I Vejle kan vi være stolte af meget – men vi kan også skabe endnu bedre rammer for vores fælles velfærd. Vi har i dag en af landets laveste kommuneskatte, men hvis vi vil sikre tryghed for de ældre, stærke skoler for vores børn og gode tilbud til familierne, må vi investere mere i fællesskabet. Derfor bør vi overveje en mindre skattestigning på 0,5 til 1 %. Det er en investering i Vejles fremtid – i kvalitet, omsorg og fællesskab.

Vi kan ikke tvinge alle til at lade bilen stå og vælge cyklen eller offentlig transport. Men vi kan skabe muligheder, der gør skiftet attraktivt og fristende. Det handler om at forme fremtiden – en fremtid, hvor mobilitet er bæredygtig, komfortabel og sikker. Når vi sætter de rette incitamenter og gør tilbuddene attraktive, giver vi folk friheden til selv at vælge: at tage cyklen, bussen eller toget i stedet for bilen. Attraktivitet er nøgleordet – for kun når det er sjovt og tiltalende, opstår reel forandring.

Vejle Ådal og Vejle Fjord er unikke natur- og kulturlandskaber med stor økologisk, geologisk og historisk betydning. En bebyggelse vil true biodiversiteten, forstyrre vigtige økosystemfunktioner, ødelægge landskabelige og kulturelle værdier samt påvirke bæredygtig turisme og lokal identitet negativt. Derfor taler alt for at beskytte disse områder og modsætte sig enhver form for bebyggelse.

Vejle er ikke kun en by – Vejle er en stærk og mangfoldig kommune. Vi skal se hele kommunen som én helhed, hvor både byer og landsbyer har en vigtig rolle. Derfor vil jeg arbejde for at styrke vores lokalsamfund, skabe liv i landsbyerne og gøre det endnu mere attraktivt for flere at flytte til Vejles smukke områder. Sammen kan vi skabe vækst, fællesskab og trivsel i hele kommunen.

Nordlige omfartsvej i Vejle kan på kort sigt aflaste trafikken og berolige bymidten, men den medfører betydelige ulemper: store indgreb i natur og landskab, potentiel risiko for drikkevandet, støj- og luftbelastning for beboerne samt høje anlægsomkostninger. I lyset af disse risici og muligheden for mere miljøvenlige alternativer, såsom udbygning af offentlig transport eller eksisterende veje, er det tvivlsomt, om fordelene opvejer omkostningerne og de negative konsekvenser. En grundig afvejning af alle faktorer er derfor uundværlig.

Vi skal bevare fokus og må ikke sætte de forskellige områder op imod hinanden. Det er afgørende, at vi har alle områder i blik og søger en afbalanceret løsning. I stedet for at skære ned på vigtige ydelser og dermed stå svagt, bør kommunen overveje, hvordan ekstra midler – for eksempel gennem en moderat forhøjelse af kommuneskatten – kan anvendes på en meningsfuld måde. På den måde kan vi sikre, at vores skoler fortsat er godt udstyret og skaber de bedste læringsmuligheder for børnene, samtidig med at vores plejehjem får tilstrækkelige midler til høj kvalitet i omsorgen for de ældre. Målet skal være at styrke alle områder gennem målrettede investeringer fremfor at gennemføre kortsigtede besparelser, der på sigt kan være til skade for fællesskabet.

Vores bymidte er hjertet i vores by – her mødes mennesker, her pulserer livet, her skabes fællesskab. Men allerede i dag ser vi de første tomme butiksvinduer i gågaden og i indkøbscenteret. Enhver yderligere udvidelse af handelsområder uden for byen vil svække dette hjerte og true den livlighed, der gør vores by til noget særligt. I stedet skal vi styrke byen indefra. Infrastruktur og tilgængelighed til centrum er nøglen. Det overdimensionerede P-hus Cronhammar giver her en mulighed: En gratis shuttlebus mellem P-huset og centrum vil gøre det lettere for besøgende at komme ind til byen, reducere biltrafikken og styrke vores lokale handel. Det er vores opgave at bevare centrum som et levende sted – et sted, hvor man gerne opholder sig, handler, mødes og oplever. Vi skal sammen sikre, at vores gader, pladser og butikker ikke blot fungerer, men bliver et hjem for byens fællesskab. For et stærkt centrum betyder en stærk by – for os alle.

Vores standard er høj – nogle vil sige det, mens andre igen mener, at servicen er dårlig. Dette skyldes dog ikke servicen i sig selv, men også personalet. Bedre uddannelse og mere handlekraft er her afgørende. Hvis det betyder, at vi skal bruge flere midler, er en stigning vores mindste problem, da vores kommuneskat allerede hører til blandt de laveste

Man kan også spare sig selv ihjel. Dem, der tror, at man kan blive ved med at skære ned på de offentlige udgifter, saver i virkeligheden på fundamentet af vores samfund. De penge er ikke luksus – de er en nødvendig investering i almenvellet. Der findes politiske strømninger, som vil det stik modsatte: De prædiker, at staten skal trække sig tilbage, og at borgerne selv skal betale for alt. Det kan måske fungere i USA, hvor social ulighed er en del af hverdagen – men ikke her. Vi er et samfund, der bygger på sammenhold, solidaritet og social balance. Den, der svækker de principper, sætter egoisme over fællesskab og bringer hele vores sociale ligevægt i fare. Det må vi ikke tillade.

Jeg stiller ikke op for pengenes skyld – jeg stiller op, fordi jeg vil gøre en forskel. Jeg vil være med til at forme og bidrage, og som borger vil jeg stå til rådighed for andre borgere. Jeg vil bruge mit liv på at skabe forandring i vores samfund, gøre det mere retfærdigt og værd at leve i. For forandring starter ikke et sted langt væk – den starter hos os, her og nu.

Også her må vi finde en balance. Selvfølgelig er der børn, som har brug for ekstra hjælp, men det må aldrig gå ud over de andre børn. Det hele afhænger af en ordentlig normering – og desværre står vi med det grundlæggende problem, at der simpelthen ikke er nok ressourcer til rådighed.

I daginstitutionerne i vores område er der ofte for få ansatte i forhold til antallet af børn. Det betyder, at personalet har svært ved at give hvert barn den nødvendige tid, omsorg og støtte. For at sikre en tryg og udviklende hverdag for børnene, er det afgørende, at vi ansætter flere medarbejdere, så normeringerne matcher behovet. Flere hænder giver bedre trivsel, læring og nærvær – både for børnene og personalet.

Selvom befolkningstilvæksten i Danmark er moderat, er små klasser ikke i sig selv nok til at sikre høj undervisningskvalitet. Den største udfordring ligger i mangel på kvalificerede lærere, især i visse fag og regioner, hvilket betyder, at børn ikke altid får den undervisning, de har krav på. Samtidig spiller social ulighed en stor rolle: Børn fra mindre privilegerede familier har lavere sandsynlighed for at få adgang til gymnasier og andre højere uddannelsesniveauer, selv i et ellers velfungerende system. Uden målrettede indsatser risikerer vi, at kun familier med økonomiske ressourcer kan sikre deres børn en god uddannelse, mens andre står tilbage med begrænsede muligheder. For at sikre en retfærdig og høj kvalitet i undervisningen er det nødvendigt med flere lærere, bedre støtteprogrammer og initiativer, der fremmer lighed i uddannelse. Kun sådan kan vi forhindre, at social baggrund bliver afgørende for børns læringsmuligheder.

Velfærdsteknologi anvendes, hvor den giver mest værdi, og hvor behovet for 'varme hænder' ikke er afgørende. Personalet fokuseres derimod dér, hvor menneskelig nærhed og omsorg er uundværlig, og hvor mennesker skal være i centrum.

Det er vigtigt at holde plejen i kommunens hænder af flere grunde: Kvalitet og ansvar: Kommunen har et direkte ansvar over for borgerne og kan sikre, at alle får en ensartet og høj standard i plejen. Private aktører kan have økonomisk incitament til at skære hjørner, hvilket kan gå ud over kvaliteten. Demokratisk kontrol: Kommunen er underlagt politisk styring og offentlig kontrol, så borgerne har indflydelse gennem lokale valg og beslutninger. Private virksomheder styres primært af profit. Omkostningskontrol: Når kommunen driver plejen, kan pengene bruges effektivt til borgernes bedste, i stedet for at store profitmargener går til private aktører. Sammenhæng i tilbuddene: Kommunal styring sikrer bedre koordinering mellem forskellige sociale og sundhedsmæssige tilbud.

Spørgsmålet er allerede svaret i sig selv. For sandheden er, at der findes mange ældre borgere, som med glæde og nysgerrighed tager imod ny teknologi – også noget så simpelt som en robotstøvsuger. Men sagen rækker langt ud over, om man kan gøre huset lidt mere praktisk. Det handler om det store billede: om respekt, værdighed og omsorg. Den ældre borger har levet et langt liv, bidraget til samfundet og fortjener at blive mødt med varme, tryghed og ordentlig pleje. Det er ikke noget, vi kan forhandle om – det er et ansvar, vi skylder dem som samfund. At sikre, at vores ældre har den støtte og omsorg, de har behov for, er ikke blot en pligt – det er et spørgsmål om menneskelighed, retfærdighed og taknemmelighed. Lad os aldrig glemme, at bag enhver teknologi, bag hver hjælpemiddel, står et menneske med et liv, minder og drømme, som fortjener vores fulde respekt og kærlighed. Det skylder vi vores borgere.

Her har vi et emne, der er meget komplekst. Vi har helt sikkert brug for mere forebyggelse, da det vil reducere behovet for genoptræning. Forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme er blot ét af mange eksempler.

Andre byer viser allerede vejen: Et sundt byklima kræver mindre trafik. Mindre trafik betyder mindre støj. Mindre støj betyder mindre stress. Og mindre stress fører til bedre sundhed. I årtier har byplanlæggere sat individuel biltrafik i centrum – en fejl, som i dag skaber store udfordringer. Nu er det tid til at tænke nyt. Vi må flytte fokus væk fra bilens dominans, også selvom det i begyndelsen kan medføre visse ulemper. Kun sådan kan vi skabe byer med mere ro, bedre sundhed og højere livskvalitet.

Her skal vi finde yderligere en balance. Det er vigtigt, at vi bevarer naturen og ikke dækker den til med huse.

Grøn omstilling ja – men ikke på bekostning af naturen og borgerne. Kun med aktiv inddragelse af den enkelte i et energipark-projekt kan man sikre en bæredygtig succes. Uden denne deltagelse risikerer man konflikter og utilfredshed. Derfor er en streng og gennemsigtig proces nødvendig, der sikrer hver enkelt borgers velfærd.

Jeg kan næsten ikke høre det mere: Vi lever midt i en klimaforandring, og alligevel udsætter vi handling. Sandheden er: Vi har ikke tid til kun at tale. Vi må handle – beslutsomt, modigt og nu. En omstilling til CO₂-neutralitet koster investeringer og kræver forandringer, men hver beslutning, vi tager i dag, er et fundament for fremtiden. Vi skylder vores børn og børnebørn, at vi ikke vender blikket væk. At vi tør forme vores samfund, så kommende generationer kan leve i en verden, der er værd at elske. Det handler ikke kun om tal og politik. Det handler om rent vand, frugtbar jord og luft, vi kan indånde uden frygt. Vi må ikke være den sidste generation med valget. Lad os derfor handle i dag – ikke i morgen. For vores børn. For vores børnebørn. For alt, hvad der kommer efter os.

„Den, der elsker det ene, må også respektere det andet,“ sagde engang en tolder til mig. For intet eksisterer isoleret: Den, der ønsker vækst, må ikke glemme, at skoler, institutioner og strukturer også må følge med. Uden denne balance vil det ene uundgåeligt stå i vejen for det andet. Vækst kræver balance – ellers fungerer hverken det ene eller det andet.

Naturen skal beskyttes, det er der ikke noget at diskutere.

For mig er hver eneste mening vigtig, for bag hver mening gemmer der sig en historie, en bekymring, et ønske fra et rigtigt menneske. Jeg synes, vi alle burde engagere os mere – stille vores spørgsmål, dele vores tanker og gøre vores stemmer hørt i byrådet. Alt for få ved, at der til hvert møde er en offentlig spørgetid – en reel mulighed for at blive hørt og påvirke. Det er vores chance for at være med til at forme politiken, i stedet for bare at kigge på.

Lokalpolitik har direkte intet med nationale beslutninger over for Israel at gøre. Alligevel er det vigtigt at være ærlig over for vores vælgere. For mig personligt gælder det: Fred kan kun opnås, hvis vi arbejder for en tostatsløsning. Israel må ikke fortsætte sine jordudrykninger, og Hamas skal afvæbnes. Kun hvis begge parter går hinanden i møde, kan der opstå et ægte samarbejde. En boykot af israelske varer hjælper desværre ikke – rigtig fred kræver dialog og kompromis.

Støtte er vigtig, men kunst og kultur er et positivt supplement. Kunst i det offentlige rum bør altid overvejes nøje og må ikke gå ud over institutioner, der er afgørende for fællesskabets bedste.

Jeg er lidt uenig i, at flygtninge og indvandrere udelukkende udgør en ressource for lokalsamfundet. Det er klart, at mange bidrager positivt – for eksempel med arbejdskraft, nye perspektiver og kulturelt mangfoldige bidrag. Men samtidig kan integration være udfordrende, især hvis der mangler tilstrækkelig støtte til sprog, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning. For at de virkelig bliver en ressource, kræver det investering i sociale og uddannelsesmæssige tilbud, så både flygtninge, indvandrere og lokalsamfundet får mest muligt ud af samarbejdet. Uden sådan støtte kan det nogle gange føre til spændinger eller social isolation, hvilket viser, at det ikke kun er et ubetinget gode.