x
Annonce
Ærø

Voldsomt blæsevejr aflyser færgeafgange til og fra Ærø

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det får konsekvenser for flere fly- og færgeafgange i Danmark søndag, når kraftig blæst rammer landet.

Vinteren har indtil nu været præget af mildt vejr uden de store atmosfæriske udsving. Søndag ændrer det fredelige vejr sig dog drastisk.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler således stormende kuling med vindstød af stormstyrke - måske orkanstyrke.

Vinden ventes at kulminere i tidsrummet fra sent på eftermiddagen til sent om aftenen.

- Vi har i øjeblikket et varsel ude om stormende kuling fra sydvest med vindstød af stærk storm- eller orkanstyrke gældende for den vestlige del af Jylland.

- I resten af landet bliver det dog også meget blæsende, skriver vagthavende meteorolog Martin Lindberg på DMI's hjemmeside.

Samtidig melder DMI om risiko for forhøjet vandstand - særligt i Limfjordsområdet.

Det voldsomme blæsevejr får desuden konsekvenser for trafikken. Allerede nu er flere fly- og færgeafgange blevet aflyst.

Således oplyser både ÆrøXpressen og Ærøfærgerne på deres hjemmesider, at flere færgeafgange er aflyst på grund af vejret. Aflysningerne gælder i eftermiddag og i aften. Se nærmere på selskabernes hjemmesider.

/ritzau/

Annonce

Pas på på broerne

Ikke mindst på broerne skal trafikanter være opmærksomme, lyder det fra Vejdirektoratet. Det opfordrer på Twitter til, at man holder sig orienteret, hvis man planlægger en tur, hvor man skal krydse en større bro.

På Storebæltsbroen frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer søndag. Desuden er hastighedsbegrænsningen på broen 80 kilometer i timen. Det ventes at gælde frem til klokken 23 søndag aften.

Også på Ny Lillebæltsbroen, Øresundsbroen, Sallingsundbroen, Kronprinsesse Marys Bro og Alssundbroen frårådes det at passere med vindfølsomme køretøjer, skriver Vejdirektoratet.

SAS har aflyst fire afgange til og fra Heathrow Airport i London fra København søndag, mens også adskillige færgeafgange er aflyst.

Det gælder blandt andet afgange mellem Hirtshals og Kristianssand/Larvik, Frederikshavn og Göteborg, Gedser og Rostock, Rønne og Ystad og Marstal og Rudkøbing.

Med udsigten til kraftigt stormvejr har tyskerne ligeledes lavet ændringer i deres togdrift til og fra Danmark, oplyser DSB på sin hjemmeside.

Det betyder, at en afgang fra Aarhus og to afgange fra København kun kører til Flensborg. Tre tog fra Hamborg er aflyst mellem Hamborg og Flensborg.

Der kører dog fortsat regionaltog i Tyskland mellem Flensborg og Hamborg, så med et skift er det muligt at komme fra Danmark til Hamborg.

DSB forventer på nuværende tidspunkt ikke større ændringer på togdriften i Danmark som følge af stormen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce