Annonce
Ærø

Vognmand træt af aflysninger: M/F Skjoldnæs skal skiftes ud

Karsten Bil Pedersen er en af de vognmænd, der mærker, at M/F Skjoldnæs har ligget stille siden 13. januar. Foto: Lærke Rostgaard Nielsen.
Vognmand Karsten Bil Pedersen mener, at det er på høje tid at skifte M/F Skjoldnæs ud med en ny færge. De mange aflysninger betyder ekstra arbejdstimer og forsinkede vareleveringer for hans firma.

Søby/Faaborg: Flere arbejdstimer og forsinkede vareleveringer til kunder er blevet dagligdag for vognmand Karsten Bil Pedersen, efter at M/F Skjoldnæs har ligget stille siden 13. januar, hvor den stødte ind i Faaborg Havn. Karsten Bil Pedersen, som ejer fragt- og vognmandsfirmaet P. Pedersen & Søn i Søby, er en af dem, der mærker konsekvenserne ved, at færgen mellem Søby og Faaborg ikke sejler.

-Vi har tre faste tur-retur hver dag med færgen på denne her årstid, så det er et problem for os med alle de her aflysninger, siger Karsten Bil Pedersen.

Skjoldnæs' aflysninger

Det er nu syv uger siden, at M/F Skjoldnæs den 13. januar påsejlede Faaborg Havn, hvilket resulterede i en skade af agterporten og rammen. Færgen har ligget stille lige siden.

Reparationen blev i første omgang forventet at vare til mandag den 18. Januar, men skaderne var mere omfattende end først forventet, og derfor blev dokopholdet forlænget til 1. februar.

Den 20. Januar meldte Ærøfærgerne, at dokopholdet blev forlænget til den 12. februar. Derefter blev dokopholdet forlænget til først den 17. og senere til den 22. februar.

Den 22. februar blev færgens afgange aflyst frem til tirsdag den 23. februar.  Det skyldtes, at motoren havde stået stille for længe.

Den 23. februar blev aflysningerne forlænget til 1. marts, og den 1. marts blev alle afgange endnu engang meldt aflyst til og med den 3. marts.

M/F Skjoldnæs har været ramt af en række problemer, som gør, at dens sejlads har været yderst begrænset siden årsskiftet. Først var det galt med sidepropellerne, siden hen var det agterporten og rammen, der havde taget skade under sammenstødet med Faaborg Havn, og senest har den været gal med den ene hovedmotor, som ikke har kunnet klare at ligge stille så længe.

Annonce

Få en anden færge

Karsten Bil Pedersen og hans ansatte har under hele perioden, hvor M/F Skjoldnæs har ligget stille været nødt til at bruge færgerne mellem Ærøskøbing og Svendborg, og det koster for vognmanden.

-Det koster en del ekstratimer hver dag, fordi vi skal sejle en halv time længere, når vi tager den anden rute, og det betyder også, at vores kunder får varerne senere. Det er jo ikke så godt, når der er tale om dagligvarer. Det er de ikke så glade ved, men vi kan jo ikke gøre andet. Det er en skam, synes jeg, siger Karsten Bil Pedersen.

Vognmanden er også hurtig til at komme med et svar, når snakken falder på, hvad løsningen på M/F Skjoldnæs' mange problemer kunne være.


Man skal se at få fat i en anden færge. Det har vi sagt i mange år.

Karsten Bil Pedersen


- Man skal se at få fat i en anden færge. Det har vi sagt i mange år.

- Den er både for lille, for lav og for smal. Det kniber med lastbilerne, så det ville være dejligt med en ny færge, slutter Karsten Bil Pedersen af.

Den seneste melding på Ærøfærgernes hjemmeside er, at M/F Skjoldnæs vil være klar til at sejle igen torsdag den 4. marts.

Fyns Amts Avis har forsøgt at kontakte færgedirektør Keld Møller for at få ham til at forholde sig til kritikken og for at høre, om rederiet overvejer andre løsninger, nu hvor M/F Skjoldnæs fortsætter med at have tekniske udfordringer, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce