Annonce
Langeland

Brugsen i Spodsbjerg lukker: Vi stod ude på vippen med tæerne udover - og så kom coronakrisen

Henrik Andersen er uddeler i Tullebølle Brugsforening, som ejer brugsen i Spodsbjerg. Arkivfoto
Vi stod ude på vippen med tæerne udover - og så kom coronakrisen, fortæller uddeler Henrik Andersen.

Spodsbjerg: Efter at have givet underskud i 12 ud af de seneste 13 år lukker Dagli'Brugsen Spodsbjerg den 29. maj.

Det ærgrer uddeler Henrik Andersen, Tullebølle Brugsforening, der ejer forretningen i Spodsbjerg.

- Det har jeg det rigtig skidt med. Jeg har selv været med til at åbne butikken i 2007, og har gjort alt, hvad jeg har kunnet for at få det til at løbe rundt. Men det er ikke lykkedes, siger han.

At lukningen blev nu, skyldes et sammenfald af flere ting og ikke alene coronakrisen.

- Vi kan ikke sige, at det er coronakrisen, men det er en medvirkende årsag. Vi stod ude på vippen med tæerne udover, og den krise kommer meget på tværs af vores drift. Vi har også fået en opsigelse fra vores uddeler. Og det er svært at få fat i en ny mand, når man ikke ved, hvor længe man har mulighed for at drive den videre, siger Henrik Andersen.

Tilbagegangen begyndte, da lukkeloven for nogle år siden blev ændret, så alle de større butikker også måtte holde åbent om søndagen. Siden er den blevet forstærket af krisen i fiskeriet og senest af coronakrisen.

De seneste fem-seks år har brugsen i Spodsbjerg haft et underskud på 300.000 til 400.000 kroner om året.

De fire faste medarbejdere i butikken vil blive tilbudt job i Dagli’Brugsen Tullebølle, mens man vil forsøge at hjælpe ungarbejderne til jobs andre steder på øen.

Der vil løbende blive holdt udsalg af varerne frem mod 29. maj. Der vil dog fortsat komme mælk, brød og andre friske varer til butikken, så man kan klare sin daglige indkøb der frem til lukningen.

OK tankanlægget, som Tullebølle Brugsforening også driver, fortsætter som hidtil.

Hvad der skal ske med selve ejendommen, er der endnu ikke taget stilling til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce