Annonce
Svendborg

Coronaen kom på tværs: Vejstrup Forsamlingshus måtte udsætte salg af folkeaktier

En gruppe Vejstrup-borgere var søndag klar til at sælge den her og mange flere til, men på grund af det stigende smittetal blev det ikke til noget.
Søndag skulle frivillige have stemt dørklokker i et forsøg på at sælge folkeaktier til ombygningen af Vejstrup Forsamlingshus. Men på grund af coronaen blev aktionen afblæst i 11. time.
Annonce

Vejstrup: Det er ikke en god idé at gå fra dør til dør i en tid med stigende corona-smittetal.

Det var den logik, der drev værket i Vejstrup søndag, hvor godt 10 frivillige ellers stod på spring for at sælge folkeaktier for at rejse penge til egenfinansieringen af den ombygning af Vejstrup Forsamlingshus, som der arbejdes på.

Men ingen af dem fik slidt på sålerne på dén konto.

Ifølge en pressemeddelelse fra Elisabeth Antonsen, der er formand for forsamlingshusets byggegruppe, blev aktionen nemlig aflyst, fordi covid-19-smittetallet er stigende.

Det er anden gang, salget af folkeaktier må afblæses på grund af corona, hvilket dog ikke betyder, at planerne bliver lagt i graven.

"Besøgene vil blive gennemført på et tidspunkt, hvor farven på Corona-kortet er svagere, og hvor det skønnes forsvarligt at banke på hos Vejstrups borgere, ligesom der også vil blive salg til interesserede uden for Vejstrup Sogn", skriver Elisabeth Antonsen i pressemeddelelsen.

Annonce

Budget på otte millioner

En folkeaktie koster fra 100 kroner og op og giver medejerskab af huset, og der er såmænd brug for pengene.

Planen er at forvandle det bedagede forsamlingshus til et mødested med café, fest- og mødelokaler samt legeplads på taget af en eksisterende tilbygning, og budgettet lyder på otte millioner kroner.

Svendborg Kommune har givet tilsagn om en halv million kroner, mens resten af beløbet skal komme fra fonde og eventuelt et lån. Som altså bliver mindre, jo flere penge aktiesalget indbringer.

Der arbejdes på at gå i gang med byggeriet i 2022, og ambitionen er, at det nye hus kan tages i brug 1. marts 2023, oplyser Elisabeth Antonsen i pressemeddelelsen. Hvor hun samtidig forsikrer, at folk, som køber en aktie, får pengene tilbage, hvis planerne ikke bliver til noget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tillidsmand rystet over lukning af kraftvarmeværk: - Vi troede, vi havde frem til 2024. Nu får vi travlt med at omskole os

Annonce