fordi den sikkerhedspolitiske situation i Europa er markant forværret, og Danmark skal tage et større ansvar for egen og fælles sikkerhed. Et stærkere forsvar og opfyldelse af vores NATO-forpligtelser er nødvendigt i en tid med krig i Europa og usikkerhed om USA’s fremtidige rolle. Samtidig er 5 procent af BNP et meget højt niveau, som kun kan retfærdiggøres, hvis midlerne bruges klogt, koordineres tæt med vores europæiske allierede og ikke sker på bekostning af kernevelfærd. Oprustning skal følges af diplomati, europæisk samarbejde og investeringer i robusthed, cybersikkerhed og beredskab – ikke kun traditionelle militære kapaciteter.

Jeg mener, at der er vigtigere samfundsudfordringer, vi bør bruge politisk energi på. Spørgsmålet om Store Bededag fylder meget i debatten, men ændrer i sig selv ikke afgørende på danskernes hverdag eller på de store strukturelle udfordringer, vi står overfor. Hvis målet er at give mere luft i hverdagen, findes der mere målrettede og gennemtænkte måder at gøre det på end at genindføre én bestemt fridag. Man kan også diskutere, om en eventuel ekstra fridag kunne placeres mere hensigtsmæssigt – eksempelvis i efteråret eller på Grundlovsdag. For mig er det vigtigere at fokusere på løsninger, der reelt styrker trivsel, arbejds- og familieliv samt de langsigtede prioriteringer for Danmark.

Det er rimeligt, at pensionsalderen følger den stigende levealder, så vores velfærdssystem er økonomisk bæredygtigt, og flere bidrager i takt med, at vi lever længere. Men udviklingen skal være socialt retfærdig. Ikke alle har samme arbejdsliv eller helbred, og dem med lange eller fysisk krævende job skal have reelle muligheder for tidligere tilbagetrækning. Derfor bør reguleringen kombineres med fleksible ordninger og en stærk seniorindsats på arbejdsmarkedet, så flere kan og vil blive længere – uden at det bliver urimeligt for dem, der er nedslidte.

Jeg er lidt enig, fordi Danmark bør investere mere i Grønland – i uddannelse, infrastruktur, erhvervsudvikling og velfærd – så rigsfællesskabet opleves som et reelt partnerskab med muligheder og respekt. Et stærkt og ligeværdigt samarbejde forudsætter, at vi tager ansvar og bidrager aktivt. Samtidig skal investeringer ikke være et forsøg på at “købe” grønlændernes valg. Beslutningen om selvstændighed tilhører alene det grønlandske folk. Målet bør være et mere ligeværdigt og bæredygtigt rigsfællesskab – ikke at presse eller overtale.

Jeg er skeptisk over for, at Danmark skal investere massivt i atomkraft. Atomkraft er CO₂-fattig, men teknologien er dyr, langsom at etablere og forbundet med affalds- og sikkerhedsudfordringer. Vi har allerede stærke positioner inden for vind, sol, energieffektivisering og Power-to-X, som kan udbygges hurtigere og billigere. Hvis private aktører på sigt vil investere i nye teknologier, bør vi ikke afvise forskning og udvikling. Men politisk og økonomisk bør hovedfokus være på de vedvarende energikilder og løsninger, vi ved kan bringe os hurtigst og mest sikkert i mål med den grønne omstilling.

Jeg er lidt enig, fordi brede regeringer hen over midten kan skabe stabilitet og sikre ansvarlige løsninger i en urolig tid. Men regeringssammensætningen er ikke et mål i sig selv. Det afgørende er, om vi får gennemført ambitiøs grøn politik, styrket uddannelse og taget ansvar for Danmarks rolle i Europa. For mig handler det ikke om, hvem der sidder sammen, men om hvilken retning landet bevæger sig i. Hvis en regering hen over midten kan levere langsigtede, grønne løsninger og brede forlig, er det positivt. Hvis ikke, må andre konstellationer kunne bringe Danmark i en mere bæredygtig retning.

At oprette modtagecentre uden for Europa risikerer at underminere retten til asyl og svække de internationale konventioner, som Danmark selv har været med til at forme. Ansvar for mennesker på flugt kan ikke outsources. Retssikkerhed, adgang til individuel sagsbehandling og uafhængig kontrol kan blive vanskelig at sikre i tredjelande. I stedet bør vi styrke et fælles, forpligtende EU-samarbejde med solidarisk fordeling, hurtig og retfærdig behandling af sager samt bedre integration af dem, der får ophold. Samtidig skal vi investere i konfliktforebyggelse og støtte i nærområderne. Danmark skal tage ansvar i Europa – ikke placere det uden for Europa.

Klimakrisen er både akut og langsigtet. Konsekvenserne mærkes allerede, og de vil forværres, hvis vi ikke handler hurtigere. Som et rigt land med høje historiske udledninger har Danmark et særligt ansvar for at gå forrest. 2045 risikerer at blive en sovepude, hvis ikke tempoet øges markant. En tidligere målsætning vil accelerere investeringer i vedvarende energi, energieffektivitet og grøn teknologi og styrke Danmarks position som foregangsland. Ambitiøs klimapolitik er ikke kun et ansvar – det er også en mulighed for innovation, arbejdspladser og langsigtet økonomisk robusthed. Omstillingen skal samtidig være socialt retfærdig og bæredygtig, så vi holder sammen om den.

Som folkeskolelærer oplever jeg dagligt, hvor stor en rolle sociale medier spiller i børns liv på godt og ondt. Derfor er det vigtigt, at vi ikke bare forbyder, men også underviser i digital dannelse, kildekritik og ansvarlig adfærd. Skolen skal kunne arbejde aktivt med de platforme, eleverne bruger. Et generelt forbud risikerer at skubbe brugen under jorden frem for at løse problemerne. Udfordringen ligger i høj grad i platformenes design. Vi bør regulere algoritmer, der skaber ekkokamre og forstærker ekstremt indhold, og slå langt hårdere ned på falske profiler og målrettet manipulation. Børn og unge skal beskyttes – men beskyttelse handler også om viden, kritisk sans og ansvarlige rammer, ikke kun om forbud.

Der skal være plads til vild natur og naturligt hjemmehørende arter i Danmark. Ulven er vendt tilbage af sig selv, og bestanden er fortsat forholdsvis lav. Derfor giver det ikke mening at opstille et generelt politisk mål om færre ulve. Natur handler ikke kun om, at den skal tilpasses os – nogle gange må vi også tilpasse os naturen. Det gælder især, når vi ønsker mere biodiversitet og større sammenhængende naturområder. Samtidig skal hensynet til husdyrhold og lokalsamfund tages alvorligt. Der skal være ordentlig erstatning, forebyggelse og mulighed for målrettet regulering af konkrete problemulve.

Jeg er helt enig, fordi Danmark har brug for internationale medarbejdere, iværksættere og forskere for at sikre vækst, innovation og en stærk velfærd. Vi mangler kompetencer inden for blandt andet sundhed, grøn omstilling, teknologi og uddannelse. Derfor bør det være mere enkelt og gennemskueligt at komme til Danmark for at arbejde. Åbenhed over for mennesker, der vil bidrage med deres viden og erfaring, styrker både vores økonomi og vores samfund. Det skal naturligvis ske under ordnede forhold med respekt for den danske model, fair løn- og arbejdsvilkår og en aktiv integrationsindsats. Danmark skal være et land, hvor man både kan arbejde, engagere sig og føle sig som en del af fællesskabet.

Jeg er lidt uenig, fordi det transatlantiske samarbejde fortsat er afgørende for Danmarks og Europas sikkerhed. Aftalen om amerikanske baser styrker afskrækkelsen og vores forankring i NATO i en tid med øget usikkerhed i Europa. Samtidig er det vigtigt, at aftalen respekterer dansk suverænitet, retssikkerhed og politisk kontrol. Hvis der opstår problemer i forhold til dansk lovgivning eller folkelig opbakning, skal aftalen kunne justeres. Men en ensidig opsigelse vil svække vores sikkerhed og internationale samarbejde.

Jeg er helt enig i, at der skal bruges flere penge på psykiatriområdet. Kapaciteten er i dag utilstrækkelig, og alt for mange oplever lange ventetider og manglende sammenhæng i behandlingen. Det er uacceptabelt. Men investeringerne skal ikke kun gå til flere sengepladser og behandling, når skaden er sket. Vi skal også styrke den forebyggende indsats markant – i skoler, ungdomsuddannelser, kommuner og almen praksis – så vi griber mistrivsel tidligere og forhindrer, at problemer vokser sig store. En reel styrkelse af psykiatrien kræver både bedre behandling og en langt stærkere tidlig indsats.

Vi har brug for at kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet, og løn er en del af løsningen. Mange oplever et stort arbejdspres og et højt ansvar, som ikke altid afspejles i lønnen. Samtidig skal det ske med respekt for den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Det er ikke Christiansborg, der skal fastsætte lønnen, men politisk kan vi prioritere midler og skabe rammer, der gør det muligt at løfte området. Et stærkt sundhedsvæsen kræver både ordentlige vilkår og anerkendelse af det ansvar, medarbejderne løfter hver dag.

Svær overvægt er en alvorlig sundhedsudfordring, som øger risikoen for en række sygdomme. Derfor kan medicinsk behandling være relevant for nogle – særligt hvor livsstilsindsatser ikke har haft effekt. Her bør økonomi ikke være afgørende for adgangen. Men medicin kan ikke stå alene. Forebyggelse, kostvejledning, bevægelse og tidlig indsats skal være fundamentet. Offentlig finansiering bør målrettes dem med størst sundhedsrisiko og ske som led i en helhedsorienteret behandling – ikke som en hurtig løsning. Ressourcerne i sundhedsvæsenet er begrænsede og skal prioriteres klogt.

Jeg mener grundlæggende, at retten til fri abort er vigtig og bør værnes om. At sænke grænsen til 12 uger vil være en markant indskrænkning af kvinders selvbestemmelse. Samtidig anerkender jeg, at spørgsmålet rummer svære etiske overvejelser, særligt i de senere uger af graviditeten. Derfor bør fokus være på god rådgivning, tidlig indsats og støtte – ikke på at rulle rettigheder tilbage.

Jeg har stor respekt for ønsket om selvbestemmelse i livets sidste fase. Men jeg er skeptisk over for at gøre aktiv dødshjælp til en rettighed. Det rummer et grundlæggende etisk dilemma: At vi beder læger om aktivt at tage liv. Det ændrer sundhedsvæsenets rolle og den tillid, det bygger på. Før vi overvejer det skridt, skal vi sikre stærk palliativ behandling og værdig omsorg til alle. Ingen må opleve smerte, ensomhed eller følelsen af at være en byrde som årsag til et sådant valg. For mig er det afgørende, at vi først styrker lindring, hospice og den nære støtte.

Der har netop været gennemført omfattende skattelettelser, og samtidig står vi med store investeringer i velfærd, grøn omstilling og forsvar. Det er vigtigt, at vi har en ansvarlig økonomi, så vi ikke svækker finansieringen af vores fælles løsninger. Når det er sagt, kan der være målrettede lettelser, som både gavner sundhed og klima. Jeg mener eksempelvis, at vi bør se på at sænke eller fjerne momsen på frugt og grønt. Det vil gøre det lettere for flere familier at vælge sundere og mere klimavenlige varer i hverdagen. Skattepolitik skal ikke kun handle om at sætte skatten generelt ned, men om at indrette den klogt, så den understøtter de samfundsmål, vi ønsker at nå.

Økonomisk lighed er vigtig for sammenhængskraften og tilliden i vores samfund. Store forskelle i livschancer skaber utryghed og svækker fællesskabet. Men for mig handler det ikke kun om omfordeling her og nu. Det handler i høj grad om lige muligheder: adgang til god uddannelse, stærk folkeskole, sundhed og et arbejdsmarked, hvor flere kan bidrage. Den vigtigste lighed skabes gennem uddannelse og beskæftigelse – ikke kun gennem overførsler. Vi skal derfor både sikre et retfærdigt skattesystem og investere i de områder, der løfter mennesker varigt. Målet må være et samfund med små sociale skel – og store muligheder for den enkelte.

Jeg mener ikke nødvendigvis, at momsen generelt skal sættes ned på alle fødevarer, da det er dyrt og ikke nødvendigvis socialt målrettet. Til gengæld bør vi sænke eller fjerne momsen på frugt og grønt. Det vil gøre sunde valg billigere, styrke folkesundheden og være en mere intelligent brug af skattekroner. Samtidig kan vi fastholde afgifter på usunde varer. Skattesystemet bør understøtte sundhed og forebyggelse – ikke modarbejde det.

Danmark står med store opgaver på ældreområdet, i sundhedsvæsenet, i psykiatrien og i skolen. Her giver det ikke mening at tale om generelle reduktioner i antallet af offentligt ansatte. Tværtimod har vi brug for dygtige medarbejdere tæt på borgerne. Det betyder ikke, at alt skal vokse ukritisk. Vi skal løbende se på organisering, bureaukrati og arbejdsgange og sikre, at ressourcerne bruges klogt. Men målet bør være bedre velfærd og høj kvalitet – ikke blot færre ansatte. Effektivisering må aldrig blive et mål i sig selv, hvis det går ud over kerneopgaven og borgernes tryghed.

Jeg er helt enig. Danmark er et lille land i en urolig verden, og vores indflydelse, sikkerhed og velstand styrkes gennem et stærkt og forpligtende europæisk samarbejde. EU er afgørende, når det gælder klima, energi, sikkerhed, handel og regulering af techgiganter – områder hvor nationale løsninger ikke er tilstrækkelige. Hvis vi vil trække Europa i en grønnere og mere demokratisk retning, kræver det, at vi engagerer os aktivt og konstruktivt. For mig handler det ikke om at afgive indflydelse, men om at få reel indflydelse dér, hvor beslutningerne træffes.

Ukraines kamp er ikke kun deres – den handler om Europas sikkerhed, international ret og retten til selvbestemmelse. Hvis vi svigter her, svækker vi den regelbaserede verdensorden, som også Danmark er afhængig af. Danmark har både et moralsk og sikkerhedspolitisk ansvar for at støtte Ukraine massivt – også relativt pr. indbygger. Det sender et tydeligt signal om, at aggression ikke må betale sig. Samtidig styrker det vores samarbejde i EU og NATO og vores egen sikkerhed på længere sigt.

Som folkeskolelærer i udskolingen ved jeg, hvor stor betydning det har, at eleverne får fyldt depoterne med sund og nærende mad i løbet af skoledagen. Det har direkte betydning for koncentration, trivsel og læring. Det er uklart, om der her tænkes på gratis skolemad, som er en meget dyr øvelse. Hvis finansieringen ikke følger med, risikerer det at ske på bekostning af andre vigtige indsatser i skolen – fx flere lærere, bedre specialpædagogisk støtte eller styrket trivsel. Regningen må heller ikke blot sendes videre til kommunerne. Derfor er jeg positiv over for ambitionen, men det kræver en realistisk og fuldt finansieret model, så kvaliteten i den øvrige skole ikke svækkes.

Et fast loft på 14 elever er en rigid løsning, som ikke tager højde for virkeligheden i skolen. Meget små klasser kan gøre fællesskabet sårbart og begrænse børns mulighed for at spejle sig i hinanden og indgå i forskellige gruppedannelser. Som folkeskolelærer ved jeg, at fleksible rammer er afgørende. Det er ikke alene antallet af elever, der afgør kvaliteten – men om der er flere voksne i undervisningen, mulighed for holddeling og målrettet støtte, hvor behovet er størst. Et generelt og meget lavt klasseloft risikerer at binde ressourcerne forkert og i praksis skabe endnu mindre klasser uden at sikre bedre trivsel og læring.

Danmark har allerede en konkurrencedygtig selskabsskat, og jeg mener ikke, at generelle sænkninger er den rigtige prioritering. I stedet bør vi bruge vores økonomiske råderum på at accelerere den grønne omstilling, investere i vedvarende energi, forskning og grøn innovation. Hvis vi vil styrke erhvervslivet, skal vi belønne virksomheder, der bidrager til klima- og naturindsatsen – ikke give brede skattelettelser uden grøn retning. Fremtidens konkurrenceevne afhænger af, at vi er førende på bæredygtige løsninger.

Der skal selvfølgelig være en gevinst ved at arbejde. Det er rimeligt og vigtigt for både den enkelte og fællesskabet. Men jeg er skeptisk over for en ensidig dagsorden om at øge forskellen markant. Vores velfærdssamfund bygger på tryghed og sammenhængskraft, og ydelserne skal sikre et værdigt liv – også når man er syg, ledig eller midlertidigt ude af arbejdsmarkedet. Fokus bør være på at få flere i arbejde gennem uddannelse, opkvalificering og fleksible løsninger – ikke ved at presse de mest udsatte økonomisk. En for stor forskel risikerer at øge uligheden og svække tilliden i samfundet.

Mange seniorer både kan og vil gerne blive længere på arbejdsmarkedet, og deres erfaring og faglighed er en stor ressource. Det skal kunne betale sig at arbejde – også i de sidste år før pension. Men det kræver fleksible rammer: mulighed for nedsat tid, seniorordninger og bedre arbejdsmiljø. Ikke alle kan holde til det samme, og der skal være respekt for forskelle i arbejdsliv og helbred. Hvis vi indretter arbejdsmarkedet klogt, kan flere seniorer få et godt og meningsfuldt arbejdsliv – og samfundet får gavn af deres kompetencer.

Vi skal accelerere den grønne omstilling, og solceller på åbent land er en nødvendig del af løsningen, hvis vi vil være uafhængige af fossile brændsler og nå vores klimamål. Men det skal ske med klare nationale retningslinjer. Solcelleanlæg må ikke placeres uhensigtsmæssigt – fx hele vejen rundt om en landsby eller i beskyttede naturområder. Planlægningen skal tage hensyn til landskab, natur og lokalsamfund, og der skal være reel lokal inddragelse. Samtidig bør der stilles krav om grønne hegn, hjemmehørende beplantning og biodiversitetstiltag omkring og mellem panelerne, så solcellemarker ikke bare producerer strøm, men også bidrager positivt til naturen. Den grønne omstilling skal både være ambitiøs og naturklog.

Den grønne omstilling er en fælles opgave, og vi kan ikke lade enkelte protester blokere nødvendige vindmølleprojekter. Klimaudfordringen kræver tempo og ansvar. Men løsningen er ikke at ignorere naboer. Tværtimod skal vi sikre tidlig inddragelse, gennemsigtighed og lokale gevinster – fx medejerskab og kompensation. Hvis lokalsamfund får reel indflydelse og andel i værdien, bliver modstanden ofte mindre. Den grønne omstilling skal gennemføres – men den skal ske ordentligt.

Danmark har en historisk lav andel vild natur, og biodiversiteten er i krise. Flere naturnationalparker og mere sammenhængende natur er et nødvendigt skridt, hvis vi vil give naturen plads til at udvikle sig på egne præmisser og sikre levesteder til truede arter. Vi skal turde prioritere større, sammenhængende områder, hvor naturen får førsteprioritet. Samtidig er det vigtigt med lokal dialog og ordentlige løsninger for berørte lodsejere. Mere vild natur handler ikke kun om planter og dyr – det handler også om livskvalitet, friluftsliv og kommende generationers mulighed for at opleve ægte, selvforvaltende natur.

Kriminelle udlændinge skal som udgangspunkt kunne udvises, når loven giver mulighed for det. Men Danmark skal overholde de internationale konventioner, vi selv har tilsluttet os. Retsstaten forpligter – også når det er svært. Hvis reglerne opleves som utilstrækkelige, må vi arbejde for at ændre dem gennem forhandling og internationalt samarbejde, ikke ved ensidigt at bryde dem. Retssikkerhed og troværdighed er afgørende for et lille land som Danmark.

Danmark har i mange år ført en meget stram udlændingepolitik, og nogle regler er blevet så restriktive, at de rammer skævt – både i forhold til retssikkerhed, familiesammenføring og mulighederne for at tiltrække international arbejdskraft og studerende. Det gavner hverken integrationen eller vores økonomi. Samtidig skal vi have styr på rammerne. Der skal være klare krav om deltagelse, sprog og beskæftigelse, og asylpolitikken skal i højere grad løses i fællesskab i EU, så ansvaret fordeles mere retfærdigt. For mig handler det om balance: En politik, der er både ansvarlig, realistisk og human – og som ser mennesker som ressourcer og medborgere, ikke som problemer.

Dansk statsborgerskab skal være for dem, der reelt er en del af Danmark. Hvis man er født og opvokset her, har gået i dansk folkeskole og ungdomsuddannelse og er lovlydig, bør statsborgerskabet som udgangspunkt gives automatisk som 18-årig. Kravene skal være klare, men også rimelige. Det er fx svært at forsvare, at uddannelse ikke tæller på linje med arbejde. At tage en uddannelse er netop en investering i at bidrage til samfundet. Reglerne bør i højere grad anerkende reel tilknytning og deltagelse.

Velfærdssamfundet står over for store demografiske udfordringer, og teknologi kan være et vigtigt supplement, der frigør tid til mere menneskelig omsorg. Robotter kan hjælpe med praktiske opgaver og øge tryghed og selvstændighed. Pårørende spiller allerede en stor rolle, og det er naturligt, at familier ønsker at bidrage. Men det må aldrig blive en erstatning for den professionelle pleje eller en skjult privatisering af ansvaret. Ældre skal mødes med værdighed, valgfrihed og faglig kvalitet – ikke med tvang eller forringelser.

Jeg mener, at vi skal sikre en værdig alderdom – især for ældre med meget lave indkomster. For nogle pensionister kan økonomien være stram, og her kan en målrettet forbedring give mening. Samtidig skal vi prioritere ansvarligt. Generelle forhøjelser af ældrechecken er en dyr løsning, og midlerne kan i nogle tilfælde gøre større gavn, hvis de målrettes de mest økonomisk udsatte eller investeres i bedre pleje, sundhed og forebyggelse. For mig handler det om at bruge ressourcerne dér, hvor de skaber størst tryghed og effekt – ikke nødvendigvis om brede forhøjelser til alle.

Unge skal have reelle muligheder – uanset om de vokser op i en storby eller i en landkommune. Lange transporttider øger frafald og begrænser unges valg. Adgang til ungdomsuddannelser i rimelig nærhed styrker både trivsel, gennemførelse og lokal sammenhængskraft. Det betyder ikke, at alle uddannelser kan ligge alle steder, men der skal være et bredt og attraktivt udbud inden for overskuelig afstand – og gode transportmuligheder, hvor afstandene er større. Uddannelse må ikke afhænge af postnummer

Vi har brug for både stærke professionsuddannelser og stærke universitetsuddannelser. Samfundet mangler sygeplejersker, lærere og pædagoger – men også ingeniører, læger og forskere. Det vigtigste er ikke, at flere vælger den ene frem for den anden, men at unge træffer et oplyst valg ud fra interesse og evner – og at vi politisk sikrer attraktive rammer, kvalitet og ordentlige vilkår på begge uddannelsesspor. Uddannelse skal ikke styres af symbolpolitik, men af kvalitet, behov og den enkeltes frihed.

Kultur skaber trivsel, fællesskab og sammenhængskraft – og det gælder i hele Danmark. Derfor mener jeg, at vi skal prioritere kultur langt højere - også uden for hovedstadsområdet, så adgangen til stærke kulturtilbud ikke afhænger af postnummer. Det betyder ikke, at vi skal svække de nationale kulturinstitutioner i hovedstaden, men at vi i højere grad skal investere i fx regionale spillesteder, biblioteker, teatre og lokale kulturmiljøer, kulturpuljer, idræt og foreningsliv. Et rigt kulturliv i hele landet styrker både lokalsamfundene, folkeoplysningen, demokrariet og den nationale sammenhængskraft.

Jeg er helt enig i, at vi bør udvide adgangen til natur på privat jord – ikke til folks haver, men til skove, naturområder og mulighed for at færdes langs skel, vådområder og vandløb. I dag er det ofte svært at bevæge sig gennem landskabet uden at gå på asfalt. Vi har fri adgang til kysterne; en dansk model for allemandsret kan give mere sammenhæng i naturen med respekt for ejendomsret, drift og naturbeskyttelse. Det kræver klare rammer og hensyn – men naturen og vores landskab er en fælles værdi.