Annonce
Søsiden

Simons utrolige udfordring: Sømand fra Langeland i sivbåd over Stillehavet

Simon Melchiorsen kom tilbage i sikker havn for at holde jul og nytår hjemme på Langeland. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
28-årig maskinmester fra Rudkøbing trængte til eventyr - og stod ud på en oceanisk ekspedition i et primitivt fartøj, der hele tiden sank ...

RUDKØBING Forestil dig, at du sidder på en primitiv sivbåd. Afstanden til land er flere tusinde sømil. Ingen passerende skibe. Hvert døgn synker sivbåden omkring en centimeter. Skrogets siv og reb smuldrer ud i oceanet. Mast og ror knækker. Båden kan ikke sejle med vinden - kun krydse imod. Sejl flås i stykker. Og provianten er ved at slippe op …

For den 28-årige Simon Melchiorsen fra Rudkøbing var denne sivbåds-sejlads på Stillehavet barsk virkelighed sidste år.

Vel hjemme på Langeland lægger Simon Melchiorsen i en snak med Søsiden heller ikke skjul på, at han i tre udfordrende måneder på oceanet fik afprøvet sine yderste grænser. Fysisk, psykisk og socialt.

Efter nytår stak Simon Melchiorsen til søs igen. Denne gang under mere komfortable forhold. Han er sømand og har hyre som maskinmester hos DFDS.

Annonce

Fakta: Simon Aggedam Melchiorsen

Simon Aggedam Melchiorsen, 28 år, er fra Rudkøbing og opvokset på Lindevej sammen med sin bror Tim og sine forældre, sygeplejerske Henriette Aggedam og styrmand Palle Melchiorsen. I et år boede familien på Færøerne.

Simon Melchiorsen har gået på Rudkøbing Skole, efterskole og HF Søfart på Svendborg Søfartsskole. Han har været værnepligtig og gået på højskole i Viborg. Uddannet maskinmester i Aarhus.

Hyrer som maskinmester: Flere DFDS passager- og ro/ro skibe, bl. a. sejlet to år med Suecia Seaways. Til nytår fik han hyre på DFDS’s passagerskib Princess Seaways på Amsterdam-Newscastle. sosn

- Fascinerende skibsmotor

Simon Melchiorsens mod på det maritime tager afsæt i drengeårenes oplevelser i Svendborg og på Langelandsbælt.

- Som dreng har jeg aldrig tænkt over, at jeg skulle være sømand. Min far har nok fortalt mig nogle historier. Da vi boede på Færøerne, var vi også tit nede og kikke på havnen, siger Simon Melchiorsen.

I skolen var Simon Melchiorsen i praktik hos en bilmekaniker i Rudkøbing. Det var ikke lige sagen.

- Beslutningen om at få en fremtid til søs blev nok taget, da jeg besøgte maskinmesterskolen i Svendborg. Her så jeg deres skibsmotor. Det var lidt fascinerede for mig, at en motor kunne var så stor. Senere skulle jeg på efterskole skrive en opgave. I den forbindelse viste en kammerats far os maskinrummet på Spodsbjerg-færgen. Det var klart teknikken og de fritstående, store motorer, der tændte mig. Senere fandt jeg på HF Søfart ud af, at jeg godt kunne lide håndværket, bl. a. at dreje og svejse, fortæller Simon Melchiorsen.

- Mere eventyr

Kursen mod fremtiden var dermed en uddannelse som maskinmester. Den fik Simon Melchiorsen, og det førte til job i DFDS:

- Jeg sejlede to år med Suecia Seaways på Den Engelske Kanal. Seks timer i havn, seks timer til søs. Det gav teknisk masser af udfordringer, fordi den sejlede i så stram fart. Men der var ikke rigtig noget eventyr i det. Det begyndte jeg at savne, siger Simon Melchiorsen.

Et skridt mod mere eventyr blev for en tid at kvitte jobbet i maskinrummet og tage på højskole:

- Jeg kom ind i en helt ny verden af socialt samvær - og piger. Dem var der ikke så mange af til søs, fortæller Simon Melchiorsen.

På højskolen gik også et par brasilianere, og der blev knyttet venskabelige bånd:

- Jeg tog senere over og besøgte dem i Brasilien og fik lyst til at opleve mere af Sydamerika. Vi tog så en flybillet til Equador. Her blev jeg tændt på Stillehavet. Jeg tænkte, at det kunne være lidt fedt at prøve at sejle derude ligesom i de mange beretninger jeg har læst fra bl. a. Troels Kløvedal og Thor Heyerdahl, siger Simon Melchiorsen.

Simon Melchiorsen har ført logbog med masser af egne skitser om sivbådens konstruktion og ændringer og undervejs. Bogmærket er et strå fra Viracoicha III. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

- Det må jeg opsøge ...

Næste trin mod et eventyr på oceanet blev opklaringen af, at mange potentielle Stillehavs-sejlere ligger i venteposition i Panama:

- Jeg gik ind på nettet på “Find A Crew”. Jeg havde ingen planer. Jeg ville bare se, hvad der rørte sig. Siddende på et hostel i Equador fandt jeg sivbåden Viracocha III, og tankerne gik lige tilbage til, hvad jeg havde læst i bøgerne. Jeg kunne mærke, at “det her måtte jeg opsøge”. Jeg skrev til dem på sivbåden, om jeg ikke kunne komme ned og arbejde frivilligt på projektet, fortæller Simon Melchiorsen.

Tanke blev hurtigt forvandlet til handling. Simon Melchiorsen snuppede et fly fra Ecuador og landede i det nordlige Chile nær grænsen til Peru.

Simon Melchiorsens logbog er bundet ind i sejl fra Vircocha III. Sivet er fra båden.Foto: Søren Stidsholt Nielsen

- Den gjorde stort indtryk

Ved stranden ud for byen Arica havde sivbådens frivillige en gammel restaurant som bolig, mens de arbejdede på at gøre den opklodsede båd klar til ekspedition. På det tidspunkt havde båden været under bygning i tre år:

- Den gjorde et stort indtryk på mig, siger Simon Melchiorsen, mens han bladrer i sin sejl-indbundne logbog og viser Søsiden en blyants-skitse af Viracocha III.

I de næste dage mødte Simon Melchiorsen de øvrige syv, der skulle sejle med sivbåden. Det var - kort fortalt - kaptajn en fra USA og hans chilenske kæreste, en yngre fransk kvinde, en kameramand fra Italien samt tre midaldrende mænd fra Ukraine, England og Bolivia.

- De fleste af os var amatører. Nogen mere end andre, fastslår Simon Melchiorsen.

-----------------

Næste lørdags Søsiden: Simon Melchiorsens tur over Stillehavet.

Sivbåden sejlede langsomt og dårligt.

Provianten var meget tæt på at slippe op.

Seriens tredje og sidste del bringes på Søsiden og FAA.dk lørdag den 1. februar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Hej, kære og med kærlig hilsen

For nylig bemærkede min chef, at jeg stadig skrev ’hej’ og ikke ’kære’, når jeg henvendte mig til ham på mail, trods næsten et års ansættelse. For ham er ’hej’ distanceret og ’kære’ mere nært. Jeg bruger derimod ’kære’ til formelle henvendelser eller når jeg skriver til mine ældste familiemedlemmer, hvorimod jeg bruger ’hej’ til dem, jeg kender godt og har et afslappet forhold til. Lørdag den 25. januar kunne man i en artikel i Politiken læse om en undersøgelse, Dansk Sprognævn for nylig har foretaget for at kortlægge, hvordan danskerne henvender sig i breve og mails. Her viste det sig, at hilsnerne har ændret sig over tid, og at generationerne opfatter hilsnerne forskelligt. For flere hundrede år siden var ’kære’ forbeholdt folk, man havde et tæt eller kærligt forhold til. I de seneste århundreder er ’kære’ blevet opfattet som en neutral starthilsen, man kan bruge til hvem som helst. Unge er nu igen begyndt at lægge en tungere og mere intim betydning i ordet ’kære’. Mange unge, der er vokset op med sms og messenger, springer ligefrem den indledende henvendelse over og kommer direkte til sagen. Sprognævnet anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at man bruger ’hej’ plus fornavn til både private og ikke-private modtagere, fordi det er den mest neutrale hilsen i dag. ’Kære’ kan bruges til private modtagere, man har et nært forhold til. Når det kommer til at afslutte mailen eller brevet, er der endnu flere valgmuligheder. Flertalsformerne ’venlige hilsner’, ’mange hilsner’ eller ’kærlige hilsner’ opfattes som mere hjertelige end entalsformen ’med venlig hilsen’. ’Kærlig hilsen’ og ’knus’ er reserveret de helt nære. De korte former ’mvh’, ’vh’ og ’kh’ er også almindelige, hvorimod blot ’hilsen’ opfattes som ikke-venligt. Sprognævnet må dog konkludere, at der ikke er enighed om, hvad hilsnerne dækker over, og derfor råder de til, at man ikke tolker for meget på de hilsner, man får. Meget få skriver egentlige breve mere, og mange har også vanskeligt ved at tyde håndskrift. Vi kan hurtigt komme i kontakt på mobil, sms eller mail, hvorimod et brev med Postnord er fem dage eller længere undervejs. Jeg udveksler kun breve med min 91-årige faster, som i øvrigt netop har fået mobil og nu kan læse sms’er. I starten af 80’erne, før mobilen og de sociale medier var opfundet, skrev og modtog jeg breve, da jeg rejste to gange tre måneder i Kenya. Nu er tanken om blot en uge udenlands uden netadgang utænkeligt. Vi kan læse forfattere og andre kendtes brevvekslinger fra de forrige århundreder, men mon der bliver personlige udvekslinger fra 2000 og frem for kommende generationer at læse?

Annonce