Folkeskolen er alvorligt nedslidt på tværs af Esbjerg Kommune. Vi taler om ulækre toiletter der betyder at børn holder sig og får ondt i maven. Dårligt indeklima, punkterede vinduer, dryp fra lofterne og massiv støj der bevirker hovedpine og ødelægger koncentrationen. Overfyldte lokaler, der slet ikke er tidssvarende og bygget til langt færre elever, end der i dag sidder i klasserne. Nedslidte møbler og bøger i laser. Der er kort sagt tale om forhold vi andre ikke ville acceptere på vores arbejdsplads. Det byder vi vores børn. Vores lærere. Og vores pædagoger. Det er uacceptabelt. Derfor kæmper jeg for at tempoet sættes op i forhold til at genoprette vores fælles skole. Således er en afgørende forudsætning for at velfærdskontrakten fungerer, at forældre kan gå på arbejde – for at finansiere vores fælles velfærdssamfund – betrygget i at børnene mødes med omsorg og inspirerende undervisning rodfæstet i moderne didaktik og pædagogik.