Gå til indhold
Del kandidaten
Kristine Amalie Rostgård
Fuldmægtig
Socialistisk Folkeparti

Derfor stiller jeg op til valget

Mit politiske liv startede i #HvorErDerEnVoksen, for trivsel er min hjertesag. Bedre trivsel kræver handling på klima, sikkerhed og børn og unges rettigheder. Jeg er specialiseret i russisk herskerkultur, det er nyttigt i EU. Vi skal skabe bedre trivsel ved at sikre en bæredygtig fremtid og kæmpe hårdt for at undgå klimakatastrofen. At trivslen blandt unge halter, er ikke overraskende, når jorden bogstaveligt talt brænder under fødderne. Trivsel er også sikkerhedspolitik. Vi skal tage vores sikkerhedspolitiske situation alvorligt. Jeg er uddannet i russisk, og har i min tid på ambassaden i Moskva set, hvor vigtigt vores europæiske samarbejde er. Vi skal sikre forsyningssikkerhed i EU udenom stater som Rusland. EU skal også handle på de nære ting for at beskytte vores børn og unge. EU har tilsluttet sig FN’s Børnekonvention, som bl.a. forbyder vold mod børn, men EU handler ikke på den. I EU er vold mod kvinder heldigvis en EU-omspændende forbrydelse, men vi skal også sikre Europas børn.

Politisk karriere
2025-nu · Forperson for Land- og byudvalget
2024-nu · Suppleant til Europaparlamentet
2022-2024 · Forperson for Udenrigspolitisk Udvalg
Tillidsposter
2023-nu · Bestyrelsesmedlem · FN-forbundet
2025 · Delegeret til fact-finding-mission i Ukraine
2023 · Delegeret til FN's generalforsamling
1
Danmark skal afskaffe euro-forbeholdet og skifte valuta fra kroner til euro.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Kronen er bundet op på euroen økonomisk set, så på den måde ville det ikke give det store udsving. Jeg har dog forståelse for, at der er kulturelle grunde til, at man kan have et ønske om at bevare kronen.
2
Danmark skal indføre CO2-afgift på landbruget nu og ikke vente på, at det indføres på EU-niveau.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Men for at det virkelig gør en forskel, skal det gøres på EU-niveau. I virkeligheden mener jeg, at vi bør omlægge landbrugsstøtten, så den understøtter en grøn omstilling af landbruget; f.eks. ved at gøre tilskuddet afhængigt af CO2-udledning. Udledes der mindre CO2, gives der mere støtte. Det får vi en helt unik mulighed for i forbindelse med at Ukraine optages i EU. Alt andet bliver simpelthen for dyrt for EU.
3
Der skal investeres flere penge i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Der er ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at investere flere penge i vores forsvars- og sikkerhedspolitik, men vi bliver også nødt til at handle klogere i forhold til den. Vi skal f.eks. investere i fælles våbensystemer, så vi har mulighed for at kunne supplere hinanden. Derudover skal vi huske at vores forsyningssikkerhed faktisk også er sikkerhedspolitik. Ligenu støtter vi stadig den russiske krigsmaskine igennem handel med gas, og det skal stoppes! Måden vi stopper det på, er at få udbygget det europæiske elnet, så vi kan transportere vindenergi fra nord til syd og solenergi fra syd til nord. Men vi skal tænke vores sanktioner mod Rusland klogere. Vi har sanktioner der rammer civilbefolkningen. Med min baggrund som specialiseret i russisk mentalitet og herskerkultur, så er det helt tydeligt, at sanktioner der rammer civilbefolkningen i russisk kontekst ikke gavner - de har snarere den modsatte effekt.
4
Danmark skal træde ud af Schengen-samarbejdet og indføre permanent grænsekontrol.
5
EU skal være klimaneutral tidligere end det vedtagne mål i 2050.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Vi skal tage ansvar for vores klode og den grønne omstilling. Det er vores børn, der skal arve vores jord efter os, og vi skal stoppe vores overforbrug og vanvittige miljøsvineri, så vores børn ikke skal betale hele prisen for os.
6
Danmark skal afskaffe retsforbeholdet, så vi ikke står uden for rets- og politisamarbejdet i EU.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Det er en klar udfordring, at Danmark ikke melder sig fuldt ind i fællesskabet. Det betyder, at vi ikke kan indgå i politisamarbejde og retssamarbejde på lige fod med de resterende EU-lande, hvilket er problematisk.
7
Hvis man skal modtage danske velfærdsydelser, så skal man bo i Danmark.
8
Arbejdskraftens fri bevægelighed skal begrænses.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Jeg mener, at det er en styrke, at vi har mulighed for at tage arbejde i andre EU-lande, og at andre EU-landes borgere kan komme op til os for at arbejde. - Det er dog VIGTIGT, at det foregår under ordnede forhold. En af måderne man kunne sikre det på, ville være indførelsen af et arbejds-pas, så det er tydeligt hvilke arbejds- og skatteforhold, du er ansat under.
9
EU bør sikre grønne minimumsafgifter i alle EU-lande.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Det skal kunne betale sig at træffe det klimavenlige valg. Og pengene fra grønne minimumsafgifter kunne passende gå til den grønne omstilling f.eks. udbyggelsen af det europæiske elnet.
10
Ligeløn for mænd og kvinder skal reguleres på EU-niveau.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Jeg mener at ligeløn burde være en selvfølge i 2024, men når det nu desværre ikke er det, så bliver vi nødt til at få løftet problematikken på europæisk niveau. SF er nået et stykke vej ift. at sikre lønåbenhed, men vi skal arbejde videre for at sikre ligeløn.
11
EU's budget til forskning i sundhed skal øges.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Det giver rigtig god mening, at vi samarbejder om forskning på tværs af EU. Vi har mange kloge hoveder i EU og et samarbejde gør både forskningen bedre og i nogen grad mere effektiv.
12
EU-landene skal arbejde for at gøre sig militært uafhængig af USA.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Vi skal bestemt arbejde i den retning - ikke mindst fordi vi formentlig ser ind i en fremtid under Præsident Trump, og det er ikke godt for EU sikkerhedspolitisk. Vi skal kunne mere selv, ingen tvivl om det, men jeg ser det ideelt set i et samarbejde med NATO.
13
EU bør indtage en mere selvstændig militær rolle som supplement til Nato.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Vi skal være fælles om at tage ansvar for vores sikkerhed, og det gør vi bedst i vores europæiske fællesskab. Det er ikke mindst nødvendigt, når vi formentlig ser ind i en fremtid med Præsident Trump. Her er ikke tale om en såkaldt EU-hær eller dets lige, men om et europæisk samarbejde inden for forsvar og sikkerhed.
14
Det skal være nemmere at få asyl i Europa.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Et af de steder, hvor vores asylsystem halter meget i EU er i samarbejdet mellem medlemslandene. Det er i øjeblikket de sydeuropæiske lande der tager hele udfordringen, og det skal vi være langt mere solidariske og hjælpe dem med. For de kan ikke klare opgaven alene. Vi har f.eks. sammenbrud i asylbehandlingen i Italien, grundet rigtig mange asylansøgere og migranter. Det er ikke godt for de sydeuropæiske lande, men heller ikke for asylansøgerne.
15
Danmarks medlemskab af EU er overordnet positivt.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Det er rigtig godt for Danmark at være en del af det europæiske fællesskab; økonomisk, forskningsmæssigt, kulturelt og sikkerhedsmæssigt. Vi er stærkere sammen.
16
Det skal være et mål for EU at udvide med flere medlemsstater.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Vi kan ikke efterlade Ukraine allianceløse - igen. Under Ruslands annektering af Krim i 2014 var jeg på Den Danske Ambassade i Moskva, og kunne se til, hvordan vi på det tidspunkt ikke gjorde nok for at støtte op om Ukraine. At efterlade Ukraine udenfor EU vil på sigt være meget skadeligt -både for Ukraine og for EU. Det samme gælder for Moldova og landene på Balkan, hvor Putin søger at få indflydelse. Vi skal dog ikke udvide for enhver pris, f.eks. ser jeg ikke på nogen måde Tyrkiet, som et kommende medlemsland, da menneskerettigheder, demokratikriterier etc. ikke overholdes. Det er væsentligt at EU ikke slækker på kriterierne for at blive optaget i EU, for det vil skade vores europæiske union på sigt.
17
Skat på virksomheders overskud bør harmoniseres til samme niveau i alle EU-lande.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Vi skal have en fælles mindste sats, så vi undgår ræset mod bunden, som vi har set i en årrække. Det er kun rimeligt, at store virksomheder bidrager til fællesskabet.
18
EU-reglen om øremærket barsel til mænd er god.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Flere mænd tager en større bid af barslen efter øremærkningen. Det er positivt både ift. at skabe gode og trygge relationer mellem far og barn, men også for ligestillingen mellem kønnene på arbejdsmarkedet. - Mine arme er dog ikke over hovedet, for fædre mangler stadig bedre vilkår under deres barsel i forhold til f.eks. ret til løn under barsel. Så vi er stadig et stykke vej til at være i mål, men vi har taget skridt i den rigtige retning.
19
Ukraine skal optages i EU, også selvom krigen ikke slut.
Kristine Amalie Rostgård uddyber:
Vi bliver nødt til at have afsluttet krigen først, da det ellers kan blive set som en reel krigserklæring fra russisk side. Jeg er gennem min uddannelse specialiseret i russisk herskerkultur, og ved derfor med ret stor overbevisning, at det ikke vil være hensigtsmæssigt for EU at optage Ukraine førend der er opnået en eller anden form for fred.