Det er afgørende at finde billigere boliger i Hadsten, Hinnerup og Hammel for at fastholde og tiltrække studerende, unge arbejdstagere, enlige forældre osv

Selvfølgelig skal vi have attraktive byer. Men det sker alt for ofte på bekostning af vores landsbyer og landdistrikter. Vi er nødt til at genoprette balancen i indsatsen.

Vi har mange grunde til salg, som ikke finder nogen projekter. Det gør det ikke mere attraktivt at have forladte grunde. Bedre offentlig transport ville gøre flere steder i Favrskov mere attraktive, end de er i dag.

Det forbedrer børnenes trivsel, sundhed og indlæringsparathed, men det er også en måde at opdage nye fødevarer og faktisk spise sammen. Som franskfødt er nogle af mine bedste barndomsminder fra disse fælles måltider.

Lobbyarbejdet for genåbningen af Laurbjerg trinbræt i Christiansborg skal fortsætte og intensiveres.

Det skal fortsat være overkommeligt at bo i Favrskov, så det handler ikke om at levere store kommunale ydelser i en lille landkommune. Men at skære ned på ydelserne betyder, at private aktører kommer til at erstatte disse ydelser. Og det er i sidste ende noget, som mange mennesker heller ikke har råd til individuelt, selvom deres opgaver er mindre. Velfærd er et fællesskab, en fælles indsats, selvom det nogle gange koster lidt for en ydelse, vi endnu ikke har brug for.

Vi kan spare penge ved at begynde at stole på mennesker, der allerede har sociale, helbredsmæssige eller psykologiske problemer, i stedet for at overvåge dem.

Dette er et borgerengagement. Kompensationen er her, den bør bevares, men det bør ikke blive et betalt job. Ingen bliver rig af at sidde i byrådet, og det er bedre sådan.

Jeg er uenig i den måde, spørgsmålet er stillet på. Finansieringen er helt forkert i øjeblikket. I stedet for at tilføre ressourcer, hvor der er brug for dem, tager vi dem fra de almindelige klasser. Det gør det igen mere kompliceret i disse klasser og skaber en kunstig konkurrence mellem almindelige klasser og klasser med særlige behov. Alle børn skal have den hjælp, de har brug for.

Det er en generel udfordring, der forværres af konstante budgetnedskæringer og lave lønninger, at få kompetente medarbejdere til at passe vores børn, især i mere afsidesliggende områder.

En klasse med 20-25 børn er håndterbar, hvis der er det rette antal kompetente voksne i lokalet. Vi har brug for flere lærere i klasseværelserne, vi skal anerkende pædagogernes arbejde, og vi skal hjælpe pædagogmedhjælperne med at omdanne deres erfaringer til en uddannelse.

Velfærdsteknologi er acceptabel for mig, når den giver mennesker, der stadig er meget uafhængige og trives i deres hjem, mulighed for at få sikkerhedsværktøjer såsom falddetektorer. Men den kan ikke og bør ikke erstatte mennesker.

Private aktører er interesserede i at tjene penge på de ældre. Det er ikke engang en kritik at sige det, det er bare deres forretningsmodel. Selvfølgelig kan de tilbyde ting, som de offentlige plejehjem ikke kan, hvis vi bliver ved med at skære i budgetterne. Men bør værdighed og trivsel være noget, som kun få har råd til?

Det er så trist at spare på menneskelig kontakt. Hvad prioriterer vi som samfund? Mennesker eller små besparelser? Hvis disse ressourcer kan geninvesteres i at besøge mennesker, måske. Men det tvivler jeg på.

Genoptræning er afgørende for menneskers trivsel og for at reducere omkostningerne for samfundet, da det giver mennesker mulighed for at forblive uafhængige og sundere i længere tid. Men forebyggelse er den anden side af samme sag, så jeg synes ikke, det skal være det ene eller det andet.

Jeg synes, det giver mening i store byer, og jeg ønsker bestemt, at der gøres en større indsats for cykelveje og offentlig transport generelt. I en landkommune som Favrskov giver det dog ikke mening at lukke bycentre fuldstændigt for trafik. Men sikkerheden kan forbedres ved at sænke hastighedsgrænsen i byerne til 30 km/t, hvilket også reducerer støj og forurening fra ikke-elektriske køretøjer. Vi skal også bevare tidsbegrænsede parkeringsmuligheder samt handicap-parkering og gøre flere gader mere fodgængervenlige.

Vi bør IKKE tage de amerikanske forstæder, hvor man skal have en bil for at komme ud af sit eget område, som eksempel. Hvert nyt kvarter bør ligge tæt på eller have plads til sit eget liv: små butikker, sportspark, bænke, indendørs og udendørs mødesteder.

Jeg støtter fuldt ud grøn energi (i mindre og spredt skala), men den måde, det gøres på i øjeblikket, er alt for kaotisk, uorganiseret og respektløs over for lokalbefolkningen. Og så har jeg også spørgsmål vedrørende vores energiforbrug: Har vi altid brug for mere? Diktater teknologien vores energiforbrug, som den strømslugende kunstige intelligens gør i dag? Hvor vil de private investorer være, når vi skal vedligeholde og rense stedet om 20 år?

Så vidt muligt, ja. Klimaopvarmningen er et problem, og alle offentlige bygninger, ikke kun i lille Favrskov, bør følge disse regler. Disse bygninger er også bedre isoleret, hvilket medfører lavere omkostninger over tid. Spørgsmålet er: hvor langt skal vi gå? Og det afhænger af det enkelte projekt.

Vi lever ikke i en verden med ubegrænsede ressourcer, mennesker og territorium. Væksten vil ikke vare evigt. Vi er nødt til at lære at forvalte blomstrende samfund uden konstant at fokusere på vækst.

Erhvervslivet er ikke en truet art, hverken i Favrskov eller i Danmark. Selvfølgelig skal små og mellemstore virksomheder mødes af et imødekommende miljø, men vores miljø har også brug for en omsorgsfuld hånd.

Jeg tror, at byrådsmedlemmerne forsøger at lytte, men vi har flere gange oplevet meget forsinket kommunikation i Laurbjerg, hvilket kan være ret stressende for de lokale, der dagligt forsøger at holde deres landsby, skole, købmand ... levende og attraktiv.

Hvorfor skulle vi investere i noget, der er anerkendt som folkemord? Det giver ingen mening.

Det er vigtigt at bevare kulturen i livet og livet i kulturen: musik, teater, film, maleri, skulptur... Jeg synes, at vores kulturhuse gør et godt stykke arbejde og bør fortsætte.

Ansatte i private virksomheder, ansatte i offentlige tjenester, iværksættere, frivillige, kunstnere, forældre, skolekammerater, sportsvenner, kandidater... vi, udlændinge, er overalt, alle med vores egne accenter, og vi gør vores bedste for at integrere os og blive en positiv del af det danske samfund.