Mit vigtigste fokus er et sundhedsvæsen tæt på borgerne. Jeg ønsker, at alle borgere får hurtig og sammenhængende hjælp fra lægehus til hospital, og at flere behandlinger kan foregå lokalt, så ventetiden nedbringes og trygheden øges. Min anden prioritet er at styrke psykiatrien og den mentale sundhed. Psykisk sygdom skal behandles på lige fod med fysisk sygdom, og især børn og unge skal have langt bedre adgang til udredning, behandling og specialiserede tilbud som ADHD- og autismeklinikker. Min tredje prioritet er at reducere unødigt bureaukrati. Jeg ser dagligt, hvordan papirarbejde og komplekse regler tager tid fra patienterne. Det vil jeg ændre, så sundhedspersonalet får mere frihed og tid til kerneopgaven: at levere høj faglig kvalitet, nærvær og omsorg. Med min faglige erfaring som radiograf vil jeg arbejde for et mere sammenhængende, effektivt og menneskeligt sundhedsvæsen til gavn for både patienter og personale.