Klimaforandringerne er et fælles problem, og derfor skal løsningerne også være fælles. Det er urimeligt at overlade ansvaret til den enkelte husejer – mange har hverken råd eller mulighed for at klimasikre deres bolig alene. Kommunen og staten skal gå foran med kollektive løsninger som bedre kloakker, diger, regnvandsbassiner og grønne områder, der kan opsuge vand. Selvfølgelig kan den enkelte også bidrage, men det skal være en fælles opgave, hvor vi står sammen om at sikre vores byer mod klimaforandringerne.

Flere penge til folkeskolen er afgørende for at sikre gode rammer, lavere klassekvotienter og flere voksne i klassen – og det kan helt klart styrke elevernes læring og trivsel. Men gode karakterer handler ikke kun om penge. Det handler også om at skabe en skole, hvor børn trives, hvor der er tid til fordybelse og plads til forskellige måder at lære på. Med den nuværende økonomi, er det meget svært at skabe. Jeg har svært ved at se for mig, at skolerne kan gøre ret meget mere, uden også at få penge til det.

En tredje forbindelse over Lillebælt vil betyde mere motorvejstrafik, mere CO₂ og mere støj i Fredericia. Det går stik imod behovet for at løse klimakrisen og skabe grøn transport. I stedet skal vi investere massivt i tog og kollektiv trafik (samt cykelinfrastruktur til de korte ture), så det bliver nemmere at lade bilen stå. Flere motorveje skaber ikke mindre trængsel – de tiltrækker blot endnu flere biler. Vi har brug for at satse på bæredygtige løsninger, ikke på endnu en bilbro.

Støj kan påvirke både helbred, søvn og trivsel, og derfor skal havnens virksomheder gøre mere for at dæmpe støjen. Det handler om at finde en bedre balance mellem arbejdspladser, miljø og livskvalitet – med klare krav til støjgrænser og investering i støjdæmpende løsninger. Borgerne skal kunne bo og leve godt i byen, også tæt på havnen.

Jeg er helt uenig. Hvis parkering i midtbyen var ubegrænset og gratis, ville mange biler bare stå hele dagen, og det ville blive næsten umuligt at finde en plads, når man har et kort ærinde i centrum. Betalingsparkering handler ikke kun om indtægter – det er et redskab til at regulere trafikken, så der hele tiden er ledige pladser tæt på butikker, caféer og service. På den måde sikrer vi, at man rent faktisk kan parkere, når man har brug for det, og at bymidten ikke bliver fyldt op af langtidsparkering.

Østerstrand er først og fremmest et rekreativt område for byens borgere og gæster, og det skal ikke udvikle sig til en gratis campingplads. Når autocampere fylder parkeringspladserne, bliver det svært for andre besøgende at komme til stranden. Men jeg er glad for, at turister vil besøge Fredericias naturperler som Østerstrand – det er en styrke for byen og det kan sagtens ske på en bæredygtig måde. Men det er ikke bæredygtig turisme, hvis biler fylder hele området - og det kan påvirke oplevelsen af Østerstrand. Jeg ønsker en balance, hvor alle gæster på standen får en god oplevelse, passe på naturen og sikre, at Østerstrand fortsat er et rekreativt fristed for alle.

Gratis bybusser er en rigtig god idé, fordi det gør det nemmere for alle at vælge kollektiv transport frem for bilen. Det er både socialt retfærdigt og godt for klimaet. Når busserne er gratis, får flere råd til at bruge dem – også unge, ældre og mennesker med lav indkomst – og vi mindsker trængsel, støj og forurening i byen. Det er en investering i en grønnere og mere sammenhængende by, hvor alle har lige adgang til transport.

Vi har akut brug for grøn energi som sol og vind, men vi kan ikke bare tromle beboere og lokalsamfund. Hvis vi vil have folkelig opbakning til den grønne omstilling, skal vi inddrage borgerne og finde løsninger, hvor vi både får masser af solceller og vindmøller – og samtidig tager hensyn til natur, naboer og lokalmiljø. Det kan være gennem borgerinddragelse, lokalt ejerskab og kompensation, så de mennesker, der lever tæt på anlæggene, også får del i fordelene. På den måde får vi både fart på omstillingen og en retfærdig proces.

Det kan være fornuftigt, at tomme butikslokaler kan omdannes til boliger, så vi undgår døde gader og får mere liv i bymidten. Men det skal ske med omtanke, så vi ikke udhuler handelslivet fuldstændigt. Derfor vil jeg hellere have fleksible løsninger, hvor lokalerne også kan bruges til midlertidige/eksperimenterende butikker, kultur og foreningsliv. På den måde skaber vi en levende midtby med både boliger, byliv og muligheder for handel.

Vi skal støtte den grønne omstilling af transporten, og her spiller elbiler en rolle. Hvis flere p-båse reserveres til elbiler – det giver primært mening på pladser med lademulighed – gør vi det lettere for borgere (også i midtbyen, hvor man ofte ikke har mulighed for at lade ved egen bolig) at vælge grønt og vi tilpasser os det faktum, at flere og flere får elbiler. Men vi skal samtidig passe på, at vi ikke skaber en situation, hvor almindelige p-pladser mangler.

Hvis vi vil have en stærk velfærd, kræver det, at vi også finansierer den. Det er langt vigtigere, at børn har nok voksne i daginstitutionerne, at de ældre får ordentlig pleje, og at vi passer på natur og klima – end at skatten holdes lav. Kommuneskatten er en solidarisk måde at løfte i fællesskab, og de penge vi lægger, kommer tilbage som tryghed, fællesskab og livskvalitet. Samtidig er det helt absurd, at vi på grund af budgetloven ikke må bruge de penge, vi faktisk har. Der er råd til bedre velfærd – men lovgivningen spænder ben. Derfor skal budgetloven ændres, så vi kan bruge pengene på det, der virkelig betyder noget: fællesskab og velfærd. Jeg vil også langt hellere hæve skatter for erhvervslivet, end for borgerne, hvis der skulle være brug for at hæve skatten.

Vi skal ikke spare på velfærden for at give skattelettelser. Fredericia har brug for flere pædagoger, lærere, sosu’er og sygeplejersker – ikke færre. Hvis vi skærer i budgetterne for at sænke kommuneskatten, vil det gå direkte ud over børn, ældre og mennesker med handicap. Vores fælles skat er ikke en byrde, men et bidrag til fælles løsninger, tryghed og lige muligheder. En stærk velfærd gør hverdagen bedre for alle, og derfor skal pengene bruges på fællesskabet – ikke på skattelettelser til de få.

Man stiller ikke op i byrådet for pengenes skyld, men fordi man vil gøre en forskel for byen og fællesskabet. Byrådshvervet skal naturligvis være muligt at varetage ved siden af job og familie, men vi skal ikke lave lokalpolitik til en levevej. Tværtimod bør vi holde fast i, at demokratisk deltagelse bygger på engagement og vilje til at repræsentere borgerne – ikke højere vederlag. Hvis vi vil have flere til at stille op, skal vi kigge på kulturen internt i partierne, styrke den politiske kultur hos ungdommen, og skabe bedre rammer for at kombinere politik med arbejdsliv og familieliv – ikke bare hæve pengene til politikerne.

Jeg anerkender ikke præmissen. Folkeskolen (almen, mellemformer og specialtilbud) skal tilsammen rumme alle børn – også dem, der har det svært. Derfor skal vi have ressourcer og faglighed til at hjælpe de mest udfordrede elever. Men det må ikke ske på bekostning af de andre børn. Løsningen er IKKE at lade nogle børn tabe, men at sikre flere voksne i klasserne, lavere klassekvotienter og bedre støttefunktioner. Så kan vi skabe en skole, hvor både de stærke og de udfordrede børn trives og udvikler sig.

Selv om vi har en af landets bedste normeringer, er der for få ansatte i børnehaverne, og det går ud over både børn og pædagoger. Børn har brug for nærvær og tryghed, og det kræver flere voksne pr. barn. Personalet løber alt for stærkt, og mange steder handler det mere om at få hverdagen til at hænge sammen end om at skabe den gode pædagogik. Vi skal investere mere i normeringer og bedre arbejdsvilkår, så der er tid til omsorg, leg og læring. Det er en investering i vores børn – og i fremtiden.

Mindre klasser i folkeskolen giver bedre mulighed for, at lærere og pædagoger kan se det enkelte barn, skabe ro i undervisningen og styrke både trivsel og faglighed. Derfor er det en rigtig vigtig prioritet. Men vi vil ikke acceptere, at det sker ved at spare på andre velfærdsområder – for så risikerer vi bare at flytte problemerne. I stedet skal vi sikre flere ressourcer samlet set til velfærd og uddannelse, så vi både kan sænke klassestørrelsen og samtidig styrke daginstitutioner, ældrepleje og socialområdet. Vi kan spare på støtte til erhvevslivet, eksempelvis.

For det første skal vi stoppe med at omtale vores dygtige ansatte som "hænder" eller "varme hænder". For det andet handler ældrepleje først og fremmest om mennesker. Teknologi kan i nogle tilfælde være et godt supplement, men det må aldrig erstatte nærvær, omsorg og tid med rigtige mennesker. Mange ældre oplever allerede i dag ensomhed og mangel på kontakt – det løser vi ikke med flere skærme eller robotter, men med flere ansatte med ordentlige vilkår. Derfor skal vi prioritere flere ansatte i ældreplejen frem for at satse ensidigt på velfærdsteknologi. Teknologien kan understøtte, men aldrig erstatte relationer.

Konkurrence i hjemmeplejen handler i praksis om at presse prisen ned – ikke om at hæve kvaliteten. Erfaringerne viser, at når private leverandører skal tjene profit, går det ud over både medarbejdernes vilkår og borgernes pleje. Kvalitet i hjemmeplejen skabes af ordentlige arbejdsvilkår, tilstrækkelig tid og dygtige ansatte – ikke af konkurrence. Kommunen skal tage ansvar for, at ældre får en tryg og værdig pleje, og at medarbejderne har ordentlige forhold. Velfærd skal drives af fællesskabet – ikke af markedet. Desuden står kommunen med regningen, når de private går konkurs eller på andre måder kaster håndklædet i ringen eller ikke lever op til deres forpligtigelser. Det har vi brugt mange penge på i Fredericia.

Rengøring er ikke bare praktisk – det er også en vigtig del af kontakten mellem mennesker i ældreplejen. Derfor må en robot aldrig erstatte hjemmehjælperen, medmindre det er den ældre selv, der ønsker det. Ældre har ret til at blive mødt af mennesker og til at have indflydelse på deres egen hverdag. Velfærdsteknologi kan være et fint supplement, men det skal altid være et valg – ikke en spareøvelse. Respekt, tryghed og selvbestemmelse skal være i centrum i ældreplejen

Genoptræning er vigtigt, men det er en falsk modsætning at sætte det op imod forebyggelse. Begge dele er nødvendige. God forebyggelse mindsker behovet for genoptræning, og effektiv genoptræning er afgørende for, at folk kan komme sig efter sygdom eller skade. Vi skal investere i både forebyggelse og genoptræning, så vi ikke bare slukker brande, men også forhindrer dem i at opstå. Når økonomien er presset, må vi finde midlerne andre steder – ikke ved at sætte vigtige sundhedsopgaver op mod hinanden

Der skal ikke være fredeligt og stille. Der skal være liv i en by. En levende midtby kræver mere plads til mennesker – ikke biler. Gennemkørende trafik bidrager kun med støj og utryghed, mens jeg ønsker en bymidte med aktiviteter, caféer med udeservering, butikker der kan stille varer ud, kulturarrangementer og trygge gader at færdes i. Når vi frigør pladsen fra biler, skaber vi rammer for liv, fællesskab og bykultur. Og adgangen skal stadig være nem – folk kan tage den gratis bybus ind til centrum, så alle har mulighed for at være med. Men der skal også være mulighed for at tage bilen ind til centrum.

Det er fornuftigt at fortætte byerne i stedet for hele tiden at udlægge nye områder – både af hensyn til natur, klima og fællesskab. Men fortætning må aldrig betyde, at vi bygger os ind i mørke og beton. Der skal også være lys, luft, grønne områder og plads til fællesskab i byudviklingen. Derfor skal vi planlægge klogt: tættere byggeri ja, men kombineret med byrum, parker og rekreative arealer, så vi skaber levende byer, hvor mennesker trives, og naturen bevares

Jeg støtter selvfølgelig den grønne omstilling, men det er ikke løsningen bare at presse solceller og vindmøller tættere på boliger. Vi skal sikre, at grøn energi udvikles i balance med hensynet til natur, naboer og lokalmiljø. Hvis vi ikke har folkelig opbakning, risikerer vi modstand mod den grønne omstilling, og det gavner hverken klimaet eller fællesskabet. Derfor skal vi satse på placeringer, hvor projekterne giver mening – og hvor beboerne inddrages og har reel indflydelse.

Kommunen skal gå forrest i den grønne omstilling. Når vi bygger nyt eller renoverer, skal det ske med lavt CO₂-aftryk og fokus på bæredygtige materialer og energiløsninger – også selv om det kan være dyrere her og nu. På lang sigt betaler det sig både økonomisk og klimamæssigt, fordi vi sparer på energiforbruget og mindsker vores klimaaftryk. Som kommune har vi et særligt ansvar for at vise vejen og skabe løsninger, der kan inspirere andre – og samtidig sikre sunde og fremtidssikrede rammer for borgerne

Det er ikke et mål i sig selv bare at få flere borgere til kommunen. Hvis vi vokser uden at følge med på velfærd, infrastruktur og grønne løsninger, får vi mere trafik, større pres på skoler og daginstitutioner og dårligere livskvalitet. For Enhedslisten handler udvikling om kvalitet – ikke kun kvantitet. Vi skal have nye borgere på en måde, hvor vi samtidig sikrer ordentlig service, stærke fællesskaber og grøn omstilling. Så bliver Fredericia en attraktiv kommune – ikke bare en større kommune.

Vi står midt i en biodiversitets- og klimakrise, og derfor skal naturen have førsteprioritet. Når vi bygger nyt, forsvinder levesteder for dyr og planter, og det er tab, vi ikke kan genskabe. I Fredericia har vi unikke naturområder, som skal beskyttes mod pres fra byggeri. Nye boliger og erhvervsområder skal planlægges, så de ikke ødelægger vores naturområder – og i stedet skal vi satse på at genanvende tomme bygninger, fortætte byområder og udvikle bæredygtige løsninger. Naturen er en ressource for os alle, og den skal prioriteres højere end kortsigtet vækst.

Borgerne bliver ofte inviteret til høringer og dialog, men mange oplever, at deres input ikke reelt flytter noget. Det skaber mistillid og gør folk trætte af at engagere sig. Politikerne skal blive meget bedre til at lytte aktivt og tage borgernes viden med ind i planlægningen – ikke bare fordi loven kræver en høring, men fordi lokal viden giver bedre beslutninger. Hvis vi vil have folkelig opbakning til udviklingen af vores kommune, skal borgerinddragelsen være reel og meningsfuld.

Kommunen skal gå foran i kampen for fred, menneskerettigheder og international solidaritet. Derfor bør vi som kommune også tage ansvar og boykotte varer fra Israel, så længe landet fortsætter besættelsen af Palæstina og krænker palæstinensernes rettigheder. Ligesom vi historisk boykottede varer fra apartheidstyret i Sydafrika, kan vi bruge vores indkøbsmagt til at lægge pres for en retfærdig fred. Kommunens penge skal ikke gå til at støtte undertrykkelse og ulovlig besættelse, men bruges i overensstemmelse med vores værdier om demokrati, solidaritet og menneskerettigheder.

Kunst og kultur er ikke luksus – det er en vigtig del af fællesskabet og vores livskvalitet. Derfor er det også en central kommunal opgave at støtte kunst og kultur økonomisk. Det giver rum for fællesskab, kreativ udfoldelse, kritiske stemmer og oplevelser, som binder os sammen på tværs af alder og baggrund. Uden kommunal støtte risikerer vi, at kulturlivet bliver for de få med råd til at betale. Vi vil have et bredt kulturliv, hvor alle kan deltage – fra musikskoler og lokale foreninger til teater, kunst og events i byrummet.

Flygtninge og indvandrere er en ressource – både menneskeligt, socialt og økonomisk. De bidrager med arbejdskraft, kultur, erfaringer og nye perspektiver, som gør vores samfund rigere. Problemerne opstår, når mennesker mødes med mistillid, diskrimination og manglende muligheder. Hvis vi i stedet sikrer ordentlig integration, adgang til uddannelse og arbejde og bekæmper racisme, så bliver forskelligheden en styrke for Fredericia. Vi skal se mennesker for det, de kan og vil – ikke reducere dem til en byrde. Og så skal vi til at se på mennesker som individer - ikke kun en gruppe.