Jeg er speciallæge og kender systemerne indefra, fra ansættelser på sygehusafdelinger, i Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed - og central-administrationerne i de to regioner. Jeg ved derfor, hvad der skal til, for at få oplært de mange nyuddannede læger til speciallæger. Det er mest presserende i de specialer, hvor der er størst mangel, herunder voksen psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri, almen praksis og ældresygdomme. De opgaver, der fagligt er forsvarlige at udføre på de små sygehuse eller sundhedshuse tættere på borgerne, skal løbende fordeles. Dette vil kunne ske samtidigt med at antallet af praktiserende læger øges. Disse processer skal dog følges tæt fra politisk hold - og det er her, jeg mener at kunne gøre en forskel for borgerne i den nye region.