Jeg stiller op, fordi jeg vil skabe et samfund, hvor vi tør investere i det, der giver livskvalitet – hele livet. Det kræver modige politiske valg, og dem er jeg klar til at tage. Vi skal turde forebygge – ikke kun behandle. Hvert år uden sygdom er et år med frihed, nærvær og livskvalitet. Derfor arbejder jeg for et stærkere samarbejde mellem region og kommune, så kronikere og svækkede ældre får behandling tæt på eller i eget hjem. Det forebygger genindlæggelser og skaber tryghed i det nære sundhedsvæsen. Samtidig skal vi tage kvinders sundhed alvorligt – med en stærkere indsats for kvindesygdomme, som alt for længe har været overset. Børn og unge fortjener den bedste start på livet. Når vi vil tage børns trivsel alvorligt, skal vi investere i det, der virker. Jeg kæmper for, at børn og unge får den rette hjælp – hurtigt og tæt på deres hverdag. Det kræver bedre udredning, kortere ventetider og et tættere samarbejde mellem region og kommune.