Mange af jer kender mig nok mest med en guitar i hånden. Jeg har spillet til mange af byens og livets store begivenheder. Jeg har været rundt i alle hjørnerne af vores kommune og har aldrig været bange for at stille op når jeg er blevet spurgt. Denne gang er jeg ikke blevet spurgt, nu spørger jeg jer om I vil stemme på mig. Jeg drømmer om, at alle børn og unge i Horsens kan spille et instrument eller har fået mulighed for det i løbet af deres skoletid. Tænk engang. Sideløbende med min musikkarriere har jeg arbejdet med børn og unge som underviser i snart 20 år og fulgt udviklingen på området. Meget er ændret. Samfundet er i bevægelse, vores børn og unge er i bevægelse og skolen er i bevægelse. Vi har derfor en opgave der lyder, at vi skal få det til at følges ad. Jeg tror at jeg med min erfaring som lærer i både folkeskolen, ungdomsskolen og som far til 3 piger kan være med til, at sætte en retning for vores skoler her i byen.