Er du enig med Karen Esmark Hansen?

Del kandidaten

Karen Esmark Hansen

Selvstændig

Sydhavslisten

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller op, fordi jeg vil have, at tingene virker i virkeligheden — ikke kun på papiret. Jeg hjælper borgere og virksomheder med at finde vej gennem regler og ansøgninger, og jeg har selv børn med sjældne handicap. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at hjælpen er til at få — både tæt på og med faglig kvalitet. Jeg kæmper for et sundhedsvæsen med plads til både det nære og det specialiserede. For færre benspænd og mere ansvar. For at kommuner og regioner tager opgaven alvorligt, især når det gælder børn, psykiatri og skolevægring. Og for at vi som samfund ikke glemmer dem, der ikke råber højest. Samtidig skal vi passe på dem, der arbejder i sundhedsvæsenet — med bedre arbejdsmiljø, mindre bureaukrati og respekt for deres tid og faglighed.

Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Som udgangspunkt skal alle have hjælp så hurtigt som muligt — uanset hvor man bor. Men det siger sig selv, at der er forskel på responstiden i byen og på landet. Det vigtige er, at vi gør alt, hvad vi kan for at mindske forskellen, og her er der allerede taget gode skridt med fx akuthjælpere og hjerteløbere, som kan være fremme hurtigt og gøre en stor forskel. Vi skal fortsætte med at udvikle lokale løsninger, så hjælpen når frem i tide — også i yderområderne

Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Det skal være gratis at gå til lægen. Punktum. Hvis vi begynder at indføre gebyrer, risikerer vi, at folk venter for længe med at søge hjælp eller måske slet ikke— og det kan ende med at koste både mere og gøre mere skade. Sundhed skal være for alle, uanset pengepung.

En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Video og telefon kan være en god løsning, når det handler om simple spørgsmål eller opfølgning. Det kan spare tid og gøre det nemmere for både borger og læge. Men det må ikke tage over for den fysiske kontakt

Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.

Karen Esmark Hansen uddyber:

De mindre sygehuse og sundhedshuse skal bestå — de skaber tryghed i hverdagen og sikrer, at folk kan få hjælp tæt på. Men de specialiserede områder skal samles og fordeles rundt i landet, så vi kan løfte kvaliteten med mere viden og faglighed. Det handler ikke om enten-eller, men om at få både nærhed og specialisering til at fungere sammen.

Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Akutberedskabet skal være til stede, også dér hvor der er langt til nærmeste sygehus. Det handler om tryghed og om at kunne få hjælp i tide — uanset hvor man bor. Men det skal ikke ske ved at udhule andre vigtige områder. Vi skal finde løsninger, der styrker beredskabet i yderområderne, fx med akuthjælpere, hjerteløbere og bedre koordinering, uden at det går ud over den samlede kvalitet i sundhedsvæsenet.

Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Når vi nedlægger busruter i yderområderne, gør vi det sværere for folk at bosætte sig dér, hvor der er luft, natur og ro. Mange vælger netop de mindre lokalsamfund for livskvaliteten — ikke for at bo i en by, men for at komme væk fra den. Hvis vi fjerner den kollektive transport, begrænser vi både tilflytning og muligheder for dem, der allerede bor der. I stedet bør vi tænke i fleksible løsninger, lokale samarbejder og bedre koordinering, så alle kan komme frem — også uden bil.

Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Der er allerede afsat ekstra midler til psykiatrien som en del af den nationale 10-årsplan, og det er helt nødvendigt. Psykiatrien har haltet bagefter i mange år, og nu skal vi sikre, at de penge faktisk gør en forskel lokalt. Det handler ikke om at tage fra andre områder, men om at løfte et felt, der har været underprioriteret.

Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Kommunerne har allerede svært ved at løfte de opgaver, de har i dag — og det bliver ikke nemmere af, at mange tilbud er blevet udvandet siden amterne blev nedlagt. Vi ser tydeligt forskelle mellem regionerne, hvor Region Hovedstaden står stærkere end Region Sjælland. Hvis vi fjerner regionerne helt, risikerer vi at miste det fælles ansvar og den koordinering, der skal til for at sikre ordentlige sundhedstilbud og psykiatri på tværs af kommunegrænser.

Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Private hospitaler kan være en hjælp i særlige tilfælde, men det bør ikke være en fast løsning. Vi skal i stedet arbejde målrettet på at styrke kapaciteten i det offentlige, så ventetiderne kan nedbringes dér, hvor flest borgere har deres behandling. Det handler om at skabe et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen og har nok personale og ressourcer til at løfte opgaven — også på den lange bane.

Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Jeg har selv to børn med sjældne handicap, og jeg ved, hvor vigtigt det er, at der også er hjælp til dem, der ikke passer ind i de brede kasser. Jeg synes, det fungerer godt i dag, hvor man har samlet viden og behandlingstilbud rundt i landet til dem med sjældne diagnoser. Det giver både faglighed og tryghed. Vi skal selvfølgelig sikre kapacitet til de sygdomme, der rammer mange, men det må ikke ske ved at skære væk fra dem, der har brug for noget særligt. Alle skal kunne få den hjælp, de har brug for.

Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Der er allerede afsat ekstra midler til børne- og ungdomspsykiatrien som en del af den nationale psykiatriplan — bl.a. 150 mio. kr. i 2025 til kapacitetsløft og 250 mio. kr. årligt til lettilgængelige kommunale tilbud. Men penge alene løser ikke problemet. Vi ser i øjeblikket en kraftig stigning i skolevægring, og kommunerne formår ikke at gribe de børn, der mistrives. Der mangler koordinering, ansvar og sammenhæng mellem region og kommune.

Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Vi skal ikke løse personalemangel med højere tillæg, der skaber lønforskelle og uro. I stedet skal vi tage fat på de reelle udfordringer: dårligt arbejdsmiljø, manglende støtte og lav grundløn i de belastede områder. Når vi udpeger enkelte afdelinger til særlige tillæg, risikerer vi at udskamme dem, der i forvejen står med de sværeste vilkår. Løsningen ligger i bedre rammer, respekt for fagligheden og en samlet indsats for at gøre arbejdspladsen attraktiv — ikke i midlertidige økonomiske lappeløsninger

Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Der bliver brugt alt for meget tid på systemer og papirarbejde, og det går ud over den tid, der burde bruges på patienterne. Det skal være nemmere at få tingene til at fungere i hverdagen. Hvis systemerne stresser personalet, må vi se på, om de kan laves smartere. Samtidig er det vigtigt, at både borgere og fagfolk har adgang til de oplysninger, de har brug for — så vi skal ikke bare fjerne dokumentation, men gøre den mere enkel og brugbar.

Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Hvis der mangler læger, skal der handles. Folk skal kunne komme til læge, uanset hvor de bor. Regionsklinikker kan være en god løsning, især i områder hvor det ikke lykkes at tiltrække private praksisser. Det handler ikke om at konkurrere, men om at sikre, at borgerne får den hjælp, de har brug for.

Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Kræftbehandling er vigtig og skal selvfølgelig have høj prioritet — men vi må ikke glemme, at der også findes mange andre sygdomme, som påvirker livskvaliteten og kræver opmærksomhed. Psykiatri, kroniske lidelser og rehabilitering fylder ofte mindre i debatten, selvom behovet er stort. Vi skal sikre, at sundhedsvæsenet har blik for helheden og ikke kun det, der fylder mest i statistikker og mediebilledet.

Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Almen lægedækning er en grundpille i et velfungerende sundhedsvæsen og afgørende for både forebyggelse og tidlig indsats. Det må ikke være postnummeret, der afgør, om man har adgang til en praktiserende læge. Regionen har et ansvar for at sikre lægedækning – også i yderområder – og det kræver vilje til at investere, selv når det koster.

Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Det vigtigste er ikke nødvendigvis flere penge, men at vi tænker klima og bæredygtighed målrettet ind i de områder, hvor regionen allerede har ansvar — fx byggeri, transport, affald og indkøb. Solceller, genanvendelse og naturbeskyttelse skal ikke være enkeltstående projekter, men en naturlig del af den måde vi driver regionen på.

Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.

Karen Esmark Hansen uddyber:

Udeblivelser uden afbud belaster sundhedsvæsenet og bør forebygges. Men et gebyrsystem risikerer at ramme socialt skævt og skabe yderligere bureaukrati. Håndtering af opkrævning, rykkerprocedurer og eventuelle klager vil kræve ressourcer, som kunne bruges bedre på forebyggelse og patientkontakt. I stedet bør vi styrke digitale påmindelser, fleksible afbudsmuligheder og målrettet støtte til udsatte grupper.