Annonce
Svendborg

Havørn fundet død på Tåsinge: Dansk Ornitologisk Forening frygter forgiftning

Niels Bomholt og Henrik Kalckar (th) viser en død havørn frem, fundet på Tåsinge. De frygter, at havørnen er blevet forgiftet med Carbofuran.
Fundet af en død havørn på Tåsinge uden synlige skader bekymrer Dansk Ornitologisk Forening. Tidligere på året blev en rød glente fundet i nærheden af området, hvor ørnen lå, og en obduktion viste, at den var død af giftstoffet Carbofuran. Havørnen skal nu undersøges nærmere.
Annonce

Tåsinge: En havørn er blevet fundet død på Tåsinge. Nærmere bestemt på Valdemar Slots jord, og Dansk Ornitologisk Forening frygter, at ørnen er blevet forgiftet. Ørnen er foreløbigt ikke blevet obduceret, men bliver indleveret til Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby for at fastslå dødsårsagen.

Det forklarer Henrik Kalckar Hansen, formand for Dansk Ornitologisk Forening på Fyn.

- Den her ørn er ikke over to år gammel, og som sådan dratter den jo altså ikke bare ned fra himlen. Vi har tidligere haft en sag, hvor en rød glente blev fundet død ikke så langt herfra. Det var tilbage i maj og der fik vi slået fast hos DTU, at den var blevet forgiftet med carbofuran, siger han.

- Hvis en fugl har det her stof i sig, flyver den maks 100 meter, før den dør, så det må være her i nærheden, at den har indtaget det, forklarer Henrik Kalckar Hansen.

Den afdøde havørn blev fundet tirsdag aften. En anonym kilde kontaktede Niels Bomholt Jensen, som er kasserer i Dansk Ornitologisk Forening. Han rykkede derefter ud for at samle ørnen op og har holdt den på frys siden.

Fredag kørte formand Henrik Kalckar Hansen den til Danmarks Tekniske Universitets laboratorium for at se, om de kan fastslå, om denne ørn er død af samme gift som den røde glente, der blev fundet tidligere på året.

Annonce

Ikke første gang

Carbofuran er tidligere blevet brugt i rovdyrfælder og virker ved, at det lammer vejrtrækningen. Fugle, der får carbofuran bliver altså kvalt, men før døden indtræffer kan der opstå blindhed og muskelkramper.

Carbofuran har været forbudt i EU siden 2008 og anses som en af de mest giftige pesticider. Skulle det vise sig, at havørnen har spor af carbofuran i sig tegner der sig et dystert billede, mener Henrik Kalckar Hansen.


Hvis en fugl har det her stof i sig, flyver den maks 100 meter før den dør, så det må være her i nærheden, at den har indtaget det.

Henrik Kanclar Hansen


- I forlængelse af den forgiftede glente, der blev fundet i sommers, er det nærliggende, at tænke, det ikke er et tilfælde. Jeg og mine foreningsmedlemmer frygter i hvert fald, at der er nogen, som har lagt det her giftstof ud netop for at ramme rovfuglene. Nu skal vi have undersøgt havørnen, men det ses jo tydeligt, at den ikke er blevet skudt ned, og der er ikke andre umiddelbare tegn på ydre skade, men vi må se hvad undersøgelsen konkluderer, siger Henrik Kalckar Hansen.

Annonce

Chokeret

Jorden, som havørnen blev fundet på, tilhører Valdemar Slot. Det er dog ikke slottets folk, som forestår jagt og dyreliv på den, men derimod jagtlejer Jens Jensen. Til dagligt varetages driften af Jens Jensens skytte, som ikke ønsker at udtale sig til avisen. Jens Jensen selv er bosat i Norge, men har talt med avisen over telefon.

- Det chokerer mig virkelig det her, både selve hændelsen og at der måske eller måske ikke er forgiftning involveret. Jeg har kendt til sagen i cirka fem minutter, så det er lidt begrænset, hvor meget jeg kan sige, men en ting vil jeg gerne slå fast, og det er, at vi passer godt på vores dyr.

- Jeg kan jo høre, at min skytte er helt grådkvalt over den her hændelse. Ikke bare fordi det er en ubehagelig oplevelse, men fordi, ligesom jeg selv, går en skytte op i fuglenes ve og vel. Det med den røde glente, der blev fundet tidligere i år, har jeg ikke hørt om før nu, men det er klart, at hvis nogen efterstræber fuglene på jord, hvor jeg lejer jagten, så skal der gøres noget ved det, siger Jens Jensen.

Annonce

Behov for et faunapoliti

Henrik Kalckar Hansen har anmeldt fundet af den døde havørn til politiet. Han forventer nu ikke, at det vil føre noget videre med sig, eftersom politiet ikke har ressourcer til at prioritere rovfulgedrab højt, og selv hvis de havde, mangler de kompetencerne.

Havørnen skønnes til stadig at have været en ungfugl og altså ikke en, der bare dør af naturlige årsager. Foto: Hans-Henrik Dyssel

- Problemet er, at der måske sidder en enkelt eller to inden for politiet, som rent faktisk har noget indblik i den her form for forbrydelser. Det gælder i forhold til drab på dyr, men faktisk også i forhold til naturforbrydelser generelt.

- Politiet burde simpelthen have en specialenhed til at behandle de her sager.  Et såkaldt faunapoliti, som udelukkende arbejder med forbrydelser mod naturen. For som det ser ud lige nu, er opklaringsprocenten noget nær nul, og det er på ingen måde tilfredsstillende, siger Henrik Kanclar Hansen.

Alle rovfugle er fredede i Danmark og Havørnen er i øvrigt beskyttet af EU's fuglebeskyttelsesdirektiv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Analyse: Det var Mette Frederiksen, der pressede Frank Jensen ud

Svendborg For abonnenter

Droppede København for at fokusere på Svendborg: Nu er scenekunstner nomineret til årets kulturpris

Annonce