Gå til indhold
Del kandidaten
Emma Bach
Konsulent i fagforeningen Dansk Sygeplejeråd
Enhedslisten

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg har selv stået i boligmanglen mange gange, og oplevet, at min eneste mulighed for at få en bolig var hos eller gennem mine venner. Men sådan skal det ikke være. Vi har sammen et ansvar for at sikre alle i København et hjem, vi har råd til. For at sikre vores fantastiske bys sammenhængskraft og mangfoldighed. Men uligheden i København er højere end resten af landet - de fattigste er fattigere og de rigeste er rigere. Det er et politisk valg, taget af Socialdemokraterne og højrefløjen, at vores hovedstad ser sådan ud. Jeg vil kæmpe hårdt for at vi får et København, alle har råd til og bliver en klimapositiv by! Vi skal vise vejen for andre storbyer i Danmark og i verden - her tror vi på, at et grønt og socialt retfærdigt samfund er et bedre samfund, som giver mere fællesskab og tillid. Flere smil og ro i maven. Uanset om vi er på arbejde eller har fri. Når man har boligtryghed, er der så meget mere overskud til at leve livet fuldt ud i vores skønne København.

Tillidsposter
2023-nu · Bestyrelsesmedlem · Enhedslisten (København)
2017-2024 · Bestyrelsesmedlem (og kasserer) · Dansk Sociologiforening
Erhvervskarriere
2020-nu · Konsulent · Organisation og Medlemmer · Dansk Sygeplejeråd
2019-2020 · Videnskabelig assistent · Forskningscenter for Arbejdsmarked- og Organisationsstudier (FAOS) · Københavns Universitet
Uddannelse
2013-2019 · Kandidat · Sociologi · Københavns Universitet
1
Københavns Kommune skal prioritere flere grønne områder – også hvis det koster parkeringspladser
Emma Bach uddyber:
Jeg drømmer om at vi går fra bil-rum til by-rum. Hvor der kunne være en bænk til et hurtigt hvil for os med gangbesvær, en fortovscafé med udeservering eller et grønt bælte på tværs af byen, der kan styrke biodiversiteten og de skønne grønne opholdsrum, holder der biler parkeret i dag. Lad os tage byrummet tilbage til mennesker, frem for biler, og gå fra bilrum til byrum.
2
Diesel- og benzinbiler skal forbydes i flere bydele
Emma Bach uddyber:
Hvis vi skal have en grøn og bæredygtig by, er vi nødt til at tage nogle store skridt sammen. I 2030 skal byen skal være fri for benzin og dieselbiler - det har et bredt flertal på Rådhuset i København bestemt. Og vi kan faktisk ikke bare forbyde diesel og benzinbiler, men vi skal gøre det meget nemmere og bedre at tage de grønne transportformer. Det er selvfølgelig allerhelst cykel, men også bus, S-tog og metro skal være billigere og bedre end at køre i bil. Vi tror på at vi kommer hurtigere og bedre til en grøn og klimapositiv hovedstad, hvis vi gør det nemmere at tage de grønne valg i hverdagen.
3
København skal have mere metro – også selvom Københavns Kommune selv skal finansiere en stor del af det
Emma Bach uddyber:
Det haster med investeringer i vores kollektive trafik, så det bliver bedre, billigere og hurtigere at tage bus, tog og metro, end at sidde i bilkø på store veje, der pløjer igennem vores by. Der er brugt alt for mange penge på biltrafikken, senest med endnu en aftale om den kunstige ø Lynetteholm. Vi kan i stedet bruge penge, der er afsat til vedligeholdelse af veje og plads til biler, parkeringspladser og Lynetteholm, til at investere i mere metro. Særligt skal det være nemmere at komme på hospitalet - vi skal have metroforbindelser eller letbaner til Brønshøj og Bispebjerg Hospital og videre ud mod Herlev Hospital, ligesom det også skal til Hvidovre og Hvidovre Hospital. Og det kan ikke vente al den tid, det tager at bygge en metro, så BRT-forbindelser kan være en løsning på kort sigt, mens der arbejdes på metro eller letbane.
4
Der skal indføres en betalingsring rundt om København
Emma Bach uddyber:
Københavnerne prioriterer klimaet og fællesskabet – ikke bilerne. I dag fylder privatbiler alt for meget i byen, og det går ud over både miljøet og dem, der kører på cykel og tager bussen, der forsinkes af de mange biler. Derfor skal vi sætte en klar målsætning: højst 10 % af turene i byen skal foregå i bil. Vi skal både lave kørselsafgifter, der tager hensyn til klima, biltype og samkørsel, men vi skal først og fremmest skabe bedre alternativer til bilen. De penge, der kommer via afgiften, skal bruges på bedre og billigere kollektiv transport, så alle har mulighed for at komme rundt – uanset indkomst. Vi vil have en by, hvor grøn omstilling og social retfærdighed går hånd i hånd. Et København med ren luft, mindre støj og meget mere plads til mennesker.
5
København skal øge antallet af parkeringspladser til biler - også hvis det koster cykelstier eller byrum
Emma Bach uddyber:
Langt de fleste københavnere cykler og bruger offentlig transport - og har slet ikke bil. Parkeringen skal primært være til mennesker med behov for bil, fx mennesker med handicap og ift. erhvervsdrivende. Vores fælles plads skal være til for københavnerne, og privatbilismen må ikke tage overhånd. Vi skal i stedet styrke det grønne byrum, cykelparkering og plads til mennesker.
6
Kollektiv trafik skal være gratis
Emma Bach uddyber:
Vi skal have en bedre og billigere offentlig transport. Som Danmarks hovedstad viser vi resten af verden, hvordan vi tager ansvar og går forrest ved at blive klimapositive i 2035. Det er ambitiøst og vi kan kun, hvis vi sammen tager de nødvendige grønne skridt. Københavnerne tager langt hellere cyklen end bilen på arbejde, og hvis vi får privatbilismen over i bus, tog og metro frem for bilen, så er vi langt. Offentlig transport er blevet alt for dyrt både på de helt korte og de længere ture med tog. Det skal give mening for studerende at tage toget ud af København og besøge forældre, uden at man skal tage SU-lån for at have råd. Og det skal give mening at tage bussen med et billigt loppefund, frem for at skulle køre i en bil. Men det skal helst ikke fjerne gåturen eller cyklismen i København, og derfor foreslår vi at det skal være billigt, men ikke helt gratis, så længe vi kun indfører det i København.
7
Københavns Kommune skal afskaffe forældrebetalingen i kommunale daginstitutioner
Emma Bach uddyber:
I Enhedslisten synes vi at al velfærd burde være gratis i hele landet. Vi mener dog at det først og fremmest handler om at sikre høj kvalitet i daginstitutionerne. Vi vil prioritere flere pædagoger, gode lokaler og legesager, byggelegepladser og tid og ro omkring børnene. Så vi kan få børneliv med ro i maven for alle i København. Hvis vi kun indfører gratis pasning i vores kommune, mens der er egenbetaling i de andre kommuner, vil uligheden mellem København og de andre byer bare stige, fordi der vil blive stor kamp om at bo i København. Vi skal sikre at alle har råd til at bo i København, og kan få høj kvalitet i pasningen af børnene.
8
Andelen af almene boliger i nybyggeri skal øges markant
Emma Bach uddyber:
Vi har kæmpe mangel på almene boliger, som er boliger, der ikke skal give profit, men hvor lejen bare skal dække omkostningerne ved boligen. Almene boliger er rigtig gode, fordi der er beboerdemokrati og en husleje, der er til at betale, fordi ingen skal tjene penge på boligerne. Det er kort sagt boliger, til almindelige mennesker. Men lige nu er ventelisterne til almene boliger ekstremt lange, fordi der ikke er blevet bygget almene boliger, de sidste mange år. Der er stort set kun bygget private udlejningsboliger - så mange, at det nu er den mest udbredte boligform i København! Det helt store problem er, at huslejen på private lejeboliger bygget efter 1991 ikke bliver reguleret, fordi Christiansborg har besluttet at det skal være markedsleje. Det betyder, at udlejeren kan sætte huslejen præcis som de vil - markedsleje - og ikke efter hvad det reelt koster at drive ejendommen. Det vil vi gøre op med i Enhedslisten. Vi vil have et København, alle har råd til.
9
Projektet med Lynetteholmen skal skrottes
Emma Bach uddyber:
Vi skal stormflodssikre byen og have mange flere boliger i København. Men at lave en dyr, kunstig ø ved at hælde 80 mio. ton jord i et hul i havnen, er ikke løsningen. Vi kan nå at stoppe det, og bruge det indledende arbejde til at lave reel klimasikring, der ikke gældsætter københavnerne og forurener miljøet i hele Øresund. For ikke at tale om hvor dyr den kunstige ø bliver - der er intet positivt at sige om projektet, tværtimod er listen over dårlige ting ved projektet lang.
10
Rygning skal forbydes på kommunale pladser og i parker
Emma Bach uddyber:
Sundhed er vigtigt, men vi skal ikke bare hovedløst indføre forbud, for det rammer hårdest hos dem, der har det sværest. Der skal bruges kræfter på at forebygge rygning og rygestart, samtidig med at man tilbyder rygestop-indsatser til borgerne i kommunen.
11
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Emma Bach uddyber:
Vi skal have ordentlig velfærd i København - det har vi ikke i dag. På plejehjemmene er hyppigheden af personlig pleje og hygiejne blevet ringere, på skolerne er børnene udmattede efter alt for lange skoledage, og i daginstitutionerne mangler der pædagoger. Vi skal have børneliv med ro i maven i København. Og ældre, der lever et langt og samtidig godt liv. Og så skal socialområdet styrkes og med varige midler. Vi skal være meget bedre i vores omsorg og service til dem, der har det sværest i vores by.
12
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Emma Bach uddyber:
Vi har i forvejen Danmarks laveste kommuneskat i København, og mange penge, vi ikke må bruge for Regeringen. Vi vil gerne bruge flere pengene på at skabe et København, alle har råd til. Udvikling af vores fantastiske by og en styrkelse af velfærden er meget vigtigere end at den enkelte får mere mellem hænderne.
13
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Emma Bach uddyber:
Jeg mener ikke at man skal deltage i demokratiet for at få en økonomisk fordel, men jeg mener heller ikke det skal koste den enkelte, at deltage i demokratiet - fx skal man have tabt fortjeneste, hvis man ikke kan være på arbejde, eller lignende. Så kompensationen bør svare nogenlunde til det, man så glipper samtidig. Jeg mener dog godt, man kan arbejde med at gøre det mere attraktivt på andre måder. Det kan lyde meget kedeligt med kommunalpolitik, og kan godt formidles mere spændende, for lokalpolitik er meget relevant og interessant. Man hører for det meste kun, når det går dårligt eller nogen er oppe at skændes.
14
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Emma Bach uddyber:
Alle børn har ret til et børneliv med ro i maven. Uanset om man har funktionsvarianter, ligesom jeg selv har haft et bevægelseshandicap siden barndommen, eller om man er udfordret af fattigdom, sprog eller andre forhold, der gør at man har brug for særlig hjælp. Det kan ikke sættes op som om det er på bekostning af andre børn, for børnene har brug for at skolen er rollemodel for det samfund, de også er en del af i fremtiden.
15
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Emma Bach uddyber:
Alt for mange københavnske forældre har ondt i maven, når de afleverer børnene i vuggestue eller børnehave. Fordi der ikke er nok pædagoger til at sikre ro, nærvær og tid sammen i aktiviteterne og legen mellem børnene. Derfor skal vi gøre alt, vi kan, for at sikre flere uddannede pædagoger i vores daginstitutioner. Vi vil have børneliv med ro i maven. Vi skal sikre lærerige praktikpladser for pædagogstuderende, og ordentlige arbejdsforhold for pædagogerne. Og ikke mindst sørge for, at der bliver billigere boliger, så også pædagoger og andre helt almindelige mennesker har råd til at bo i København.
16
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Emma Bach uddyber:
Det er vigtigt at få to fagprofessionelle i 0.-6. klasse, og man kan selv vælge, hvordan det skal bruges: For eksempel om man vil dele klassen op til nogle øvelser. Co-learning og mere selvbestemmelse til lærerne til hvilken undervisning, der giver ro og godt læringsmiljø. Det tror jeg vil styrke klasserne meget mere, end at de er færre elever i klassen.
17
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Emma Bach uddyber:
Teknologi kan godt være et middel til at få et mere bæredygtigt og lige sundhedsvæsen - men det er ikke et mål i sig selv. Hvis teknologiske løsninger øger tilgængeligheden og bidrager til at der er mere tid til det relationelle og omsorgen, så synes jeg klart man skal investere i at udbrede gode løsninger, som man har dokumentet gode effekter af. Det er så til gengæld vigtigt, at man implementerer nye teknologier grundigt gennem inddragelse, uddannelse og evaluering med de dygtige ansatte og ikke mindst borgerne i vores kommunale del af sundhedsvæsenet. Så det ikke bare bliver fremmedgørende for patienten og endnu en tung opgave for sygeplejersker og SOSU'er.
18
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Emma Bach uddyber:
Vi løser bedst velfærdsopgaverne i fællesskab og med det sociale ansvar som førsteprioritet. Sådan er det ikke, når profit er en del af ligningen: Helt basale menneskelige behov som tid og ro til ordentlig ældrepleje skal være fri af private interesser - for det er et fælles samfundsansvar.
19
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Emma Bach uddyber:
Jeg synes man skal respektere at man er i nogens hjem, og derfor må det også være beboeren der afgør, om man er tryg ved en løsning. Samtidig vil det være godt hvis noget af rengøringen kan automatiseres, så man i stedet kan bruge mere tid til nærværet og den helt personlige pleje.
20
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Emma Bach uddyber:
Vi skal hjælpe borgere og patienter i vores nære sundhedsvæsen til at være længst muligt i eget hjem og undgå indlæggelser - og der spiller forebyggelse en kæmpe rolle. Vi skal have mere uddannelse og respekt for de dygtige sundhedsprofessionelle i kommunen.
21
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Emma Bach uddyber:
Langt de fleste københavnere cykler og bruger offentlig transport - og har slet ikke bil. Parkeringen skal primært være til mennesker med behov for bil, fx mennesker med handicap og erhvervsdrivende. Vores fælles plads skal være til for københavnerne, og privatbilismen må ikke tage overhånd. Vi skal i stedet styrke det grønne byrum, cykelparkering og plads til mennesker.
22
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Emma Bach uddyber:
I København har vi hårdt brug for flere boliger, som almindelige mennesker kan betale. Derfor skal vi bygge mange flere billige boliger de kommende år. Vi foreslår at boligerne bygges hvor det ikke sker på bekostning af fredet natur, som vi alle har brug for, fx i Nordhavn, Refshaleøen og Jernbanebyen - og at vi også laver flere grønne oaser i allerede-eksisterende boligområder. Vi vil have flere grønne opholdsrum, i stedet for flere parkeringspladser og biltrafik gennem vores byrum.
23
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Emma Bach uddyber:
Vi skal opsætte solceller på taget af offentlige bygninger, bolig og erhverv, og i alt nybyggeri skal det være fast praksis at vi indtænker solceller på tagene, der sikrer vedvarende energi, eller begrønner med træer osv., der kan modvirke varmeøeffekter. Inden 2030 skal mindst 25 % af kommunens ejendomme have en af delene. Vindmøller er lidt mere vanskelige i Københavns Kommune, men vi skal støtte opsætning af vindmøller - også i kommuner uden for vores egen.
24
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Emma Bach uddyber:
Vi skal rykke meget mere, for vi har et ambitiøst mål om at København bliver klimapositiv i 2035! Det haster med at få mindsket det fossile forbrug, stille krav om genbrug og cirkulære materialer i nye byggerier og og få gjort byggebranchen grøn. Selvom København er en rig by, er vi begrænset af at Regeringen har besluttet et loft over hvor meget, kommunerne må bygge for. Så selvom vi har pengene til at skabe de grønne tiltag, så får vi sanktioner, hvis vi bruger dem. Det skal vi sammen presse på for at få ændret - for vores klode kan ikke vente!
25
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Emma Bach uddyber:
Jeg vil hellere have et grønt og solidarisk København, hvor naturen tilgodeses med fælles grønne løsninger, med tiltag som vægter princippet om at forureneren betaler, og en solidarisk regulering af vores boliger i byen, så alle har råd til at være her. Det kræver et opgør med den vækstbaserede kapitalistiske logik, som driver rovdrift på vores natur og ressourcer på bekostning af både mennesker og klima.
26
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Emma Bach uddyber:
Vi skal i høj grad begge dele. I Enhedslisten ønsker vi ikke at inddrage fredede naturområder til nye bebyggelser, da naturen er så vigtig for at få gode områder at bo i, og for at sikre at vand fra mere ekstremt vejr kan sive ned i andet end kældre... At få flere boliger til københavnerne er en virkelig stor prioritet for os, og det kan vi godt finde plads til uden at det er på bekostning af naturen.
27
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Emma Bach uddyber:
Der er alt for lidt inddragelse af københavnerne. Senest har partierne fra Socialdemokratiet og til højre afvist at spørge københavnerne om man midlertidigt skal stoppe byggeriet af den kunstige halvø, Lynetteholm, og tænke sig om. Det var nok ikke tilfældigt, for en undersøgelse fra august viser, at 67% af borgerne mener, at det skal sættes på pause og genovervejes. De selvsamme partier, der står bag Lynetteholm, tør ikke spørge befolkningen, for de kender svaret! Når Socialdemokratiet og højrefløjen på Rådhuset ikke vil inddrage københavnerne i store lokale spørgsmål, så må man jo vise det til kommunalvalget. Stem Enhedslisten.
28
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Emma Bach uddyber:
København har et moralsk ansvar for at gøre, hvad vi kan, for at bidrage til en retfærdig verden. Det påvirker mange tusindevis af københavnere at være vidne til forsøget på at udslette Palæstina. Ikke kun de mange med familie og venner i Palæstina, men også alle i København, der i mange måneder har gået i demonstrationer og råbt Regeringen op, mens de har affejet ethvert forsøg på at hjælpe palæstinenserne og stoppe folkedrabet. Socialdemokratiet og de borgerlige partier mener ikke, at vi må tale om Palæstina til kommunalvalget, men det er konkret politik, der har stor påvirkning på borgerne i vores kommune. Vi vil ikke se passivt til - og har bl.a. kæmpet igennem, at Københavns Kommune ikke må have investeringer i virksomheder, der har tråde i de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Vi skal også sende nødhjælp til Gaza, tage imod sårede børn og deres familier og lægge pres på Regeringen for at anerkende Palæstina som stat.
29
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Emma Bach uddyber:
Vi har brug for et aktivt og inspirerende kulturliv i København - jeg og mine venner bruger byen til at gå til koncerter, museer og gallerier, teater og festivaler. Det er noget af det, der gør København så vidunderlig. At blive både provokeret, afslappet, men mest af alt inspireret. Også for børn og unge skal der være spændende fritidsmuligheder, hvor man skal kunne drømme stort og prøve kræfter med kulturel og kunstnerisk udfoldelse i København - uanset pengepungens størrelse. Sådan lægger vi grundstenene for de kommende generationer af kunstnere.
30
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Emma Bach uddyber:
Mangfoldigheden i København er noget af det skønne ved vores by. I hverdagen smager jeg det med en god durum på Nørrebrogade og reggaeton-dans, i weekenden med musik og kunst inspireret af hele verden. I vores sundhedssektor har så mange med anden etnisk baggrund søgt ind for at gøre en forskel for andre mennesker og samfundet. TAK for alle, der er med til at udvikle København og Danmark. Mennesker med flugterfaring er en helt anden gruppe, der har brug for vores omsorg og støtte. I København står vi klar og med åbne arme for at sikre tryghed og hjertevarme til dem, der har måtte forlade alt for at komme i sikkerhed.