Annonce
Erhverv

Strid med ejeren: Formand forlader Fyns største arbejdsplads

Micro Matics øverste chef, Søren Vilby, stopper som bestyrelsesformand i Marius Pedersen Holding efter kun et år. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Bestyrelsesformanden i Fyns største virksomhed, Marius Pedersen, forlader sin post på grund af en strid med ejeren. Søren Vilby, der også er øverste chef for Micro Matic, går efter kun et enkelt år på posten.
Annonce

Ferritslev: Fyns største virksomhed målt på antallet af ansatte er blevet genstand for en usædvanlig og opsigtsvækkende strid, der involverer en række notabiliteter fra det fynske erhvervsliv.

Normalt er Marius Pedersen-koncernen kun kendt for soliditet og succesrig drift, og virksomheden bliver mest omtalt, når den en gang om året offentliggør et som regel flot regnskab.

Men nu er virksomhedens øverste ledelse stødt ind i en intern strid, der er så kraftigt, at den har ført til en af koncernens meget sjældne pressemeddelelser.

Marius Pedersen er Danmarks største private affaldsvirksomhed og har store aktiviteter i Tjekkiet og Slovakiet. Arkivfoto: John Fredy
Annonce

Micro Matic-direktør

På den ene side i striden har virksomhedens bestyrelsesformand, Søren Vilby, stået, og han er ikke hvem som helst. Han har i mange år været en meget succesrig topchef for en anden af Fyns erhvervs-stoltheder, Micro Matic-koncernen. Han har siddet i bestyrelsen for Marius Pedersen siden 2014 og blev i november 2018 formand. Her afløste han Finn Junge Andersen, der mere eller mindre havde ledet koncernen i 40 år.

Over for ham har stået Entreprenør Marius Pedersens Fond, som ejer virksomheden. Den er normalt endnu mere diskret end virksomheden, og offentligheden har ikke tidligere hørt ret meget til dens aktiviteter.

I spidsen for fonden står en af Marius Pedersens efterkommere, Uffe Tønning, der er bedst kendt som journalist på Fyens Stiftstidendes redaktion i Ringe. Han har været medlem af bestyrelsen siden 2005 og har været formand siden 2012.

Andre bestyrelsesmedlemmer i fonden er blandt andet den tidligere Lindø-direktør Finn Buus Nielsen, direktør for Nassau Doors i Ringe, Jens Flesner Kristiansen og advokat Søren Borregaard fra Focus Advokater i Odense.

Annonce

Ingen forklaringer

De to parter har udsendt en fælles pressemeddelse, hvor de meddeler, at uenigheden mellem dem har medført, at Søren Vilby øjeblikkeligt forlader bestyrelsen for Marius Pedersen.

- Vi er enige om at være uenige, og vi er enige om, at det er et emne, vi har behandlet internt. Derfor ønsker jeg heller ikke at gå dybere ind i det, udtaler Søren Vilby ifølge pressemeddelsen.

Heller ikke Uffe Tønning vil fortælle, hvad sagen drejer sig om. Han henviser kun til pressemeddelsen.

Søren Vilby nåede i sin korte tid som bestyrelsesformand at træffe en af de væsentligste beslutninger, som man kan træffe på den plads. I marts 2019 blev økonomidirektør Simon Hovgaard Clausen forfremmet til den øverste position som direktør for hele koncernen. Det skete efter, at Christian Ørum Madsen havde forladt posten som administrerende direktør samtidig med, at Søren Vilby blev bestyrelsesformand.

Ifølge pressemeddelelsen fra Marius Pedersen præsenterer virksomheden senere på året sit bedste årsresultat nogensinde.

Næstformand Peter Schak Larsen, Odense, er udnævnt til midlertidig bestyrelsesformand. Han er statsautoriseret revisor, tidligere partner i revisionsselskabet Deloitte og bestyrelsesmedlem i flere virksomheder.

Marisu Pedersen er Fyns største virksomhed, når det gælder antallet af ansatte. Men de fleste medarbejdere arbejder uden for Fyn - blandt andet her i Tjekkiet. Arkivfoto: Morten Rode
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce