Odense: Normalt er det forbundet med smil og glæde, når man nomineres til en pris. Det er ikke sikkert, det er tilfældet med folkebevægelsen Arkitekturoprørets nominering af Odense Kommune i kategorien "Årets dårligste kommune til bybevaring".
Det er en gruppe borgere i Odense, der står bag nomineringen, og formand for Arkitekturoprøret, Jep Loft, understreger, at hverken han eller andre i folkebevægelsen blander sig, men udelukkende sikrer, at der ikke er personangreb eller lignende i det, der skrives.
- For os er det vigtigt, at Arkitekturoprøret kan fungere som et talerør for almindelige mennesker, der ellers normalt har svært ved at komme til orde i arkitekturdebatten, siger Jep Loft.
I motiveringen for Odenses kandidatur som den dårligste kommune til bybevaring står der:
- Sideløbende med, at Odense Kommune i 2020 har formuleret visioner om bybevaring i en ny, arkitekturstrategi, arbejder forvaltningen på at amputere en bevarende lokalplan for kvarteret Gerthasminde, der netop skulle sikre dette område af Odense, der i sit arkitektoniske udtryk er af allervigtigste nationale betydning.
Jep Loft har tidligere udtalt sig om netop Gerthasminde-kvarteret i Odense, som han kalder et kulturhistorisk miljø i absolut særklasse.
Arkitekturoprøret
Arkitekturoprøret er en folkebevægelse, der har rejst sig som en reaktion mod de visuelle forringelser af vores byer.
På www.godebyer.dk giver foreningen et overblik over de ødelæggelser, som nedrivninger og utilpasset nybyggeri efter dens medlemmers mening har medført.
Bevægelsen begyndte som en svensk Facebook-gruppe i januar 2015, der i oktober 2016 blev registreret som en nonprofitforening under samme navn - "Arkitekturupproret".
Den danske Facebookgruppe blev oprettet i 2017 af Jep Loft, og to år efter stiftedes den danske forening "Arkitekturoprøret", der i dag har 4.000 medlemmer. Der findes søsterbevægelser i Norge, Finland og Estland.
Læs mere på hjemmesiden: www.arkitekturoproeret.dk
- Intet sted i Danmark findes så stor og tæt en koncentration af huse tegnet af Anton Rosen, og intetsteds har stjernearkitekten haft så frie rammer til at realisere datidens drøm om den ideale bybebyggelse. Gerthasminde er på alle måder unikt. Derfor vedtog Odense Kommune i 1991 en restriktiv bevarende lokalplan, der indkapslede hele den karré, hvor kvarteret ligger, siger Jep Loft.
Årsagen til, at Arkitekturoprøret nominerer Odense Kommune som "Årets dårligste kommune til bybevaring" skyldes, at Odense Kommune overvejer at tillade to firkantede boligblokke i 10 meters højde.
- Til det formål har kommunen behændigt klippet den relevante matrikel ud af lokalplanen, så bygherren kan hjælpes i mål. Kommunen tilsidesætter hermed de hidtidige bevaringshensyn. Manøvren vil amputere formålet med lokalplanen, og der vil pludselig kunne bygges på et område, som ellers i 1991-planen “på længere sigt” var tiltænkt som “grønt friareal […] for at gøre området kønnere”, konstaterer Jep Loft.
Jep Loft, formand for ArkitekturoprøretIntet sted i Danmark findes så stor og tæt en koncentration af huse tegnet af Anton Rosen, og intetsteds har stjernearkitekten haft så frie rammer til at realisere datidens drøm om den ideale bybebyggelse. Gerthasminde er på alle måder unikt
Han tilføjer, at Gerthasminde-kvarteret burde være en kilde til stolthed i Odense Kommune, og dermed noget kommunen gjorde alt for at værne om og synliggøre.
Andre nominerede kommuner i kategorien "Årets dårligste kommune til bybevaring" er Aarhus, Horsens, København og Silkeborg.
På Sydfyn er der ros at hente fra Arkitekturoprøret, der har nomineret husene i Kullinggade 3-5-7 i Svendborg til det bedste byggeri i 2020.
Der kan stemmes indtil 28. februar på www.facebook.com/Arkitekturoproret og læses om alle de indstillede kommuner og bygninger på www.arkitekturoproeret.dk.