Annonce
Fyn

Tre restauratører om genåbning: - Jeg tror, det bliver op ad bakke at få folk ud at spise

Erik Møller fra Båringskov Gl. Badehotel åbner først i bededagsferien, mens eksempelvis Guldkronen slår dørene op onsdag. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

I anledningen af, at restaurationer fra onsdag kan genåbne, har avisen talt med tre restauratører om igen at kunne byde gæsterne indenfor, men også om de udfordringer, der er.

1 Guldkronen

Der er allerede godt gang i bookingerne hos Guldkronen. Arkivfoto: Mia Harm Madsen

Hos Guldkronen i Middelfart er åbningstiderne fra klokken 10 til 22. Der er plads til 107 gæster indenfor, mens der er plads til 220 personer udenfor.

Restauratør Henrik Rasmussen forklarer, at man skal bestille bord enten på sms, ved at ringe, på mail eller gennem Guldkronens Facebook-side.

Og det kan være smart at gøre det i god tid, for der har været travlt med bookinger, fortæller Henrik Rasmussen tirsdag formiddag.

- Det går helt amok. Primært i morgen (onsdag, red.) og i weekenden. Vores restaurationschef og jeg står og taler om at få ekstra personale ind. Men det handler jo meget om vejret i morgen. Hvis det holder tørvejr, og solen skinner, får vi travlt udenfor, siger han.

2 Båringskov Gl. Badehotel Fiskerestaurant

På Båringskov Gl. Badehotel er der god plads. Den store buffet vil fremover være betjent af personalet og ikke længere en tag-selv-buffet. Her er det Erik Møller (t.v.) og Brian Vangsted, der begge er ejere af stedet. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Fiskerestauranten i Båring åbner først for spisende gæster på store bededag den 30. april.

Det er en skeptisk indehaver, der har afdæmpede forventninger til restauranternes genåbning.

- Jeg tror, det bliver op ad bakke at få folk ud at spise. Jeg vil se det, før jeg tror det. Vi har mange impulsive kunder, og det er svært at være impulsiv, hvis man først skal ud at have en coronatest, siger Erik Møller, der også er indehaver af Møllers Fiskehus i Båring.

I Båringskov Gl. Badehotel er der med de nuværende pladskrav plads til 100 siddende gæster indendørs, og vil folk hellere udendørs, skal man nok finde ud af det, lover Erik Møller, der også har terrasse med plads til mange spisende gæster.

- Jeg synes dog, at kravet om 30 minutter fra booking, til at man må komme i restauranten, er et specielt krav. Men så må vi jage folk ud at gå en tur ved stranden. Men nogle må jo være klogere end os, så der må være en mening med det her, siger han.

Restauranten har buffet, men sidste år blev den ændret til en betjent buffet, og det var en god ændring, synes Erik Møller.

- Det var en succes. Vi kommer ikke til at have selvbetjent buffet mere, for rent madhygiejnisk er det bedre, at vi selv øser det op til folk, som de vil have, siger han.

Restauranten er åben fredag, lørdag og søndag fra klokken 17 til 22 samt fra 12 til 15 søndag.

3 Gelsted Kro

På Gelsted Kro er Thomas Truelsen afventende, for han tror, at de mange restriktioner kan gøre det for besværligt for restaurantgæsterne. Arkivfoto: Søren Gylling

Hos Gelsted Kro har krofatter Thomas Truelsen blandede forventninger til at skulle holde åbent igen.

- I restauranten kan vi godt håndtere kravet om de 30 minutter fra bookingen, men i kroen kan det godt blive svært. Der tror jeg, at mange vil have svært ved at forstå det, siger han.

Udfordringen for krofatteren bliver at holde en jævn strøm af gæster, for han forudser, at de mange krav er et benspænd.

- Der er mange, der ikke er villige til både at skulle testes og bagefter booke et bord. Så venter de hellere. Jeg ved heller ikke, hvad jeg åbner op til, og hvor meget jeg skal have på hylderne. Vi starter fra nul, og kassen er tom, og ordrebogen er ryddet, siger han.

Thomas Truelsen har dog ikke tænkt sig at lukke ned igen, hvis det skulle vise sig, at der ikke kommer ret mange gæster.

- Jeg ser tiden an og har et begrænset menukort, indtil jeg har en fornemmelse af, hvor meget der er. Det er for at beskytte mig selv mod endnu et tab, siger han.

Gelsted Kro er åben fra onsdag til søndag fra morgenstunden til klokken 23. Sidste udskænkning må ske klokken 22.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce