Jeg hører ønsket om flere og gratis busser i Faaborg-Midtfyn, så landområderne ikke hægtes af. Som udgangspunkt ved jeg ikke nok om, hvilke fordele eller ulemper det giver, og om der findes andre løsninger, der kan være lige så gode eller bedre. Det vil jeg gerne undersøge nærmere.

I Faaborg-Midtfyn er det på tide, at vi får en borgerlig borgmester. Lars Scheby er den rette til at løfte opgaven. Som medlem af Venstre ser jeg et stort behov for fornyelse – vi har brug for andre kræfter ved roret, så kommunen kan få en mere borgerlig og ansvarlig retning.

Selvfølgelig er det klart, at private aktører også skal kunne tjene penge, men det må ikke være det bærende formål. Det vigtigste er interessen for at gøre en forskel for børnene og familierne. Derfor skal rammerne være fair, så forældre frit kan vælge, uden at økonomien tipper balancen til kommunens fordel.

Faaborg-Midtfyn Kommune skal aktivt arbejde for en fast forbindelse mellem Fyn og Als. Selvfølgelig er jeg enig – Danmark skal hænge sammen, og det må gøres på en måde, så også naturen kan hænge sammen. Det virker dobbeltmoralsk, at man uden tøven placerer kæmpe solcelleparker, som ødelægger natur og landskab, men stejlt afviser en bro eller tunnel, som faktisk kan binde Danmark bedre sammen.

Espe Skole har oparbejdet en gæld på over 4 mio. kr. Spørgsmålet er, om kommunen skal gældssanere skolen for at sikre dens fortsatte drift. Mit svar er klart: Nej. Hvis en skole eller institution bruger flere penge, end der er budgetteret med, må der sættes ind med ansvarlig økonomistyring – ikke med gældssanering. Ellers sender vi et signal om, at dårlig økonomi ikke har konsekvenser. Det er ikke rimeligt over for de andre skoler i kommunen, som får hverdagen til at hænge sammen inden for rammerne. Vi skylder både børn, forældre og skatteborgere at forvalte pengene ansvarligt.

Uden en økonomisk buffer bliver konsekvenserne langt hårdere. En sund økonomi er forudsætningen for et stærkt velfærdssamfund. Hvis vi vil være en attraktiv kommune at bosætte sig i, skal vi vise ansvar og tænke langsigtet. Kun sådan kan vi sikre, at der også i fremtiden er penge til velfærd.

Når det gælder Øhavsskolens to afdelinger i Faaborg, Svanen og Uglen, ved jeg ærligt talt ikke endnu, hvad den bedste løsning er. Det er vigtigt for mig at høre forældrene og få indblik i deres ønsker og bekymringer, før jeg danner en holdning.

Faaborg-Midtfyn Kommune skal stoppe med at bruge millioner på prestigeprojekter som Fremtidens Forstad i Årslev og Slagterigrunden i Faaborg. Sådanne projekter bør overlades til private investorer – ikke finansieres af skatteborgernes penge. Samtidig bør vi undersøge mulighederne for EU-støtte, og vigtigst af alt: borgerne skal inddrages langt mere i beslutningerne om, hvordan vores byer skal udvikle sig. Kommunen skal ikke styre ovenfra, men lytte til dem, der bor og lever her.

I dag udbetaler vi børne- og ungeydelsen som skattefri kontante beløb til alle forældre. Jeg mener, vi bør gå en anden vej: Fjern børnepengene, og lad pengene følge børnene direkte i form af gratis børnehaver og dagtilbud – eller et tilskud til hjemmepasning, hvis det er det, familien ønsker. På den måde sikrer vi, at de offentlige midler altid går til børnenes trivsel, læring og udvikling – uanset om det sker i institution eller derhjemme. Det giver alle børn lige muligheder og samtidig forældrene frihed til at vælge den løsning, der passer deres familie bedst. Det er en investering i fremtiden, som både styrker børnene, familierne og samfundet.

Faaborg-Midtfyn Kommune skal efter min mening ikke gøre det lettere for investorer at plastre vores landbrugsarealer til med solceller og vindmøller. Jeg har aldrig forstået logikken i at bruge god landbrugsjord til den slags – og hvem er egentlig de investorer? Ofte er det udenlandske selskaber, som trækker overskuddet ud af kommunen. Jeg mener i stedet, at vi skal udnytte de arealer, vi allerede har: offentlige bygninger, tage og parkeringspladser. I Bulgarien ser man solceller over parkeringsarealer, og det giver rigtig god mening. Lad os investere i løsninger, der både sikrer grøn energi og passer på vores natur og landbrugsjord.

Jeg er helt uenig i, at højere kommuneskat er løsningen. Kommunens serviceniveau kan sagtens øges uden at skatten stiger – det handler om effektivitet og prioriteringer. Andre kommuner kan levere høj service inden for rammerne, så kan vi også. Det er ikke borgerne, der skal betale mere, men kommunen, der skal bruge pengene bedre.

Der skal spares på de kommunale budgetter, så vi kan holde kommuneskatten i ro – og gerne sætte den ned på sigt. Jeg går klart imod skattestigninger, for borgerne har brug for tryghed i økonomien. Samtidig må vi tænke mere langsigtet i stedet for kun at finde her-og-nu-løsninger. Måske kræver det helt ny måder at tænke kommunens drift og prioriteringer på.

Mange kan tjene mere i et almindeligt arbejde, og derfor bliver det i dag ofte det frivillige engagement, der driver værket. Da jeg selv begyndte at interessere mig for politik, vidste jeg faktisk ikke engang, at man fik penge for det – det fandt jeg først ud af senere. Hvis vi vil sikre et bredere felt af kandidater, bør vi se på, hvordan vilkårene kan forbedres, så flere får lyst til at stille op og tage ansvar.

Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn – men det må ikke ske på bekostning af de øvrige elever. Alle børn har krav på hjælp og støtte, men vi skal måske tænke i helt nye måder at inkludere de mest udfordrede på, så de kan trives i skolen uden at andre mister undervisning og opmærksomhed. Børn er vores fremtid, og derfor skal vi finde løsninger, der løfter alle.

Det tænker jeg er rigtigt, selvom jeg ikke selv har fuldt indblik i tallene. Forskning viser dog, at børn i daginstitutioner ofte har alt for lidt voksenkontakt – og det ville jeg være ked af, hvis jeg selv havde små børn. Derfor skal vi finde en løsning, der er hensigtsmæssig for både børn og forældre i dag.

Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned – for børn lærer bedst i mindre fællesskaber, hvor der er tid til den enkelte. Og jeg mener, det burde kunne lade sig gøre uden at vi behøver spare på andre områder. Det handler om at prioritere rigtigt og bruge ressourcerne klogt.

I ældreplejen skal vi prioritere mennesker frem for teknologi. Det handler om medarbejdere, der trives i deres arbejde og har gode vilkår – ikke om mere registrering og kontrol. Der skal være tid til nærvær, til en samtale og måske en kop kaffe med den ældre. Det er den slags omsorg, der gør en forskel, og som ingen maskine kan erstatte.

Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil kunne forbedre serviceniveauet. Vi ved alle, at private aktører ofte har større frihed og fleksibilitet end de offentligt ansatte, og det kan komme de ældre til gavn. Men det er vigtigt, at det hele hænger sammen – både økonomi, kvalitet og ansvar. Derfor skal private løsninger ses som et supplement, der styrker ældreplejen, ikke som en erstatning for det kommunale ansvar.

Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger – medmindre det er den ældres eget ønske. For mange ældre handler hjælpen ikke kun om et rent gulv, men også om tryghed, nærvær og at vide, at der bliver gjort ordentligt rent. Måske burde kommunen i stedet have et rengøringsfirma, der faktisk kan levere grundig rengøring. Personligt har jeg ikke noget imod en robotstøvsuger – men jeg kan jo også selv håndtere en almindelig støvsuger. Det kan ikke alle ældre, og derfor skal vi tage deres behov alvorligt.

er bør afsættes flere midler til genoptræning, fordi det både giver mennesker mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet og for at leve et godt liv uden smerter. Samtidig skal vi investere i forebyggelse, så færre overhovedet får brug for omfattende genoptræning. Det er to sider af samme sag – både genoptræning og forebyggelse styrker borgernes livskvalitet og kommunens økonomi.

Det kræver, at der samtidig etableres gode parkeringsmuligheder tæt på – så kunder stadig nemt kan komme til butikkerne. En levende bymidte skal både være tryg at færdes i og attraktiv at handle i.

Det med fortætning af byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhverv er ikke noget, jeg ved nok om endnu, og jeg har heller ikke en klar holdning til det. Det er et emne, jeg gerne vil blive klogere på, før jeg kan tage stilling.

Aldrig i livet skal vi udlægge mere plads til vindmøller og solceller tæt på beboelse. Vi må finde andre måder at løse det på. I stedet for at ødelægge natur og landskab bør vi udnytte de arealer, vi allerede har – fx tage på offentlige bygninger og parkeringspladser. Grøn omstilling skal ske klogt og med omtanke, ikke ved at lægge byrden på borgerne.

Jeg er ærligt talt træt af alt fokus på CO2. Selvfølgelig skal kommunale byggerier være ansvarlige, men det giver ingen mening at gøre projekter dyrere og langsommere alene for at jagte et lavt CO2-aftryk. Vi skal bygge klogt og økonomisk ansvarligt – ikke lade os styre af symbolpolitik.

Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst – men vækst behøver ikke at betyde mere trafik eller pres på skoler og daginstitutioner. Der er mange måder at skabe vækst på, og det handler om at tænke klogt og langsigtet. Vækst skal gå hånd i hånd med gode rammer for familier og bæredygtige løsninger, så lokalsamfundet styrkes på alle fronter.

Det er et område, jeg ikke ved så meget om endnu. Men jeg kan se, at der kan være en svær balance mellem at beskytte grønne områder og samtidig skabe plads til nye boliger og erhverv. Jeg vil gerne blive klogere på, hvordan vi bedst finder den rette prioritering.

Det er ikke et område, jeg ved så meget om. Men jeg mener, at borgernes indsigelser bør tages alvorligt og indgå som en reel del af arbejdet med lokal- og kommuneplaner.

Kommunen skal ikke være aktivistisk og begynde at boykotte varer fra Israel. Hvis vi går den vej, skulle vi jo også boykotte varer fra en lang række andre lande – og det er ikke en kommunal opgave. Vi kender kun en brøkdel af sandheden i internationale konflikter, og derfor bør kommunen holde sig ude af udenrigspolitik og fokusere på lokale kerneopgaver.

Jeg er uenig i, at det er en kommunal opgave at understøtte kunst- og kulturlivet økonomisk. Hvis man ønsker at være kunstner, må man – som i alle andre erhverv – tage de betingelser, der følger med. Kommunens midler bør gå til kernevelfærd og fælles goder, ikke til at finansiere enkelte erhvervsgrupper.

Flygtninge og indvandrere kan i nogle tilfælde være en ressource, men det er desværre langt fra altid tilfældet. Mange har svært ved at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked, og det kan blive en økonomisk udfordring for samfundet. Når de kommer i arbejde, sker det ofte på vilkår med lav løn, som ikke altid gavner vores velfærd. Derfor skal vi være realistiske og stille klare krav, hvis integrationen skal lykkes.