Hvis du ønsker fokus på forebyggelse, kollektiv trafik og et sundhedsvæsen med langt bedre sikkerhedsberedskab, er jeg kandidaten for dig. Jeg tager det alvorligt, når jeg siger jeg vil have et velfærdssamfund der fungerer og er effektivt. For den tillid vi har til samfundet og hinanden, er det der holder landet sammen, og gør det danske demokrati til et af verdens mest velfungerende. Uden tillid har vi ikke noget at kæmpe for, og et hvert valg bliver meningsløst. Som regionsrådsmedlem lover jeg derfor ikke bare guld og grønne skove for at blive valgt, og jeg stiller mig ikke i en ideologisk drømmeverden. Jeg prioriterer ambitiøse, men realistiske mål, så du kan være sikker på, at skattekronerne bliver anvendt ansvarligt, at patienter får den omsorg de behøver uanset hvor de bor, og at offentlig transport kommer til at binde hele Sjælland sammen.