Skanderborg er kendt for sin naturskønne beliggenhed og småby charme. Højhuse kan ødelægge byens visuelle udtryk og atmosfære. Nye højhuse kan ofte være luksusbyggeri, hvilket kan presse boligpriserne op og gøre det sværere for almindelige familier at blive boende i området. Skanderborg ligger tæt på søer og grønne områder. Høj byggeri kan forstyrre dyreliv og landskab, samt skabe større miljøbelastning under opførelsen.

Skanderborg Kommune bør fokusere mere på udviklingen af de mindre landsbyer, fordi det styrker fællesskabet og sikrer liv i hele kommunen. De små lokalsamfund rummer et stærkt sammenhold, hvor folk kender og hjælper hinanden, og det bidrager til tryghed og trivsel for både børn og voksne. Hvis kommunen investerer i landsbyernes infrastruktur, skoler og foreningsliv, kan man tiltrække flere familier, der ønsker at bo tæt på naturen, men stadig have adgang til gode faciliteter. På den måde bliver Skanderborg en mere balanceret og bæredygtig kommune, hvor både by og land får mulighed for at udvikle sig.

Økonomi og prioritering Bedre normeringer kræver store offentlige udgifter til flere ansatte og højere lønninger. Pengene kunne måske bruges mere effektivt på fx uddannelse af pædagoger, tidlig indsats i hjemmet eller bedre faciliteter. Manglende pædagoger Der er allerede mangel på uddannede pædagoger. Flere stillinger uden kvalificerede ansøgere kan føre til lavere kvalitet, selvom normeringen på papiret bliver bedre. Effektivisering frem for flere hænder Nogle mener, at institutionerne i stedet bør organiseres smartere, fx med færre administrative opgaver eller mere forældreinddragelse, frem for bare at ansætte flere medarbejdere. Fokus på kvalitet frem for kvantitet Antallet af voksne betyder ikke alt – kvaliteten af pædagogernes arbejde, kompetencer og engagement kan være vigtigere. Ressourcer bør måske gå til efteruddannelse og faglig udvikling. Risiko for bureaukrati og ensretning Nationale krav om faste normeringer kan begrænse kommunernes frihed til at tilpasse sig

Jeg mener, at kommunens serviceniveau gerne må stige, selvom det betyder, at vi skal betale lidt mere i skat. Et højt serviceniveau betyder, at der er råd til gode skoler, ældrepleje, daginstitutioner og sundhedstilbud – alt det, der får hverdagen til at hænge sammen for borgerne. Hvis vi vil have et samfund, hvor ingen bliver efterladt, og hvor der er tryghed for både børn, voksne og ældre, må vi også være villige til at bidrage lidt mere økonomisk. Skat er ikke kun en udgift, men en investering i fællesskabet og i den livskvalitet, vi alle nyder godt af.

Jeg er helt uenig i, at der skal spares på de kommunale budgetter. Mange kommunale områder – som skoler, ældrepleje og daginstitutioner – er allerede pressede, og flere besparelser vil kun gå ud over borgernes hverdag og de ansatte, der i forvejen løber stærkt. Hvis vi vil have et samfund med tryghed, velfærd og gode fællesskaber, må vi investere i mennesker, ikke skære ned. Kommunen skal have råd til at levere ordentlig service, give medarbejderne tid til deres arbejde og sikre kvalitet frem for kvantitet. Besparelser kan virke kortsigtet billige, men i længden bliver de dyre – både socialt og menneskeligt.

Jeg mener, at det skal være økonomisk godt at sidde i byrådet. Byrådsarbejde kræver meget tid, ansvar og engagement, og derfor bør det også belønnes ordentligt. Når byrådsmedlemmer får en rimelig økonomisk kompensation, sikrer man, at flere typer mennesker – ikke kun dem med høj løn eller masser af fritid – har mulighed for at engagere sig i lokalpolitik. Det styrker demokratiet og giver en mere retfærdig repræsentation af borgerne. Samtidig viser en fair løn, at vi værdsætter det store arbejde, som politikerne lægger for at udvikle kommunen.

Jeg mener, at vi i højere grad skal hjælpe de børn, der har det svært i skolen, selv om det betyder, at de velfungerende elever får lidt mindre opmærksomhed. Alle børn fortjener en fair chance for at lære og trives, og i dag mangler mange skoler ressourcer til at støtte elever med særlige behov. Hvis vi giver flere midler til skolerne, kan der ansættes flere lærere og støttepædagoger, så de udfordrede børn får den hjælp, de har brug for. Det gavner i sidste ende hele klassen, fordi der bliver ro og bedre læringsmiljø for alle. Et samfund bør måles på, hvordan det behandler sine mest sårbare – og derfor bør vi prioritere at løfte dem, der har det sværest.

Jeg mener, at der mangler personale i daginstitutionerne, og det går ud over både børn og ansatte. Når der er for få voksne til for mange børn, bliver hverdagen stresset, og der er ikke tid nok til nærvær, leg og tryghed. De mindste børn har brug for voksne, der ser dem, lytter og støtter dem i deres udvikling. Samtidig bliver pædagogerne slidte, fordi de skal løbe hurtigere for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvis vi vil have børn, der trives og lærer, må vi investere i bedre normeringer og flere uddannede pædagoger, så der igen bliver tid til det vigtigste – nemlig børnene.

Jeg mener, at der skal være færre elever i klasserne, og at et maksimum på 20 elever vil give en langt bedre undervisning. Når der er færre elever, får læreren bedre tid til at se og hjælpe den enkelte elev, både fagligt og socialt. Det skaber mere ro i klassen, bedre trivsel og et stærkere fællesskab, hvor alle kan føle sig set og hørt. I dag kan store klasser gøre det svært for læreren at nå rundt til alle, og nogle elever risikerer at blive overset. Færre elever betyder altså ikke bare bedre læring, men også større motivation og bedre arbejdsmiljø for både elever og lærere.

Jeg mener, at der skal være flere varme hænder i ældreplejen, fordi de ældre fortjener en værdig og tryg hverdag med tid, omsorg og nærvær. I dag er mange ansatte pressede og har alt for travlt, hvilket betyder, at plejen ofte bliver for hurtig og ufleksibel. Flere medarbejdere vil give bedre tid til personlig kontakt, samtaler og individuel pleje – ikke bare til de praktiske opgaver. Det handler om respekt for de mennesker, der har bygget vores samfund op, og som nu har brug for, at vi tager os godt af dem. Samtidig vil bedre bemanding også give et bedre arbejdsmiljø for de ansatte og mindske stress og nedslidning.

Jeg mener ikke, at vi skal have flere private aktører i ældreplejen. Pleje og omsorg for de ældre skal ikke styres af profit, men af menneskelige værdier og kvalitet. Når private virksomheder får for stor indflydelse, risikerer man, at økonomiske hensyn kommer før de ældres behov. Den offentlige ældrepleje sikrer, at alle får den samme hjælp uanset indkomst, og at ressourcerne bruges til pleje – ikke til at skabe overskud. I stedet for at privatisere mere bør vi styrke den kommunale ældrepleje med bedre normeringer og arbejdsvilkår, så kvaliteten bliver høj for både borgere og medarbejdere.

Jeg mener, at de ældre har brug for menneskelig kontakt – ikke bare en robotstøvsuger. Teknologi kan være en hjælp i hverdagen, men den kan aldrig erstatte nærvær, omsorg og samtaler mellem mennesker. Mange ældre føler sig ensomme, og det vigtigste for dem er at blive set, hørt og behandlet med varme og respekt. Derfor bør vi investere i flere ansatte i ældreplejen, der har tid til at tale med og være sammen med de ældre, i stedet for kun at fokusere på effektivisering og maskiner. Den menneskelige kontakt giver livskvalitet – noget ingen robot kan levere.

Jeg synes, der skal bruges flere penge på forebyggelse, fordi det på lang sigt både er bedre for mennesker og for samfundets økonomi. Genoptræning er vigtigt, men hvis vi kan forebygge skader og nedslidning, sparer vi mange mennesker for smerter, sygdom og lange behandlingsforløb. Som en der selv er nedslidt, ved jeg, hvor hårdt det er at skulle kæmpe sig tilbage, når kroppen først er gået i stykker. Derfor bør der sættes mere fokus på gode arbejdsforhold, motion, sundhed og tidlig indsats, så færre ender med at have brug for genoptræning. Forebyggelse handler ikke bare om at spare penge – det handler om at give mennesker et bedre liv, før problemerne opstår.

Jeg mener, at vi skal styrke den kollektive transport og have færre biler i bymidten. En velfungerende offentlig transport gør det lettere for alle at komme rundt – også dem uden bil – og det mindsker både trængsel, støj og forurening. Hvis busser, tog og cykelstier bliver mere attraktive, vil flere vælge dem frem for bilen. Det vil gøre bymidten mere rolig, ren og tryg for fodgængere og børn. Samtidig er det en vigtig del af den grønne omstilling, hvor vi tager ansvar for klimaet og skaber sundere byer med plads til mennesker frem for biler.

Jeg mener, at vi skal stoppe med at fortætte byerne. Den tætte byggeri ødelægger byernes grønne åndehuller, skaber mere støj og trafik og forringer livskvaliteten for dem, der bor der. Mange byer mister deres charme og karakter, når der konstant bygges nyt mellem eksisterende huse og grønne områder. I stedet bør vi bevare pladsen, naturen og de frirum, som giver luft og trivsel i hverdagen. Byudvikling handler ikke kun om vækst, men også om at skabe sunde og behagelige omgivelser, hvor mennesker kan trives – og det kræver, at vi siger stop for yderligere fortætning.

Jeg mener, at vi skal sætte 43 vindmøller på 150 meter op i Skanderborg Kommune – for så kan vi blive helt fossilfri. Vindkraften er en af de mest effektive og grønne energiformer, vi har, og med den rigtige planlægning kan vi både beskytte naturen og sikre stabil energiforsyning. Hvis vi vil tage klimakrisen alvorligt, skal vi handle lokalt og vise, at en kommune som Skanderborg kan tage ansvar. 43 vindmøller er ikke kun et tal – det er et skridt mod en bæredygtig fremtid, hvor vi producerer vores egen grønne strøm i stedet for at være afhængige af fossile brændsler.

Jeg mener, at alle byggerier skal have CO₂-udledningen med i planlægningen, fordi byggeriet er en af de største kilder til klimaforurening. Når man allerede fra starten tænker på materialer, energiforbrug og genbrug, kan man reducere klimaaftrykket markant. Det handler ikke kun om at bygge nyt, men om at bygge bæredygtigt og ansvarligt. Kommuner og bygherrer bør stille krav til, at byggerier bruger miljøvenlige materialer og energieffektive løsninger, så vi ikke belaster klimaet unødigt. På den måde kan vi udvikle vores samfund, uden at det sker på bekostning af fremtidige generationer.

Jeg er ikke helt enig i, at politikerne skal have fuld fokus på vækst. Vækst kan skabe arbejdspladser og økonomisk velstand, men hvis den bliver det eneste mål, risikerer vi at overse væsentlige værdier som miljø, livskvalitet, social retfærdighed og lokal identitet. Politik bør også handle om at sikre bæredygtige samfund, gode levevilkår og trygge lokalsamfund — ikke bare flere kvadratmeter byggeri og højere BNP. Derfor bør vækst tænkes sammen med mål for klima, sundhed, grønne områder og social inklusion, så udviklingen bliver til gavn for alle, ikke bare til tal på et regneark.

Jeg mener, at vi skal beskytte de grønne områder, fordi de har stor betydning for både naturen, klimaet og menneskers trivsel. Grønne områder giver plads til dyr og planter, der ellers forsvinder, når byerne vokser. Samtidig er naturen vigtig for os mennesker – den giver ro, frisk luft og mulighed for fællesskab og motion. Hvis vi bygger for meget på grønne arealer, mister vi ikke bare natur, men også en del af vores livskvalitet. Derfor bør kommunen tænke langsigtet og beskytte de grønne områder, så de kan bevares for fremtidige generationer.

har ingen mulighed for at tage stilling.

Jeg mener, at det er en vigtig kommunal opgave at støtte kunst og kulturelle begivenheder, fordi kultur er en central del af et levende og attraktivt lokalsamfund. Kunst, musik og lokale festivaler skaber fællesskab og livsglæde, og de får folk til at mødes på tværs af alder og baggrund. I en tid, hvor mange ønsker kortere arbejdstid for at få mere balance i hverdagen, bliver kulturen endnu vigtigere. Den giver os mulighed for at bruge fritiden på noget meningsfuldt, der styrker både trivsel og fællesskab. Når kommunen støtter kulturen, investerer den derfor ikke kun i underholdning, men i livskvalitet og sammenhængskraft for alle borgere.

Jeg mener, at flygtninge er en vigtig ressource for lokalsamfundet. Mange flygtninge kommer med værdifulde erfaringer, kompetencer og en stærk vilje til at skabe et nyt liv. Når de får mulighed for at arbejde, uddanne sig og deltage i foreningslivet, bidrager de både økonomisk og socialt til fællesskabet. De kan være med til at løse mangel på arbejdskraft, skabe kulturel mangfoldighed og styrke lokale fællesskaber. I mange mindre byer har flygtninge faktisk været med til at holde skoler, butikker og foreninger i live. Derfor bør vi se flygtninge som en ressource – ikke en byrde – og give dem de bedste muligheder for at blive en aktiv del af samfundet.