Trafik og parkering skal fungere for både borgere og erhverv – København må ikke blive en by, hvor bilister jagtes, og parkeringsmuligheder forsvinder. Vi skal stoppe nedlæggelser, genetablere mistede pladser og skabe nye ved nybyggeri, kommunale bygninger og eksisterende områder. Mere metro er nødvendig for effektiv transport, især til Rigshospitalet samt de bydele, der mangler, såsom eksempelvis Brønshøj-Husum. Den grønne omstilling skal ske med sund fornuft, hvor initiativer virker i praksis uden unødige omkostninger for borgere og erhverv. Vi skal også arbejde for flere solceller på kommunale bygninger. Byen skal skybruds- og stormflodssikres og tage højde for fremtidens vejrfænomener, og spildevand skal ikke løbe ud i havnen. Erhvervslivet skal fremmes og støttes, ikke modarbejdes, så virksomheder kan skabe vækst, arbejdspladser og bidrage til velfærd.