Annonce
Svendborg

Coronaskeptiker gav dommer kamp til stregen: Mand bag Under Uret-postyr for retten

Flemming Blicher, coronaskeptiker og formand for Forfatningspartiet (forrest), var onsdag for retten i Svendborg efter postyr på Under Uret i december. Jovan Tasevski, der er næstformand for Forfatningspartiet, og var med under postyret, vidnede for Flemming Blicher. Foto: Cecilie Damgaard Boeriths
Onsdag var Flemming Blicher for retten. Han var tiltalt for at have forstyrret den offentlige orden, da han i ledtog med en større gruppe mennesker nægtede at forlade Under Uret på trods af forsamlingsforbud.

Svendborg: Der blev stillet spørgsmålstegn ved det meste, da Flemming Blicher, manden bag klinky-klonky-demonstrationen, der fandt sted i Svendborg 14. december sidste år, var for retten onsdag. Han ønskede nemlig en helt konkret redegørelse af restaurationsloven, som han var tiltalt for at overtræde den 14. december, da han gik ind på Under Uret med en større gruppe og dermed overskred forsamlingsforbuddet.

Dommeren havde hænderne fulde, da Flemming Blicher stillede sine spørgsmål, og det endte altså med, at sagen blev udsat til 4. juni.

Hvem er du?

- Jeg er jo en levende mand, Flemming. Jeg er her i dag for at repræsentere navnet Flemming Blicher, sagde den tiltalte, da han blev bedt om at bekræfte sin identitet ved retssagens start.

Det blev indledningen på en noget tumultarisk retssag, der mest af alt gik ud på, at dommeren og den tiltalte diskuterede, hvilken lov han egentlig var sigtet for at have overtrådt.

Efter en længere diskussion mellem de to parter blev det anklagerens tur til at spørge ind til de begivenheder, der fandt sted 14. december.

Flemming Blicher forklarede efter retssagen, at han ikke forstod tiltalen. Foto: Cecilie Damgaard Boeriths

- Sagen handler jo om en episode 14. december sidste år på Under Uret. Var du til stede på restauranten, spurgte anklageren.

- Hvis du siger du til mig, og jeg siger du til dig, hvem er du så?, lød modspørgsmålet fra Flemming Blicher.

- Jeg er anklager i sagen. Hvis du ikke ønsker at svare på spørgsmålet, så er det det, du siger, svarede anklageren prompte.

Endnu en længere diskussion fulgte, før Flemming Blicher sagde, at han ikke ønskede at afgive forklaring.

Efter retssagen fortalte han til avisen, at han simpelthen ikke forstod tiltalen.

- Hvis jeg forstod tiltalen, så kunne jeg tage stilling til det, og så ville jeg formentlig nægte mig skyldig. Jeg har jo ikke gjort noget forkert.

Annonce

Ansat på Under Uret græd, da gruppen nægtede at forlade restauranten

Det første vidne, der var indkaldt i retten, var en ung kvinde, der arbejder på Under Uret, og som netop havde fået fri, da gruppen gik ind på caféen 14. december.

- Der var et par stykker, der startede med at komme ind uden mundbind. De tog en runde og så sig lidt omkring. Efterfølgende spurgte de, om de måtte sidde derinde uden mundbind, og det måtte de gerne. Så kom der 16 mennesker ind, og det måtte de ikke, for der var forsamlingsforbud på 10 personer, forklarede hun i retten om hændelsen.

Efter længere tids overvejelser valgte personalet på caféen at kontakte politiet.

- Det var lidt kaotisk, fordi der var så mange mennesker. Politiet spurgte dem om deres navne, men det ville de ikke give, og så begyndte de at filme. Min kollega blev filmet lige op i ansigtet, og hun græd, fordi det var så ubehageligt, sagde den unge kvinde.

Annonce

Demonstrant i vidneskranken

- Vil dommeren ikke lige fortælle mig, hvordan jeg får vidnegodtgørelse?

Det var de første ord, der kom ud af munden på det andet vidne, Jovan Tasevski, da han trådte ind i retslokalet. Det var den tiltalte, der i øvrigt fungerede som sin egen forsvarer, der havde indkaldt vidnet.

- Det kan vi tage bagefter, lød svaret fra dommeren.

Jovan Tasevski (bagerst) er næstformand i Forfatningspartiet, som Flemming Blicher er formand for, og politimand. Han vidnede onsdag i retten. Foto: Cecilie Damgaard Boeriths

Jovan Tasevski er politimand, og det var foranledningen til Flemming Blichers spørgsmål.

- Den her nævnte aften, hvor tiltalte er tiltalt ifølge en såkaldt lov, som der desværre ikke er blevet redegjort for, den aften, 14. december, er Jovan også til stede. Som Jovan der har du erfaring fra dit professionelle virke. Hvad ernærer du dig som?, lød det indledende spørgsmål fra Flemming Blicher.


Enhver lov er skrevet efter nogle principper, som går helt tilbage til Bibelen. Der er tale om nogle guddommelige principper.

Jovan Tasevski


-Jeg har været politimand i 14 år, og jeg er bekendt med politiloven, svarede vidnet.

- Var det dit indtryk, at dine kolleger efterkom politiloven?

- Nej. Enhver lov er skrevet efter nogle principper, som går helt tilbage til Bibelen. Der er tale om nogle guddommelige principper. Love er skrevet i prioriteret rækkefølge. Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. De principper skal altid følges, for at man holder sig inden for loven, sagde Jovan Tasevski, der ikke mente, at betjentene, der var til stede den pågældende aften, havde holdt sig inden for loven.

Annonce

Sagen udsættes

Egentlig var der kun afsat 40 minutter til retssagen, der på grund af den lange indledning endte med at vare lidt over en time.

- Må jeg anmode dommeren om at udsætte sagen?, spurgte anklageren, efter Jovan Tasevski havde afgivet forklaring.

Det måtte anklageren godt, og sagen blev udsat til 4. juni.

Efterfølgende talte avisen med Flemming Blicher og Jovan Tasevski. De to mener ikke, at der ender med at falde dom i sagen.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at dommeren ikke ser objektivt på sagen. Det var helt lovligt, at vi var der. Det var først, da politiet kom, at der var uorden. Jeg tror simpelthen ikke på, at der falder dom, sagde Flemming Blicher uden for retsbygningen.

Jovan Tasevski fortalte, at selvom han er politimand ved Københavns Politi, så er han ikke fungerende tjenestemand i øjeblikket.

- Jeg blev suspenderet 1. december sidste år på grund af min involvering i frihedskampen, fortalte han.

Annonce
Ærø For abonnenter

Endnu en fornem pris til Ellen: - Ærø er virkelig kommet på landkortet

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Helbredet driller: Charlotte har solgt sin slæbebåd og lukker rederiet

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Ville ikke give hånd: Hængte kæden om halsen på en borgmester, han ikke ville stemme for

Faaborg-Midtfyn

Nu skal det være slut med trafikkaos og farlige situationer: Brugsforening og kommunen poster mange millioner i nyt vejforløb

Faaborg-Midtfyn

Julestemningen sættes på prøve, når godsejeren og hans familie skal fælde juletræ

Medie: Anbefaling om at aflyse julefrokoster på vej

Sport For abonnenter

Navne fra Jyske Bank Arena - med Zachariassen i opvarmning,  imponeret Boldsen og Lemgos langfart

Fyn For abonnenter

Link til artikel med opdaterede corona-tal fra din kommune

Søsiden

Snart er de første klar: Marstal vil satse på at fortsætte med ny uddannelse

Navne For abonnenter

Efter gaseksplosion: Knud Gether holder op med at tage sorgerne på forskud

Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem

Sport For abonnenter

GOG fløj hen over fightende tyskere - Gidsel fandt det ekstra gear efter pausen

Svendborg For abonnenter

Her er ugens bolighandler i Svendborg Kommune

Svendborg

Snart kan turen til Drejø og Skarø vare længere: Forlænget rejsetid kan halvere Højestenes CO2-udslip

Annonce