Annonce
Erhverv

Smarte maskiner sælger: Odense-firma tjener stort på avanceret teknologi

Newtec har fået stort overskud i 2018/19. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Det går voldsomt frem i Odense-virksomheden Newtec, som har tjent flere penge end nogensinde tidligere. Succesen skyldes blandt andet en kraftig stigning i salget af de mest højteknologiske maskiner.

Odense: Fyn, hvor der tjenes allerflest penge, er i Newtec-koncernen på Stærmosegårdsvej i Odense. Her er man vant til meget store tal i overskudskolonnen, men de hidtidige præstationer blegner noget ved siden af de friske tal for regnskabsåret 2018/19.

Det seneste regnskab viser, at de lidt flere end 100 ansatte har præsteret et rekordresultat på 89 millioner kroner før skat - 40 millioner kroner mere end året før.

Noget af fremgangen skyldes et bedre afkast fra virksomhedens store pengetank. Men Newtecs kraftige satsning på højteknologi er også en stor del af forklaringen.

29 millioner kroner af fremgangen i overskuddet kommer fra datterselskabet Newtec Engineering, der primært beskæftiger sig med at udvikle og fremstille maskiner, der sorterer frugter og grøntsager efter deres udseende. Virksomhedens avancerede teknologi kan ved hjælp af egenudviklede kameraer frasortere dårlige produkter - for eksempel grønne kartofler.

Annonce

Newtec Holding A/S

Hjemsted: Odense M

CVR-nummer: 10 68 77 80

Direktion: Anders Blicher Petersen

Bestyrelse: Flemming Hartvig Pedersen (formand), Tom Soling (næstformand), Anders Blicher Petersen, Inge Blicher Petersen

Ejere: Anders Blicher Petersen (87,5 pct.) og Inge Blicher Petersen (12,5 pct.)

Regnskabstal 2018/19 (2017/18 i parentes)

Bruttofortjeneste: 135 millioner kroner (113)

Overskud af drift: 69 millioner kroner (51)

Overskud før skat: 89 millioner kroner (49)

Overskud efter skat: 70 millioner kroner (38)

Egenkapital: 879 millioner kroner (813)

Antal ansatte: 107 (105)

Røntgen skal finde nåle

Sorteringen sker i et voldsomt tempo, hvor der alligevel bliver tid til at tage 40 billeder i høj opløsning af hver kartoffel med tre forskellige kameraer og derefter tage stilling til, hvad der skal ske med kartoflen.

Newtec har arbejdet i denne retning siden 1990-erne. I begyndelsen brugte firmaet udstyr fra de kendte kameraleverandører, men siden 2007 har man udviklet sine egne højt specialiserede i det delvist ejede datterselskab Qtechnology, som også sælger til eksterne kunder.

Udviklingen af kamerateknologien har høj prioritet. Virksomheden arbejder blandt andet på en teknologi, der tager røntgenstråler i brug. Målet er at tage en slags billeder, der viser, hvordan kartoflen eller æblet ser ud indvendigt. Dermed kan man opdage visse sygdomme, der ikke kan ses på ydersiden, og man kan også kontrollere, om nogen har saboteret fødevaren ved at stikke fremmedlegemer - for eksempel nåle ind i den.

Arbejdet laves i samarbejde med Niels Bohr Instituttet, Qtechnology samt Magnatek i Aarhus, og det er støttet af Højteknologifonden. Der ventes at gå omkring tre år, før en færdig maskine med teknologien indbygget er klar til salg.

Søn har overtaget

Newtecs første produkt var en maskine, der kunne veje gulerødder af, så de kunne pakkes automatisk, og maskiner i denne kategori udgør stadig en stor del af omsætningen. Kartofler, løg, gulerødder, tomater og citrusfrugter er de store varegrupper, der bliver sorteret, afvejet og pakket, men virksomheden breder sig hele tiden til flere kategorier, der stiller hver deres krav til maskinerne.

Den oprindelige del af produktionen ligger mest i selskabet Newtec A/S, der i det seneste regnskabsår fik et nogenlunde uændret overskud på 35 millioner kroner før skat, mens søsterselskabet Newtec Engineering nåede op på 33 millioner kroner.

Den første maskine blev udviklet af Gunnar Petersen i 1976. Han døde i august 2018, og virksomheden drives nu af hans søn, Anders Blicher Petersen, der også ejer succesforetagendet sammen med sin mor, Inge Blicher Petersen.

Mikael Martiena er udviklingsingeniør på Newtec. Han har bl.a. som den første i verden gjort det muligt at sortere squash, som er meget skrøbelige, i en maskine. Foto: Peter Leth-Larsen
Newtec har fået stort overskud i 2018/19. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Mikael Martiena er udviklingsingeniør på Newtec. Han har bl.a. som den første i verden gjort det muligt at sortere squash, som er meget skrøbelige, i en maskine. Foto: Peter Leth-Larsen
Mikael Martiena er udviklingsingeniør på Newtec. Han har bl.a. som den første i verden gjort det muligt at sortere squash, som er meget skrøbelige, i en maskine. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce