Gå til indhold
Del kandidaten
Charlotte Vindeløv
Projektkoordinator ved Skolens Venner
Socialistisk Folkeparti

Derfor stiller jeg op til valget

Hvis vi ønsker at give børn og unge gode forudsætninger for et godt voksenliv, skal vi i deres opvækst sikre muligheden for at indgå i fællesskaber med leg og læring. Samtidig er det væsentligt at lave en tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis et barn er i begyndende mistrivsel. Alt for mange børn ender i dag med stort skolefravær, og det giver mangeårigt tab af læring og udvikling, samt tab af venskaber. Til tider ender børn, som unge uden uddannelse eller job - og ser måske ind i et voksenliv med mange udfordringer, som misbrug, diagnoser eller i værste fald som hjemløs. Her har vi en forpligtelse til som samfund at støtte dem på vej til et bedre og mere værdigt voksenliv. Både børn, voksne og ældre har glæde af den natur, som vi er omgivet af. Mange lever et stresset hverdagsliv, hvor naturen kan tilbyde os rekreation og åndehuller. Derfor er det vigtigt, at vi passer på naturen på dens egne præmisser - herunder også at vi fremtidssikre vores drikkevandsressourcer.

Politisk karriere
2021-nu · byrådsmedlem · Skanderborg Kommune
2018-nu · Folketingskandidat · Østjyllands Storkreds
Tillidsposter
2021-nu · Bestyrelsesmedlem · Baglandet, Aarhus
2021-2023 · Bestyrelsesmedlem · De Anbragtes Vilkår
2014-2021 · Hovedbestyrelsesmedlem · Dansk Socialrådgiverforening
2015-2019 · Formand for faggruppen af Skole- og Dagtilbudssocialrådgivere · Dansk Socialrådgiverforening
1
Skanderborg Kommune skal fortsat tillade byggeri i højden i kommunens større byer.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Jeg mener for nu, at byfortætning er afgørende i forhold til det stigende indbyggertal. Dog bør der også være en grænse for, hvor højt der må bygges set i forhold til omgivelserne.
2
Skanderborg Kommune bør bruge flere ressourcer på klimaområdet – også selvom det går ud over andre velfærdsområder.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Både klimaet og velfærden er vigtig! Det vil altid være væsentligt at finde den rette balance på det spørgsmål, og jeg håber vi snarest fx kan opsætte solceller på alle de nye kommunale bygninger, som bygges. Det ville bibringe noget til klimaet, mens vi alligevel bygger - frem for vi skal bruge nye ressourcer på isolerede tiltag. Velfærden er trang, og derfor mener jeg ikke, at det må være på bekostning af velfærden.
3
Flere af kommunens eksisterende P-pladser skal kun kunne bruges af el-biler.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Jeg kører selv elbil og oplever, at der er fin mulighed for parkering og opladning af elbil i kommunen.
4
Skanderborg Kommune skal i højere grad end i dag fokusere på udvikling af de mindre byer og landsbyer.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Jeg oplever en god balance mellem udvikling i landsbyer og mindre byer.
5
Der skal bedre nomeringer (pædagoger pr. barn) i daginstitutionerne.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Loven om minimumsnormeringer er et minimum. Så længe vi har mange pædagogmedhjælpere ansat i vores dagtilbud, kan det faktisk give god mening med flere ansatte for at sikre et godt arbejdsmiljø. Når arbejdsmiljøet er godt, smitter det af på børnene.
6
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Jeg ønsker en forbedring på flere velfærdsområder, og er derfor også villig til at lade kommuneskatten stige.
7
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Vores velfærd i kommunen er presset i sådan en grad, at jeg ikke ser muligheden for at sænke kommuneskatten. Tværtimod mener jeg, at vi har brug for flere penge til velfærden.
8
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Charlotte Vindeløv uddyber:
SF lokalt har ikke haft vanskeligheder med at finde egnede kandidater til dette valg. Det er selvfølgelig væsentligt at vederlaget giver muligheden for at gå ned i tid på sit job, sådan man kan varetage sit mandat bedst muligt. Samtidig har vi for den kommende byrådsperiode forsøgt at kigge på en fast mødedag i ugen, sådan det bedre kan skabe plads til familielivet og fritidsaktiviteter, samt uden at belaste jobbet på flere forskellige skæve tidspunkter.
9
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Det er vigtigt at balancere både almene skoler og specialtilbud, da begge steder er vigtige for de elever, som kommer der. Jeg ønsker at vi med flere midler til den almene folkeskole, kan tilbyde flere to-personers-ordninger, sådan flere elever opnår bedre støtte. Dog må inklusion i folkeskolen ikke opleves som benspænd for et specialtilbud, hvis der er brug for det.
10
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Vi overholder loven om minimumsnormeringer, som loven er nu. Men der er lige nu meget få uddannede pædagoger/pædagogiske assistenter i vores dagtilbud - så det bør vi gøre bedre, sådan vi arbejder os hen imod højkvalitets-dagtilbud.
11
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Charlotte Vindeløv uddyber:
For at sikre en differentieret god undervisning til glæde for alle børn, er det væsentligt at se på antallet af elever pr. klasse. SF har centralt i længere tid haft et ønske om et klasseloft på 24 elever pr. klasse. Men med de mange forskellige behov i klasserne i dag, kan jeg godt tænke, at det skal længere ned.
12
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Teams med dygtige ansatte, som kan skabe en værdig omsorg og pleje skal være det bærende i ældreplejen. Men mindre opgaver, som kan løses ubesværet af velfærdsteknologien, kan i nogle tilfælde frigive mere tid til at yde omsorg.
13
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Charlotte Vindeløv uddyber:
De private tilbud kan ofte selv vælge, hvem de vil have som kunder. Det betyder at de borgere, med flest komplekse udfordringer ofte overlades til kommunen. Samtidig kan private aktører ofte nemmere tiltrække arbejdskraft, hvilket udhuler den offentlig velfærd, som efterlades med de sværeste opgaver.
14
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Robotstøvsugningen kan frigøre tid til omsorg, som personalet kan yde mere af mens støvsugningen varetages af en robot. Men det skal ske i overenstemmelse med borgerens behov og ønsker til hjemmehjælp.
15
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Forebyggelse er bestemt lige så vigtig, som genoptræningen for de borgere, som har brug for det. Ligeledes vil vi med et stigende antal ældre have brug for fokus på forebyggelsen.
16
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Både forretningslivet og restaurationslivet vil have bedre forudsætninger, hvis der bliver mere fred, flere kulturelle indslag på gadeplan, samt mulighed for at nyde byen på nye måder uden forstyrrende trafik.
17
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Skanderborg kommune er ikke en stor kommune set i arealstørrelse. Derfor vil vi med det stigende indbyggertal være nødt til at fortætte byerne frem for at inddrage mere areal til boliger.
18
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Det er væsentligt at få opsat flere vindmøller og solceller, hvis vi ønsker en mere sikker og bæredygtig energikilde. At være afhængig af fx russisk gas er uholdbart i en urolig tid, hvor krige fylder mere i verdenen. Dog er det vigtigt at borgerne inddrages og kompenseres.
19
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Nyt byggeri belaster vores CO2-aftryk i en voldsom grad - og vi bygger rigtig meget fortsat i de kommende år, da vi mangler dagtilbud, skoler og plejehjem. Derfor er vi nødt til at bære et ansvar og sikre byggerier med et meget lavt CO2-aftryk.
20
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Charlotte Vindeløv uddyber:
Vi har i Skanderborg længe haltet bagefter særligt på dagtilbudsområdet - og derfor ønsker jeg ikke fuld fart på væksten. Det har indtil nu betydet, at forældre til tider skal have passet sine børn i nabodistriktet frem for lokalt. Det medfører skift og dermed fx tab af venner og kontinuitet, samt forstyrrelser i familielivet.
21
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Naturen er unik og giver os mennesker så meget. Derfor er det afgørende, at vi passer på vores grønne områder, som kan være rekreative åndehuller i en travl hverdag.
22
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Det er en svær balance både at udvikle lokalmiljøet, og samtidig lytte til den usikkerhed, som oftest opstår, når nye planer opstår. Det er derfor altid afgørende at skabe rum for borgernes indsigelser, som også i mange tilfælde kan være med til at kvalificere kommende lokalplaner.
23
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Det kan være svært gennemskueligt at vide alt om alle kommunens investeringesporteføljer, som ofte varetages af andre. Men vi bør være opmærksomme på vores indkøbspolitik og her undgå at støtte regimer, som agerer imod almene menneskerettigheder.
24
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Det er væsentligt, at alle har adgang til kunst og kulturliv. Samtidig har vi et rigt kulturliv, som mange borgere er involveret i. Derfor er det også væsentligt at understøtte de mange frivillige med støtte, når det efterspørges.
25
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Charlotte Vindeløv uddyber:
Flertallet udgør en ressource og bidrager i vores samfund. Vi skal vedblivende sikre, at der ikke opstår parallelsamfund, men at alle bidrager med det, som de kan til fællesskabet. Men vi ser også mange indvandrere/flygtninge tage både korte og lange uddannelser, samt skabe sig grundlaget for selvforsørgelse ind i deres voksenliv.