i årevis været underprioriteret. Det er ikke rimeligt, at mennesker med psykisk lidelse må vente i måneder eller helt afvises mens somatikken får flere ressourcer. Selvfølgelig skal somatikken fortsat have høj kvalitet, men vi er nødt til at løfte psykiatrien markant – både børne-, ungdoms- og voksenområdet. Der er brug for flere medarbejdere, bedre kontinuitet og mere tid til relationer. Et stærkt sundhedsvæsen kræver, at vi også tager sindet alvorligt.

Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Regionerne har en vigtig rolle i at sikre sammenhæng, faglig udvikling og nærhed i sundhedsvæsenet. Hvis ansvaret flyttes, risikerer vi mere centralisering og mindre indflydelse tæt på driften. Sundhed og psykiatri kræver politisk ansvarlighed på regionalt niveau. Systemet kan forbedres – men ikke ved at fjerne det demokratiske lag. Jeg kunne der i mod ønske mig, at man fik større økonomiske muligheder i Regionen herunder at udskrive skat, så det i endnu højere grad blev et demokratisk valg, hvad man ville prioritere.

Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Private hospitaler kan bruges midlertidigt for at afhjælpe akutte ventetider, men de løser ikke de grundlæggende problemer. Når regionen systematisk bruger private tilbud, flytter vi både personale og ressourcer væk fra det offentlige, og det svækker vores egen kapacitet på sigt. Privatisering risikerer at skabe et todelt sundhedsvæsen, hvor dem med færrest ressourcer får det ringeste tilbud. I stedet bør vi investere i at fastholde medarbejdere, styrke behandlingstilbuddene og skabe stabile rammer i det offentlige system. Private løsninger kan være et supplement – men de må aldrig blive en strategi.

Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Der skal være balance. Sjældne sygdomme kræver specialiseret behandling, men vi skal sikre, at ressourcerne bruges, så flest muligt får reel gavn. De store folkesygdomme, herunder psykiske lidelser, må ikke overses. Det handler ikke om at stille sygdomme op imod hinanden, men om at skabe et bæredygtigt sundhedsvæsen, hvor midlerne prioriteres efter hvor der er størst behov.

Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Det er helt afgørende, at der tilføres flere midler til børne- og ungdomspsykiatrien. Ventelisterne er alt for lange, og Region Midt ligger helt i top. Nogle siger, at pengene er der, men at man bare ikke kan rekruttere. Det er jeg ikke enig i. Det kræver politisk vilje – og at midlerne bruges klogt. Når for meget bindes i registrering og udredning, mister vi tid til det, der faktisk hjælper børn og familier. Inden for psykiatriens rammer skal vi styrke reel tværfaglighed, så den pædagogiske, psykologiske, sociale og eventuelt medicinske indsats hænger sammen omkring barnet. Ellers opstår unødige flaskehalse og tab af sammenhæng. Tidlig og helhedsorienteret indsats virker – det handler om at investere, før problemerne vokser sig store.

Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Rekruttering kræver fleksibilitet – og lønnen skal afspejle både ansvar, belastning og rekrutteringsudfordringer. Man kunne begynde med at være konkurrencedygtige. Mange oplever, uanset faggruppe, at gå væsentligt ned i løn, når de vælger psykiatrien. Det gør det svært at tiltrække erfarne medarbejdere – og det bliver dyrt på andre måder: i kvalitet, oplæring og kontinuitet. Der skal være en god balance. Men løn kan ikke stå alene. Et godt arbejdsmiljø med tid, faglig støtte og ledelse, der giver plads til kvalitet og udvikling, er mindst lige så afgørende. Uden det mister vi både erfaring og engagement – og det koster dyrt i sidste ende.

Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Jeg oplever, at medarbejderne møder en ny bølge af krav om registrering – for at systemet kan sikre sig, at de laver nok og det “rigtige”. Men det er ikke styret af klinisk faglighed, og det er et stort problem. Bureaukratiet stjæler tid fra patienterne, skaber skyggearbejde, rigide systemer, silotækning og slider på medarbejderne. Vi har brug for mere tillid og mindre styring. Færre dobbeltregistreringer, ikke -kliniske måltal og rapporteringskrav, som ikke giver mening i praksis. Ledelsen skal turde fokusere på indhold og klinisk kvalitet frem for kontrol. De gode løsninger findes ikke langt fra borgerne og patienterne – men tæt på. Hos medarbejderne, de pårørende og i civilsamfundet, hvor faglighed og samarbejde skaber reel kvalitet.

Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.

Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Kræftbehandling skal naturligvis have høj prioritet, men det må ikke ske på bekostning af andre alvorlige sygdomme – især psykiske lidelser og andre alvorlige tilstande. Vi skal sikre et mere balanceret sundhedsvæsen, hvor ressourcer fordeles efter behov og effekt. Vi skal være trygge i, at vi får en ordentlig behandling uanset, hvad vi fejler.

Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Adgang til egen læge er en grundpille i sundhedsvæsenet. Hvis der ikke er praktiserende læger, bryder sammenhængen mellem sektorer. Regionen må tænke fleksibelt og være villig til at investere – også økonomisk – i lægedækning i yderområderne. Det kan ske gennem regionsklinikker, partnerskaber og tværfaglige modeller, hvor man inddrager psykologer, fysioterapeuter, sygeplejersker, farmakonomer og andre relevante faggrupper.

Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Sundhed og klima hænger sammen. Regionen skal gå foran med grøn drift, fordi miljøbelastning også påvirker folkesundheden. Ved at tænke bæredygtigt i byggeri, energi og transport kan vi reducere udgifter og skabe et sundere miljø. Det skal ske uden at gå på kompromis med patientbehandlingen – men som en integreret del af, hvordan vi driver et moderne sundhedsvæsen.

Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.

Rose-Marie Mollerup uddyber:

Det er frustrerende, når tider går til spilde, men gebyrer løser sjældent problemet. Mange udeblivelser skyldes misforståelser, psykiske problemer eller sociale udfordringer. I stedet bør vi arbejde med bedre kommunikation, påmindelser og fleksible afbudsmuligheder. Sanktioner rammer ofte de mest sårbare.