Jeg vælger at lytte til fakta, i alle de forhold som har betydning for mig som kommunalpolitiker. Vi bliver hver dag året rundt præsenteret for store mængder information, som vi skal navigere i forhold til. Har fravalgt Facebook, da kvaliteten desværre blev for dårlig til, at jeg kunne se den som et seriøs sted, at blive klogere på hvordan jeg skulle navigere i mit politiske liv. Klima og klimaforandringer fylder meget i mit liv. Vand betyder meget for Tønder Kommune, og det på alle niveauer. Derfor er det vigtigt at vi tager beslutninger, hvor vi tænker frem mod år 2100. Vores drikkevand er særdeles vigtigt for mig som person, og når vi kan se at pesticidbelastningen herunder PFAS er blandt de højeste i Danmark, er det nødvendigt at vi handler, og får det beskyttet. Så vil jeg kæmpe for at den danske velfærdsmodel kan fortsætte, så afstanden mellem rig og fattig ikke bliver øget. Sidste mærkesag må være at forstå, at vi har et stort ansvar som medlem af en kommunalbestyrelse.