Annonce
Erhverv

Kæmpeminus i fynsk cannabis-firma: -Det har været en dyr start

Canopy Growth har skruet ned for tempoet på grund af den lange godkendelsesproces. I øjeblikket er 80 personer ansat i virksomheden. Arkivfoto: Nils Svalebøg
Cannabisgartneriet Canopy Growth i Stige har afleveret endnu et kæmpe underskud. Men de store røde tal er helt som planlagt, siger direktøren.
Annonce

Stige: Det er voldsomt dyrt at etablere en produktion af medicinsk cannabis i Danmark. Det fremgår tydeligt at regnskaberne fra selskabet Canopy Growth Denmark, der driver cannabisgartneri i Stige nord for Odense.

I det første år fik virksomheden, der også kendes som Spectrum Therapeutics, et underskud på 52 millioner kroner før skat, og af et helt nyt regnskab for 2019/20 fremgår, at den i sit andet år har tabt yderligere 73 millioner kroner.

De to dyre år har betydet, at Canopy Growth Denmark nu har en egenkapital på -136 millioner kroner.

- Det er meget store tal, men de er nogenlunde, som vi havde ventet, siger virksomhedens administrerende direktør Morten Snede.

- Det er ganske enkelt meget dyrt at etablere produktionsfaciliteter og at udvikle produkter i Danmark, og det afspejler sig i resultatet, siger han.

Canopy Growth Denmark ApS

Hjemsted: Odense N

CVR-nr: 38 94 77 37

Direktion: Morten Larsen Snede

Bestyrelse: Paul Steckler (formand), Erik Storgaard (næstformand), Lars Allan Thomassen, Trine Katborg Davidsen

Ejere: Canopy Growth Corporation, Canada (80-85 pct.), Lars Thomassen og familien Storgaard (15-20 pct.)

Regnskabstal 2019/20 (2018/19 i parentes)

Bruttoresultat: -38 millioner kr. (-9)

Resultat af drift: -72 millioner kr. (-43)

Resultat før skat: -73 millioner kr. (-56)

Resultat efter skat: -72 millioner kr. (-55)

Gæld: 472 millioner kr. (335)

Egenkapital: -136 millioner kr. (-64)

Antal ansatte: 72 (18)

Der er mange forhold vedrørende godkendelser af produkter og den danske forsøgsordning, som virksomheden er kritisk overfor.

- Men de tal, vi har offentliggjort nu, ville ikke have været bedre, selv hvis reglerne havde været anderledes. Det får først betydning i dette regnskabsår, siger Morten Snede.

Annonce

Forsøg udløber snart

Han mener dog, at de store tab understreger behovet for at få set på den danske forsøgsordning, som hans og andre virksomheder arbejder under.

Det fireårige forsøg udløber 31. december 2021, og med dagens regler vil det være ulovligt at fortsætte med produktion og salg efter den dato.


Hvis der ikke hurtigt kommer en lovændring, vil mange af de små, selvstændige uden kapital i ryggen være nødt til at lukke, når der er så lang udsigt til at kunne komme i gang med et salg.

Morten Snede, administrerende direktør, Canopy Growth Denmark


- Vores tal viser, at der er store beløb på spil, og det er voldsomt usikkert at skulle blive ved med at investere så meget i et foretagende som har så uafklaret en fremtid, siger Morten Snede.

Hans canadiske moderselskab, det børsnoterede Canopy Growth, har foreløbig lovet at holde det danske selskab forsynet med likviditet i resten af det regnskabsår, der går frem til 31. marts 2021.

Der er blevet lavet mange produkter på cannabisgartneriet i Stige, men ingen af dem er nået ud til forbrugerne. Arkivfoto: Nils Svalebøg

Morten Snede er også formand for cannabisproducenternes brancheorganisation, Medicinske Cannabisproducenter, og han prøver meget ihærdigt at få politikerne til at forlænge forsøgsordningen. Hans oplysninger tyder på, at der måske vil ske noget på området i oktober.

- Det er meget sent, men vi må også se i øjnene, at coronakrisen har skabt meget travlhed i Sundhedsministeriet og andre myndigheder, så det er måske forståeligt nok. Jeg vil mene, at spørgsmålet skulle have været løst lang tid før coronakrisen ankom, men i dag må vi erkende, at sundhedsområdet er under pres, siger direktøren.

Annonce

Langsom godkendelse

Det har også været meget svært for de danske producenter at få godkendt deres produkter til salg.

Morten Snede gjorde tidligere på sommeren opmærksom på, at den strenge godkendelsesprocedure har fået Danmark til at sakke agterud i kampen om det europæiske marked for medicinsk cannabis. For eksempel kan producenter i Portugal meget hurtigt få godkendt produkter, der skal sælges i Tyskland.

- Vi og myndighederne har nok ikke været gode nok til at skabe en fælles forståelse af, hvilke krav vi ville komme til at arbejde under. Det er blevet meget anderledes, end vi havde forventet, siger Morten Snede.

Det har kostet meget store summer at etablere de sikrede bygninger og produktionsapparatet hos Cannabis Growth. Hertil kommer store udgifter til udvikling af produkterne. Arkivfoto: Nils Svalebøg

Derfor forventer han, at mange cannabisproducenter snart vil stoppe.

- Hvis der ikke hurtigt kommer en lovændring, vil mange af de små, selvstændige uden kapital i ryggen være nødt til at lukke, når der er så lang udsigt til at kunne komme i gang med et salg. Det her kræver udholdenhed, siger Morten Snede.

Han forventer en forbedring af resultatet i dette regnskabsår, men selv under de bedste forhold tror han ikke, at Canopy Growth vil kunne nå et overskud.

- Vi har skruet ned for omkostningerne. Der er ingen grund til at udvikle så mange nye produkter, når vi endnu ikke har fået de første godkendt, siger han.

Ifølge regnskabet havde virksomheden i gennemsnit 72 fuldtidsansatte i løbet af det seneste regnskabsår. I dag er antallet 80, oplyser direktøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce