Annonce
Faaborg-Midtfyn

Vild sæson i Avernakø Havnecafé: Forpagtere vender tilbage næste år

Tobias Vinsten (t.v.), Oskar Emil Olsen (i midten) og Asbjørn Auring Grimm har nydt godt af de mange turister på Avernakø denne sommer. Det har givet travle men sjove arbejdsdage. Arkivfoto: Maria Retoft Pedersen
- Det er lidt som om, vi er blevet af del af en familie herovre, siger Oskar Emil Olsen efter en travl første sæson som forpagtere af Avernakø Havnecafé.
Annonce

Avernakø: - Jeg vil næsten vove den påstand, at vi har haft fuld restaurant 90 procent af tiden, vi havde åbent.

Oskar Emil Olsen og partnerne Tobias Vinsten og Asbjørn Auring Grimm har svært ved at få armene ned efter første sæson som forpagtere af Avernakø Havnecafé.

Det er gået over al forventning, og mange tusind gæster har været forbi den lille havnecafé.

- Det har været fuldstændig fantastisk. Vi har også måttet afvise mange. I caféen har vi plads til 60-70 gæster, som er det absolutte maksimum, men når der så kommer 1000 gæster om dagen, så sætter det jo sine begrænsninger. Men vi har gjort vores ypperste for, at alle har fået en god oplevelse, fortæller Oskar Emil Olsen.

Han og de to øvrige forpagtere kommer fra Hovedstadsområdet, men rykkede til øen sommeren over, hvor de i midten af juni slog dørene op til 2020-sæsonen i Avernakø Havnecafé.

Og trioen har allerede besluttet at give den en skalle bag disken igen i 2021.

- Ud over at det har været super sjovt at drive café og restaurant på Avernakø, så er vi blevet taget så godt imod af de lokale. Det har været sjovt at blive en del af øsamfundet. Det lyder som en kliché, men vi føler, vi er blevet en del af en familie herovre, og det er en drivende kraft i, at vi kommer igen næste år, siger Oskar Emil Olsen.

Oskar Emil Olsen håber, at åbningstiden kan udvides de kommende år. Arkivfoto: Maria Retoft Pedersen

I løbet af sæsonen måtte forpagterne hyre en ekstra kok ind til at hjælpe i køkkenet, og et par lokale har hjulpet med opvask mm.

Annonce

Vil gerne udvide sæsonen

Trioen lukkede ned for 2020-sæsonen midt i august, og på det tidspunkt var der stadig masser af turister, der gæstede Avernakø.

- Set i bagklogskabens lys var det fuldstændig hovedløst. Der kunne jeg godt have tænkt mig, at vi havde mulighed for at være lidt mere fleksible, men der var nogle ting - studie, familie, rejseplaner, osv. - der gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre. Vi havde slet ikke forventet, at det ville blive et problem, siger Oskar Emil Olsen.


I caféen har vi plads til 60-70 gæster, som er det absolutte maksimum, men når der så kommer 1000 gæster om dagen, så sætter det jo sine begrænsninger. Men vi har gjort vores ypperste for, at alle har fået en god oplevelse.

Oskar Emil Olsen


Når forpagterne vender tilbage næste sommer, håber de dog at kunne udvide sæsonen.

- Vores plan er, at vi for hvert år vil udvide sæsonen med en uge i begge ender, siger han.

Holdet bliver næsten det samme som sidste år. Dog har kok Asbjørn Auring Grimm gang i nye projekter, men vil deltage i det omfang, det kan lade sig gøre.

- Så vi er på udkig efter en ny kok, der kan blive en del af holdet, siger Oskar Emil Olsen.

Han satser på, at Avernakø Havnecafé åbner igen i juni 2021.

Havnecaféen åbnede med de nye forpagtere midt i juni. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

GOG er på corona-standby resten af ugen

Annonce