Som spidskandidat for Danmarksdemokraterne i Vordingborg Kommune kæmper jeg for et sundhedsvæsen, hvor psykiatrien bliver prioriteret på lige fod med fysisk sygdom. Når man brækker et ben, får man hjælp med det samme, det samme skal gælde, når man brækker sindet. I dag mangler vi både akutte og almindelige psykiatriske pladser. Det betyder, at mennesker i dyb krise sendes tilbage ud i samfundet uden hjælp og i nogle tilfælde ender det i tragedier, som den vi så i Field’s. Det kan og skal vi forhindre. Jeg vil arbejde for flere akutte pladser, flere sengepladser og løsninger, der bygger på erfaringerne fra dem, der står med opgaven i praksis. Det handler ikke om rampelys for mig, det handler om, at mennesker med psykiske lidelser skal mødes med den samme omsorg, hurtighed og respekt som alle andre patienter.