Annonce
Svendborg

Ny valgalliance i Svendborg: Venstre og Nye Borgerlige fletter fingre

Venstre og Nye Borgerlige står side om side i et teknisk valgforbund ved valget til november. Fra venstre er det V-formand Ulla Larsen, Nye Borgerliges formand Henrik Tørnqvist Lauridsen og Venstres borgmesterkandidat Mette Kristensen.
Venstre går i valgteknisk samarbejde med Nye Borgerlige, men drømmer om en bredere borgerlige alliance. Konservative er skeptiske.

Svendborg: Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviste i valgkampen op til folketingsvalget i 2019 kategorisk at danne en regering med mandater fra Nye Borgerlige, men på den lokalpolitiske scene er situationen ganske anderledes.

Her har Venstre og Nye Borgerlige i Svendborg indgået et valgteknisk samarbejde, der betyder, at et eventuelt overskud af stemmer bliver sendt videre til samarbejdspartneren. I praksis betyder det, at en stemme på Venstre kan hjælpe Nye Borgerlige til et mandat i byrådet.

Det ser Venstres spidskandidat Mette Kristensen ikke noget problem i.

- Det her er et teknisk valgforbund, som handler om at undgå stemmespild, så vi kan fastholde så mange borgerlige stemmer som muligt. Det handler om, at et borgerligt kryds ikke skal havne på venstrefløjen, siger Mette Kristensen.

Venstres formand i Svendborg, Ulla Larsen, påpeger, at der er tale om to selvstændige partier. Hun frygter ikke, at der er vælgere, som ville have stemt på Venstre, men som flytter deres kryds, fordi de ikke vil risikere at støtte Nye Borgerlige.

- Nej, det er jeg ikke bange for. Når først vi får forklaret, hvad sådan et samarbejde handler om, så er jeg sikker på, folk godt kan se fornuften i det, siger formanden for Venstres partiforening i Svendborg.

Annonce

Svært for K-baglandet

Ulla Larsen håber på, at det bliver muligt at samle alle de borgerlige partier i et fælles valgforbund, men den plan kan blive svær at realisere. Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har allerede indgået en aftale, og selvom de konservatives spidskandidat Henrik Nielsen ikke udelukker muligheden for en bredere alliance, så mener han, at Venstres samarbejde med Nye Borgerlige kan komplicere affæren.

- Jeg ved, at store del af mit bagland ikke vil være begejstret for et samarbejde på grund af Nye Borgerliges retorik på integrationsområdet. Vi kan godt bakke op om en stram udlændingepolitik, men vi skal kommunikere på en ordentlig måde - ikke mindst af hensyn til dem vi har inviteret hertil som en del af vores samfund, og det gør vi ved at have en ordentlig tone i debatten, siger Henrik Nielsen.

Valgforbund

Et valgforbund er et valgteknisk samarbejde, der indgås mellem politiske partier eller lister for at minimere stemmespild og for at maksimere antallet af mandater, der tilfalder partierne indenfor valgforbundet.

Ved det seneste kommunalvalg i Svendborg i 2017 var S, SF og Liste T i valgforbund, og det samme var V, K og Familielisten. Svendborg Lokalliste, Liberal Alliance og Radikale Venstre var også i valgforbund, mens Dansk Folkeparti stod alene.

Valgforbundet mellem Svendborg Lokalliste, Liberal Alliance og Radikale Venstre betød, at de radikale i 2017 kunne samle spildte stemmer op fra LA og lokallisten og sikre sig mandat nummer to i det nye byråd.

Kunne du se dig selv gå ind i en valgkamp i et valgforbund med Nye Borgerlige?

- Det har jeg faktisk ikke afklaret med mig selv. Jeg ser nogle fordele ved at kunne undgå borgerligt stemmespild, men jeg skal også kunne stå til ansvar overfor mit bagland og overfor vælgerne. Hvis vi er i et valgforbund, så skal jeg kunne svare på og leve med, at en stemme på os kan give et mandat til eksempelvis Nye Borgerlige, siger Henrik Nielsen.

Dansk Folkepartis Dorthe Ullemose har det på samme måde. Partiet har ved de seneste to valg stået udenfor valgforbundene, og selvom DF er i dialog med andre partier, udelukker hun ikke, at partiet igen kører solo.


Når først vi får forklaret, hvad sådan et samarbejde handler om, så er jeg sikker på, folk godt kan se fornuften i det.

Ulla Larsen, formand for Venstre i Svendborg


- Hvis man er i valgforbund med nogle, så signalerer man, at ens stemmer godt må gå til det parti, så det skal være et parti, som man har et godt samarbejde med. Derfor bygger et valgforbund for os på grundige overvejelser, siger Dorthe Ullemose.

Annonce

Seriøst signal

Mette Kristensen fortæller, at Venstre har haft en god og konstruktiv dialog med Nye Borgerlige i Svendborg, inden man indgik aftalen. Hun siger:

- Vi ved ikke så meget om Nye Borgerlige endnu, og de mangler også stadig at udnævne en spidskandidat, men den dialog, vi har haft, har været god, positiv og konstruktiv.

Henrik Tørnqvist Lauridsen er formand for Nye Borgerlige på Sydfyn, og han ser samarbejdet med Venstre som en blåstempling af partiets lokale afdeling.

- Det profilerer os og betyder, at vi bliver betragtet som et seriøst parti. Venstre er et gammelt parti uden så meget brok og ballade, og derfor signalerer det her samarbejde en seriøsitet, som vi er glade for, siger Henrik Tørnqvist Lauridsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce