Vi er verdenskendte for at være en grøn forgangsby. Det kan vi sagtens gøre endnu mere og bedre, så længe vi husker at regne driften med. Vi kan ikke bare lave nyanlæg og glemme at det skal holdes pænt bagefter. Vi er desuden også i en massiv biodiversitets krise, så grønne områder som parker, bynære skove og vilde naturområder giver levesteder til insekter, fugle og planter, som ellers forsvinder i bymiljøer domineret af asfalt og beton. Forskning viser, at selv små grønne lommer kan fungere som vigtige “hotspots” for biodiversitet og skabe økologiske korridorer, der forbinder arter på tværs af byen. Dermed understøtter flere grønne arealer både artsrigdom og økosystemernes modstandsdygtighed – en central løsning i kampen mod den globale tilbagegang i vilde arter.

Metroen er et godt transportmiddel, men vi trænger også til at styrke bustrafikken. Der er mange sorte huller i bus netværket, og metroen kan ikke være den eneste løsning.

Jeg kunne godt tænke mig at vi hentede inspiration fra Luxembourg og gjorde offentlig transport gratis. En af de ting der kunne finansiere dét kunne eksempelvis være en betalingsring.

Der er mange biler der holder stille i København. Jeg synes ikke løsningen er at finde mere plads at stille biler på, men at finde ud af hvorfor så mange har behov for at have en bil stående de næsten ikke kører i. Der er også trængsel på cykelstierne, så det ville være fjollet i min optik at tage pladsen fra cyklerne.

Gratis offentlig transport i København kan reducere biltrafik, trængsel og luftforurening, hvilket gør byen mere bæredygtig og behagelig at leve i. Det vil samtidig fremme social lighed, da alle – uanset indkomst – får fri adgang til at bevæge sig rundt i byen, hvilket øger mulighederne for job, uddannelse og sociale aktiviteter. På længere sigt kan det også give økonomiske fordele, f.eks mindre slid på veje og højere produktivitet, fordi flere kommer hurtigere og nemmere frem.

Vi har allerede gode tilskudsordninger, så dem med mindre indkomster kan få rabat. Hvis vi skal tale om pasning og økonomi, ville jeg hellere fokusere på at pengene følger barnet så det f.eks bliver nemmere at hjemmepasse, eller lade bedsteforældre være dagplejere for deres børnebørn.

Det er fuldstændigt uacceptabelt at der er over 25 års ventetid på almene familieboliger i København. Det kan ikke være rigtigt at folk der arbejder i byen, bliver skilt, eller af andre årsager føler tilknytning til København, ikke kan bo her fordi de ikke har råd til de dyre private udlejningsboliger.

Det er dyrt, forurenende og løser ikke de problemer det var tiltænkt.

Generelt er rygning en vane jeg synes folk selv må styre, men forskningen viser at det faktisk gør en forskel for hvor mange børn og unge der starter, om de er blevet eksponeret for rygning. Derfor kan man godt tænke forbud ind, steder hvor det er tænkt at børn opholder sig og har første prioritet.

Jeg mener ikke at det behøver at koste flere penge, men jeg er enig i at servicen bør forbedres - generelt.

Jeg vil gerne kunne tilbyde københavnerne velfærd og bedre muligheder. Det er kommuneskatten blandt andet en vigtig faktor for at vi kan gøre.

Jeg har arbejdet gratis og frivilligt i mange år, blandt andet i forbindelse Klimaborgertinget, og selvom det ville frigøre mig til at arbejde mere målrettet med politik, så mener jeg helt generelt at vi skal huske at vi arbejder for et fælles bedste og ikke for lønnen. Når det så er sagt, kan det godt bekymre mig at for lav løn kan gøre politikerne mere modtagelige overfor bestikkelse - indtil videre kan vi stadig være stolte af at være et af de mindst korrupte lande, og sådan skulle det gerne fortsætte!

Der skal være midler og ressourcer til at tage sig af alle. At der helt generelt er nogle børn der behov for mere hjælp, og skal have adgang til det, bør aldrig være på bekostning af den generelle kvalitet.

Folkeskolen bør have mere frihed til selv at tilrettelægge undervisningen, så den kan tilpasses lokale behov og styrke lærernes faglighed. Det behøver ikke koste samfundet mere, hvis man samtidig reducerer detailstyring og dokumentationskrav. Ved at fjerne unødig administration kan ressourcer og tid omfordeles til bedre normeringer og mere tid med eleverne – uden at øge budgettet. Det handler om smartere brug af de penge, der allerede er.

Det her er en vigtig hjertesag for mig. København oplever et stigende antal ældre, samtidig med at ensomhed blandt ældre vokser. I ældreplejen er der et stort ønske om mere tid til relationsarbejde, så omsorg handler om andet end praktiske opgaver. Det relationelle er afgørende for livskvalitet, tryghed og trivsel. Når vi prioriterer nærvær og menneskelig kontakt i ældreplejen, investerer vi i et mere værdigt og menneskeligt velfærdssamfund.

Ældrepleje må ikke blive forbundet med noget der kræver at man selv kan betale sig til ordentlige forhold. Det skal være for alle, og en del af velfærdssamfundet - ikke en forretning.

Hvis man opprioriterede relationsarbejdet i hjemmeplejen, er jeg ikke sikker på at det ville være en lige så stor diskussion om støvsugningen var af en maskine eller en person.

Forebyggelse er en god investering, men sundhedsvæsenet er samtidig blevet presset af besparelser og krav om effektivisering. Det gør det svært at følge med det stigende behov, efterhånden som de store årgange bliver ældre – selvom der er forsøgt at imødekomme udfordringerne med et realløft på 2,3 milliarder kroner. Mange indlæggelser og genindlæggelser kunne undgås med bedre genoptræning. Ved at flytte midler fra sygehusforløb til lokal opfølgning, kan vi styrke rehabilitering uden at skære andre steder.

Mindre tung trafik, er en god idé, men offentlig transport og cykler gør også byen mere levende og tilgængelig.

Vi kan udnytte boligmassen bedre, både den eksisterende og de steder man har valgt at bygge nyt. Ved at udnytte eksisterende byrum bevarer vi grønne områder, som er vigtige for klima, biodiversitet og trivsel. Fortætning styrker bæredygtig mobilitet, reducerer CO₂ og skaber liv i byen – uden at ofre de naturområder, vi ikke kan få tilbage.

Solceller er blevet så gode at man kan sætte dem op uden at de forstyrrer æstetikken. Vi kunne have dem på taget af offentlige bygninger, uden at de ville andet end at bidrage med lokal energiforsyning.

Det er stadig billigere i længden, ikke at bidrage til øget CO2. Vi bliver nødt til at tage ansvar, ikke kun for konsekvenserne af klimaforandringerne, men også for årsagen.

En by som København vokser helt af sig selv. Vi har længe haft et fokus på vækst for vækstens skyld, og i den jagt glemt menneskerne der bor her. Det er tid til et skift i fokus, og lade København være attraktiv fordi her er rart at være - ikke kun fordi det kan skabe profit.

København bør prioritere grønne områder højere i byudviklingen. På ni år er 14 % af byens grønne arealer forsvundet, og grøn plads pr. indbygger er faldet markant. På Vesterbro er der kun 6 m² grønt per person. Når boliger og erhverv gang på gang vinder over bynatur, mister vi både biodiversitet, rekreative muligheder og livskvalitet. Det er på tide at vende udviklingen – byen skal vokse grønt, ikke bare tæt.

Vi sad repræsentanter fra hele Københavns borger sammensætning i Klimaborgertinget, og vi kunne blive enige om visionen for vores by. Så meget at vi kunne præsentere forslag til politikkerne, som vi stort set var enige om allesammen! Men. Ikke meget af dét vi har forslået er kommet videre, og ikke alle har været lige interesseret i hvad vi kom med. Ingen nævnt og ingen glemt, men jeg har indtryk af at der er nogen der er sværere at råbe op end andre.

Jeg ønsker først og fremmest at prioritere kunst og kultur tæt på hverdagen – i lokale rum som kulturhuse og biblioteker. Det er her, fællesskaber opstår, og kunsten bliver nærværende. Det gør mig trist, at steder som Frodes Folkehus i Vanløse må lukke, selv om det summede af liv og fællesskab. Når netop sådan et sted går konkurs, viser det behovet for at tænke kultur som noget lokalt og tilgængeligt – der skal støttes.

En åben og solidarisk by gavner os alle – både dem der kommer, og dem der allerede bor her. Vi må ikke dømme alle over en kam, eller glemme vores medmenneskelighed. Mange bidrager aktivt til lokalsamfundet, både i foreningsliv, med arbejdskraft og naboskab. Når vi skaber plads og lige adgang til deltagelse, vokser tillid og samhørighed.