Man kunne fastsætte grænser for responstid i hhv. by- og landområder, ved tæt høj bebyggelse, tæt lav bebyggelse og i landområderne og styrke beredskabet så de givne rammer kan overholdes. Dette bør fastlægges og implementeres i samhør med de berørte interessegrupper, f.eks. ambulancepersonale.

Man bør ikke straffe folk for at gå til lægen, jo før vi kommer til lægen med et problem, jo mindre resourcer skal der bruges på at helbrede/behandle. Både den somatiske og psykiatriske behandling bør finansieres tilstrækkeligt og kontinuerligt forbedres hvor det er muligt. Den danske stat udsteder sin egen valuta og kan ikke ''mangle penge'' - hvis vi har resourcerne, så kan vi finansiere det.

Kun hvor det vil gavne patienten, men i langt de fleste tilfælde kan lægen ligge mærke til ting og udføre en mere grundig undersøgelse i en fysisk konsultation.

Uanset hvor du bor i regionen, skal lægehjælp og sundhedstilbud være nære og føles tilgængelige. Kommunistisk Parti har en vision om, at lægen er en man kender og som har styr på dit sygdomsforløb, uanset hvilke specialister du ellers har besøgt. Det skal være muligt at besøge lægen og sundhedstilbud uden at skulle køre lange omveje til byer man ikke kommer i til daglig.

Vi bør forbedre det offentlige system hvor det er muligt, ikke tage fra den ene hånd for at give til den anden. Regeringens nedskæringspolitik har forsaget de problemer vores offentlige sektor står overfor, vi uddanner ikke nok personale og mister personale til det private sygehusvæsen pga. de relativt dårligere arbejdsbetingelser i det offentlige.

Vores kollektive trafik mellem byerne er manglende og får mange til at vælge bilen frem for vores kollektive trafik. Det er f.eks. i manges situation den eneste måde at komme på arbejde på uden at bruge langt over en time hver vej. Kollektiv trafik bliver i dag behandlet som en vare, man køber. Vi vil elektrificere den og gøre den til en fælles infrastruktur, ligesom veje og biblioteker – hurtig og tilgængelig for alle uanset indkomst.

Vi bør forbedre det offentlige system hvor det er muligt, ikke tage fra den ene hånd for at give til den anden. Regeringens nedskæringspolitik har forsaget de problemer vores offentlige sektor står overfor, vi uddanner ikke nok personale og mister personale til det private sygehusvæsen pga. de relativt dårligere arbejdsbetingelser i det offentlige. Problematikken med psykiatrien er ikke, at der er brugt for mange penge på fysiske lidelser, tværtimod kan et svækket sygehusvæsen sætte mere pres på psykiatrien. Både den somatiske og psykiatriske behandling bør finansieres tilstrækkeligt og kontinuerligt forbedres hvor det er muligt. Den danske stat udsteder sin egen valuta og kan ikke ''mangler penge'' - hvis vi har resourcerne, så kan vi finansiere det.

Problemerne i regionen bliver ikke løst ved hverken at ligge flere sammen, opløse dem eller øge antallet af regionerne. Det er politisk teater at lade som om at disse tiltag løser noget.

Der kunne spares ressourcer ved at nedlægge den private sygehussektor og inkorporere den i vores fælles offentlige system. Den parallelle private sektor i f.eks. sygehusvæsenet trækker ressourcer væk fra det offentlige, f.eks. ser man private sygeplejersker bliver hyret ind som vikarer på de offentlige sygehuse. Derudover sendes patienter til de private sygehuse på det offentliges regning. Som minimum bør man udkonkurrere det private mht. løn og arbejdsvilkår for sygehuspersonale, da regningen er større ved at betale det private for at tage patienter der ikke er kapacitet til i det offentlige. Det samme gør sig til dels gældende med de private skoler, som ideelt set også bør nedlægges og inkorporeres i vores offentlige system.

Vi bør forbedre det offentlige system hvor det er muligt, ikke tage fra den ene hånd for at give til den anden. Regeringens nedskæringspolitik har forsaget de problemer vores offentlige sektor står overfor. Privat produktion af lægemidler gør dem ekstremt dyre, vi uddanner ikke nok personale og mister personale til det private sygehusvæsen pga. de relativt dårligere arbejdsbetingelser i det offentlige. Både den somatiske og psykiatriske behandling bør finansieres tilstrækkeligt og kontinuerligt forbedres hvor det er muligt. Den danske stat udsteder penge og kan derfor ikke mangle penge til finansiering af offentlige ydelser - hvis vi har resourcerne, kan vi finansiere det.

Vi bør forbedre det offentlige system hvor det er muligt, ikke tage fra den ene hånd for at give til den anden. Regeringens nedskæringspolitik har forsaget de problemer vores offentlige sektor står overfor, vi uddanner ikke nok personale og mister personale til det private sygehusvæsen pga. de relativt dårligere arbejdsbetingelser i det offentlige. Problematikken med psykiatrien er ikke, at der er brugt for mange penge på fysiske lidelser, tværtimod kan et svækket sygehusvæsen sætte mere pres på psykiatrien. Både den somatiske og psykiatriske behandling bør finansieres tilstrækkeligt og kontinuerligt forbedres hvor det er muligt. Den danske stat udsteder sin egen valuta og kan ikke ''mangler penge'' - hvis vi har resourcerne, så kan vi finansiere det.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft skyldes politiske valg om at underfinansiere sygehusvæsenet. Da en suveræn stat ikke kan løbe tør for penge, er det klart, at besparelser på velfærden er et politisk, ikke økonomisk, valg. Den reelle mangel kan være på ressourcer, som f.eks. arbejdskraft. Derfor bør investeringer i bedre løn og vilkår i det offentlige prioriteres højt for at opnå den velfærd og service som vi ønsker i vores samfund. For at komme dertil kræver det konkrete skridt nu: kontrol med lægehusene så de reelt opfylder de forpligtigelser de har overfor patienterne, færre konsulentkøb og brandingprojekter, regionen skal selv drive lægehuse, faste høringer med fagfolk og patientrepræsentanter, samt etablering af borgerpaneler, der løbende kan udfordre og kvalificere regionsrådets beslutninger. På den måde kan vi bevæge os fra et system, hvor økonomien er et lukket regnestykke, til et sundhedsvæsen hvor ressourcerne reelt følger behovet.

De forskellige instanser bør have lettere ved at kommunikere ved at have samme platform på tværs af regioner og kommuner. Dokumentationsbyrden bør lettes hvor det er muligt og arbejdet bedre fordelt ved at ansætte flere sekretærer, så læger og sygeplejersker kan bruge langt mere af deres tid hvor de er uddannede og essentielle, med patienterne.

Ja. ’’I arbejdet med at sikre, at alle kan få en fast praktiserende læge, bør man derfor kigge mod alternative drifts- og organiseringsformer, som på fast basis kan supplere den praksissektor, vi kender i dag’’ - https://danskepatienter.dk/politik-presse/politiske-holdninger/almen-praksis

Fokus ligger hovedsageligt på at kurere kræft når vi først har fået det, og ikke i forebyggelsen, som ellers er en langt mindre ressourcekrævende måde at komme store dele af problemet til livs. På trods af at mellem 80-90% af kræft skyldes forurening fra vores miljø og livsstilsfaktorer*. * https://www.aaem.pl/Environmental-risk-factors-for-cancer-review-paper,94299,0,2.html

Regionen skal selv drive lægehuse i områder hvor der er utilstrækkelig lægedækning. Vi mangler derudover faste høringer med fagfolk og patientrepræsentanter, samt etablering af borgerpaneler, der løbende kan udfordre og kvalificere regionsrådets beslutninger. men, det er vigtigt at huske på at prioriteringsproblematikken kun er til stede pga. regeringens politiske betingede nedskæringer i sundhedsområdet, som de nemt kunne finansiere tilstrækkeligt hvis den politiske vilje var til stede.

Bæredygtighed er et krav for overlevelse og velvære for vores børn og børnebørn. Men vores nuværende økonomi, der skal vokse uendeligt på en begrænset planet, er uforligneligt med en bæredygtig fremtid. At tro, vi kan redde klimaet i et system, der kræver uendelig vækst, er en selvmodsigelse. At flytte vores udledning til udlandet og sige at vi har nedbragt vores CO2 udledning er et regnskabstrick, der ingen effekt har på vores atmosfære. Enkelte tiltag som kan begrænse skaden er selvfølgelig bedre end ingenting, men den egentlige løsning kræver, at vi tager demokratisk kontrol over produktionen. Først når vi selv kan styre rammerne, kan vi sikre, at vores økonomi respekterer vores miljø, natur og klimas grænser og ikke accelererende overskrider dem for kortsigtet profit.

Denne model blev testet, hvor det ikke resulterede i at flere patienter overholdte aftalerne. Gør det i stedet lettere at melde afbud og ændre tid. Fokuser på at reducere ventetiden mellem indkaldelse og mødetidspunkt, lav sms-påmindelser og øg medbestemmelse om aftaletidspunktet. https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/12-sygehuspolitik/177-gebyrer-far-ikke-flere-patienter-til-at-mode-op.html I forsøget skyldtes halvdelen af udeblivelserne tekniske problemer med e-Boks, et problem som en bøde ikke ville hjælpe på. Vi bør i stedet forsøge at få flere til at møde op til de planlagte behandlinger med ændringer i stil med hvad seniorforsker Ulla Væggemose udtaler her*: ”Hospitalerne kan gøre meget selv ved f.eks. at reducere ventetiden mellem indkaldelse og mødetidspunkt, lave sms-påmindelser og øge medbestemmelse om aftaletidspunktet. Det skal være let og hurtigt at melde afbud eller ændre tid for aftalerne,”