Gå til indhold
Del kandidaten
Ken Patrick Petersson
Fagforeningsformand
Socialistisk Folkeparti

Derfor stiller jeg op til valget

Efter mere end 30 år i fagbevægelsen ved jeg, hvor presset hverdagen er for de ansatte i sundhedsvæsenet. Jeg har mødt dem, der hver dag får det hele til at hænge sammen – trods tidspres, krav og mangel på kolleger. Derfor vil jeg arbejde for et sundhedsvæsen med bedre arbejdsmiljø, mere tillid og faglig frihed. Uden det kan vi ikke fastholde de dygtige medarbejdere, som velfærden bygger på. Jeg tror på et sundhedsvæsen, der bygger på viden og faglighed – ikke på symbolpolitik. Vi skal mindske den voksende ulighed i sundhed, så alle får hjælp, uanset hvor de bor. Den nye regionskonstruktion og sundhedsråd giver os en unik mulighed for nytænkning – for at bringe sundheden tættere på borgerne og skabe mere sammenhæng mellem region og kommune. Det kræver vilje, samarbejde og respekt for fagligheden – og det vil jeg stå for.

Politisk karriere
2025-nu · Regionsrådskandidat Region Hovedstaden, SF
2025-nu · Byrådskandidat, Høje-Taastrup Kommune, SF
Tillidsposter
2002-nu · Hovedbestyrelsesmedlem · FOA
2021-nu · Formand · FHs Regionsudvalg I Region Hovedstaden
2018-nu · Medlem · Videnskabsetisk komite Region Hovedstaden
Erhvervskarriere
2002-nu · Afdelingsformand · FOA
1
Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Der vil altid være forskel på responstiden i et land som vores – ganske enkelt fordi afstanden mellem mennesker er større nogle steder end andre. I yderområderne kan det tage lidt længere tid, fordi vi ikke kan have beredskaber stående på hvert hjørne uden at skabe massiv overkapacitet. Det betyder ikke, at man er mindre værd, fordi man bor tæt på naturen – tværtimod skal man kunne bo smukt og trygt på samme tid. Men vi må også være ærlige: ingen steder i verden kan alle få præcis samme responstid. Opgaven er at skabe et beredskab, der er hurtigt, effektivt og trygt – uanset postnummer.
2
Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.
Ken Patrick Petersson uddyber:
For nogle betyder 100 kroner måske ikke så meget – men for andre kan det være forskellen på, om man søger læge eller bliver hjemme. Særligt hvis man har brug for flere besøg, kan selv små beløb blive en tung byrde. Derfor er det den forkerte vej at gå, hvis vi skaber et sundhedsvæsen, hvor pengepungen afgør, hvem der får hjælp. Vores fælles mål må være mindre ulighed i sundhed – ikke mere. Alle skal have lige adgang til hjælp, uanset indkomst, for sundhed skal ikke være et spørgsmål om held eller penge, men om omsorg og fællesskab
3
En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.
Ken Patrick Petersson uddyber:
For mange er det i dag helt naturligt at tale med lægen via video eller telefon. Det kan være både nemmere og mere fleksibelt – for både patient og læge – alt efter, hvad samtalen handler om, og hvem man er som menneske. Digitale konsultationer skal derfor være et praktisk og trygt tilbud, ikke en spareøvelse. For nogle situationer kræver nærvær, øjenkontakt og et fysisk møde. Derfor skal det altid være muligt at få en personlig tid, når behovet er der. Det handler om at bruge teknologien klogt – ikke erstatte den menneskelige kontakt, men styrke den
4
Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Hele sundhedsreformen handler i bund og grund om at bringe hjælpen tættere på borgeren og skabe et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen. For mange oplever i dag, at de falder mellem to stole – mellem kommunen og regionen – og det må vi gøre op med. Når vi samler kræfterne og arbejder på tværs, får borgerne et mere trygt og sammenhængende forløb, hvor ingen bliver tabt på vejen. Her får kommunernes sundhedshuse en central rolle – som lokale knudepunkter, hvor fagligheder mødes, og borgerne kan få hjælp, rådgivning og behandling under ét tag. Det er sådan, vi skaber et sundhedsvæsen med nærhed, sammenhæng og menneskelighed.
5
Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Et stærkt sundhedsvæsen skal bygges på viden, faglighed og erfaring – ikke på mavefornemmelser eller symbolpolitik. Vi skal hverken have overkapacitet for tryghedens skyld eller underkapacitet, fordi vi undervurderer behovet. Tryghed skal komme af tillid til, at hjælpen er der, når man har brug for den. I de tidligere regioner har man organiseret akutberedskabet forskelligt, og der er meget at lære fra begge steder. Den nye opgave bliver at samle de bedste erfaringer og skabe en model, der sikrer, at alle – uanset om man bor i byen eller på landet – kan være trygge ved, at hjælpen kommer hurtigt og kompetent, når behovet opstår.
6
Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Vi har ikke uendelige ressourcer, og derfor skal vi bruge pengene klogt. Det giver god mening at sætte flere busser ind dér, hvor de er fyldte, i stedet for at lade tomme busser køre rundt. Men vi må aldrig glemme, at for nogle borgere er bussen den eneste reelle forbindelse til omverdenen – til arbejde, læge eller fællesskab. Derfor skal vi tænke med både fornuft og omtanke, når vi planlægger den kollektive trafik – så den bliver effektiv for flest muligt, men stadig tilgængelig for dem, der har allermest brug for den.
7
Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Alt for mange – og alt for ofte børn og unge – må vente urimeligt længe på at få hjælp i psykiatrien. Det er mennesker i krise, som har brug for støtte, ikke tålmodighedsprøver. Samtidig hører vi om patienter, der udskrives før de er klar, ikke fordi de er raske, men fordi sengen skal bruges til en anden. Sådan noget ville aldrig blive accepteret i det somatiske sundhedsvæsen – og det bør det heller ikke blive i psykiatrien. Psykisk sygdom skal mødes med samme alvor, værdighed og prioritet som fysisk sygdom.
8
Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Den nye Region Østdanmark bliver stor – ja, nogle vil måske mene for stor. Men det er stadig vigtigt at have et niveau, der ligger tættere på borgerne end Folketinget, og som samtidig har musklerne til at løfte de store opgaver. Et rent kommunalt sundhedsvæsen ville blive for småt og uensartet, mens regionerne netop kan sikre sammenhæng og kvalitet på tværs. De nye sundhedsråd bliver derfor et spændende bindeled – en fusion af lokal indsigt og regional styrke. Hvis vi formår at få det samarbejde til at fungere, kan vi skabe et sundhedsvæsen, der både er nært, stærkt og sammenhængende.
9
Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at nedbringe ventetiderne – men vi skal også bruge pengene klogt. Det hjælper ikke at vælge de dyreste løsninger, hvis det betyder, at andre i den anden ende må undvære behandling. Hver krone i sundhedsvæsenet tæller, og derfor skal vi sikre mest mulig behandling for pengene. Private tilbud kan være en del af løsningen, men kun når prisen er rimelig og på linje med det offentlige. Det handler ikke om, hvem der leverer behandlingen – men om, at alle får den hjælp, de har brug for, uden at fællesskabets midler løber tør.
10
Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Prioritering sker allerede i sundhedsvæsenet – hver eneste dag. Ressourcerne er ikke ubegrænsede, og det betyder, at nogen må vælge, hvad der kan gøres her og nu, og hvad der må vente. Men det er urimeligt, at det ansvar i dag ofte ender hos den enkelte læge eller medarbejder, som står midt i menneskelige dilemmaer og må træffe svære valg uden klare rammer. Der er brug for tydeligere, politiske prioriteringer, så vi ikke lader hverdagens travlhed afgøre, hvem der får hjælp først. Det handler om retfærdighed – både over for patienterne og dem, der hver dag står med ansvaret i hænderne.
11
Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Børne- og ungepsykiatrien er under et enormt pres – og det kalder på handling, ikke hensigtserklæringer. Vi skylder børnene og de unge en langt mere håndholdt indsats, hvor vi griber ind tidligt og ser hele mennesket, ikke bare diagnosen. Selv et større budget vil ikke løse udfordringen alene, for uden et godt arbejdsmiljø og trygge rammer kan vi ikke tiltrække og fastholde de dygtige medarbejdere, der skal løfte opgaven. Vi skal skabe en psykiatri, hvor både børn, forældre og medarbejdere kan mærke, at systemet faktisk vil dem det godt – med tid, nærvær og faglig stolthed.
12
Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Selvfølgelig kan højere løn være en del af løsningen, men jeg tror ikke, det alene vil gøre den store forskel. De fleste, der arbejder i sundhedsvæsenet, har ikke valgt deres job for pengenes skyld – men fordi de ønsker at gøre en forskel for mennesker. Det, der virkelig motiverer, er at kunne bruge sin faglighed, føle sig værdsat og have tid til at udføre arbejdet ordentligt. Hvis vi vil fastholde og tiltrække medarbejdere, skal vi give dem netop det: et godt arbejdsmiljø, reel indflydelse og et stærkt fællesskab, hvor tillid og samarbejde fylder mere end kontrol. Det er sådan, vi skaber et sundhedsvæsen, hvor både medarbejdere og patienter trives.
13
Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Dokumentationskravene i sundhedsvæsenet er blevet så omfattende, at de i stigende grad stjæler tid og selvtillid fra medarbejderne. Nogle begynder endda at tvivle på deres egen faglighed og søger tryghed i skemaer i stedet for at bruge deres dømmekraft. Men skemaer og tjeklister løser ikke alt – de opstår ofte for at vise handlekraft, ikke for at skabe kvalitet. Fejl kan ske, men de skal bruges til læring – ikke blot registreres. Vi skal turde slippe noget af kontrollen og genvinde tilliden til de mennesker, der hver dag bærer velfærden. Mindre bureaukrati, mere faglighed – og først og fremmest mere tillid.
14
Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Der mangler praktiserende læger i store dele af Region Østdanmark, og alt for mange borgere står uden en fast egen læge. Det er en alvorlig udfordring – og derfor må vi turde tænke nyt. Regionsklinikker er en del af løsningen, for det kan ikke være rigtigt, at adgangen til lægehjælp skal afhænge af, om et privat firma vælger at slå sig ned. Sundhedsvæsenet må ikke fungere som et monopol, hvor kun private aktører kan løfte opgaven. Det vigtigste er, at borgerne får den hjælp, de har brug for – og det kan både en regionsklinik og en privat praksis levere, hvis rammerne er gode. Det handler ikke om ejerskab, men om ansvar, tryghed og adgang til sundhed for alle.
15
Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Kræft er en frygtelig sygdom, som de fleste af os desværre har haft tæt inde på livet. Den vækker stærke følelser – frygt, sorg og håb – og det er forståeligt, at netop kræftområdet har fået stor opmærksomhed. Kræftens Bekæmpelse gør et imponerende stykke arbejde og har været med til at skabe vigtige fremskridt både i behandling og forebyggelse. Men vi må også turde se på, om balancen i prioriteringerne er den rigtige. Der er kommet langt bedre styr på mange kræftsygdomme, mens andre sygdomsområder fortsat halter bagefter. Vi skal lade viden, faglighed og sund fornuft – ikke følelser eller pres – styre prioriteringerne i sundhedsvæsenet, så hjælpen går derhen, hvor behovet er størst.
16
Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Ja, det er helt nødvendigt at sikre ordentlig lægedækning i hele regionen. Vores sundhedssystem bygger på, at den praktiserende læge er indgangen til resten af systemet – til hospitaler, speciallæger og den rette behandling. Uden adgang til egen læge bryder det hele sammen. Derfor må vi sikre, at alle borgere – uanset hvor de bor – har en læge, de kan stole på og få tid hos. Det er ikke en luksus, men en forudsætning for et velfungerende og retfærdigt sundhedsvæsen. Og det er en opgave, vi må løse – uanset prisen.
17
Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Regionen har et ansvar for at gå forrest i arbejdet mod klimaneutralitet – ikke kun for miljøets skyld, men for menneskers sundhed, for vores børns fremtid og for at inspirere andre til handling. Når hospitaler, bygninger og transport bliver grønnere, mindsker vi ikke bare CO₂-udledningen, vi skaber også sundere omgivelser, renere luft og bedre livskvalitet. Klimahandling handler i sidste ende om omsorg – for mennesker, for naturen og for de kommende generationer.
18
Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.
Ken Patrick Petersson uddyber:
Når en borger udebliver fra en aftale, er det selvfølgelig uhensigtsmæssigt – men i stedet for at straffe, skal vi hjælpe. Mange udeblivelser skyldes glemsomhed eller uoverskuelige hverdage, ikke manglende vilje. Lad os derfor gøre det nemt at huske og afmelde aftaler, og bruge adfærdsdesign og venlige påmindelser til at forebygge problemet. Det handler ikke om at pege fingre, men om at skabe løsninger, der møder mennesker dér, hvor de er.