Randers er en fantastisk kommune med engagerede borgere, stærke kulturfællesskaber og smuk natur. Men vi bruger årligt 450 mio. kr. mere end landsgennemsnittet på overførselsindkomster, og det presser vores kernevelfærd. Derfor skal vi have en ny bæredygtig retning for Randers Kommune, der bygger på tidlig indsats, borgerinddragelse og flere arbejdspladser. Jeg arbejder for et sundere Randers, hvor sundhedsplejen styrkes, børn får bedre bevægelsesmuligheder, og alle har trygge skoleveje. Fællesskab og trivsel skal fremmes gennem et levende forenings- og kulturliv over hele kommunen, hvor det bliver nemmere at være frivillig arrangør, - og der skal mere kunst i byrummene. Samtidig skal kommunen være imødekommende og med gennemsigtighed i sagsbehandlingen. – Med kortere svartider, bedre erhvervsservice og fokus på muligheder og ikke forhindringer. Og så har vi et stort potentiale for oplevelsesturisme med fokus på natur, som vi skal have løftet.