Annonce
Kultur

Unikt indblik: Vidnesbyrd fra en aflyst teaterforestilling

Selv om Irina, Masja og Olga (Lea Baastrup Rønne, Anna Bruus Christensen og Tilde Maja Frederiksen) længes efter at bryde ud og søge lykken og kærligheden, bliver det ved halvhjertede forsøg. Foto: Emilia Therese

Teatre landet over har i det seneste år produceret skuespil til skraldespanden. Det er vilkårene i en coronatid.

En af forestillingerne er Tjekhovs "Tre søstre", som Odense Teaters skuespillere over de seneste måneder har forvandlet fra papirreplikker til skæbner af kød og blod.

En tirsdag først i marts var jeg flue på væggen en hel prøvedag. Seks timer er en brøkdel af et prøveforløb, men rigeligt til at forstå den absurde situation, der er grundvilkåret for alle på produktionen: at lægge hjerte, sjæl, krop og kræfter i en forestilling, der måske er dømt til at dø.

Om mine iagttagelser skulle munde ud i en artikel forud for premieren eller ende som en dokumentation af en opsætning, der aldrig fik et publikum, anede jeg ikke. Jeg håbede det første og gruede for det sidste.

I Teatersalen i Odeon er der ingen sceneopbygning. Kun snorlige, hvide tapestriber på det skrammede, sorte gulv, som opmarchfelter ved et færgeleje.

Det stramme look er coronarelateret, for ved at skrotte scenografien og drosle ned for rekvisitterne minimerer man smitterisikoen ved, at flere skuespillere rører samme kaffekop, vinkaraffel eller dørhåndtag.

Instruktøren Madeleine Røn Juul vælger at opfatte coronarestriktionerne som kreative benspænd i stedet for kunstneriske begrænsninger.

Afstandskravet gør hun til et dogme, så skuespillerne i lange stræk opholder sig i hver sin afmærkede bås - markeret med tal fra et til 11 - for at illustrere den ensomhed, der truer med at slukke personernes sidste rest af livsgnist.


Når yngstesøsteren, Irina, som et anskudt dyr brøler sin desperation ud, forplanter følelsen sig til mig ude i mørket. Jeg bider mig i tungen for ikke at råbe "Tag dig sammen. Rejs dog".


At "pas på smitten"-advarslen som et usynligt elektrisk hegn løber mellem skuespillerne, viser sig i et følelsesladet øjeblik, da én rækker hånden ud for at kærtegne en andens kind, men som ramt af stød lynsnapt trækker hånden til sig igen.

Det, der begyndte som et coronadogme om at undgå berøring, ender med at gøre personernes fortabthed og afmagtsfølelse endnu mere slående. De kan kun udtrykke omsorg og kærlighed ved at række ud efter hinanden - aldrig røre hinanden.

Irina (Lea Baastrup Rønne) forestiller sig, at baronen (Kristoffer Helmuth) kan blive hendes billet væk fra den sump af stilstand og opgivenhed, der truer med at opsluge hende. Foto: Emilia Therese

Efter ugers virtuelle prøver nyder skuespillerne at være fysisk til stede i samme rum. Replikskifter bliver øvet, til rytmen er perfekt, betoninger bliver ændret og ændret tilbage igen, og ekstra luft bliver lagt ind efter en talestrøm for at få pointen til at stå skarpere.

Ét er at have lært rollen, noget andet at arbejde sig ind i sjælen på den karakter, man skal gestalte. Et hånligt kast med nakken, en tøvende stammen eller et forkrampet kropssprog kan sige mere om en person end nok så mange replikker.

"Tre søstre" er på en gang en tragisk komedie og en komisk tragedie. Og når alt overflødigt som her er skællet bort, gør ordene ekstra ondt. Tilsyneladende ubetydelige bisætninger, henkastede perfiditeter og ublufærdig selvhævdelse lyder som piskesmæld i det nøgent-sorte rum.

I Tjekhovs manuskript hærger en dødelig influenza garnisonsbyen, og en brand tvinger indbyggerne til at flygte ... ringer der en klokke eller to?

En prismelysekrone, der næsten skraber mod scenegulvet, illuderer bålet, alle sidder rundt om. Fra venstre Kristoffer Helmuth, Lea Baastrup Rønne, Jeppe Ellegaard Marling, Mikkel Bay Mortensen, Jacob Weble, Laura Bro, Lars Simonsen, Anna Bruus Christensen, Frank Thiel, Tilde Maja Frederiksen og Githa Lehrmann. Foto: Emilia Therese

Midt i kaos udspiller et stillestående drama sig. De tre søstre længes efter et bedre liv. Redningen vil være at komme til Moskva, for dér ligger fremtiden badet i lykke og gyldensol.

Men det bliver ved drømmen, for mentalt har søstrene forskanset sig i et glædesløst Torneroseslot - spærret inde mellem "Hvad skal der blive af os" og "Jeg kan ikke holde det ud". 

Når yngstesøsteren, Irina, som et anskudt dyr brøler sin desperation ud, forplanter følelsen sig til mig ude i mørket. Jeg bider mig i tungen for ikke at råbe "Tag dig sammen. Rejs dog".

Så frustrerende og oprørende er det at se og indse, at de tre kvinder - og mange af personerne omkring dem - af frygt for fiasko, svigt og skuffelse lader lykken og livet glide sig af hænde.

Når karakterernes forkrampede følelser, uforløste kærlighed og forspildte liv, påvirker mig så voldsomt, er det, fordi de smelter sammen med bevidstheden om, at jeg er vidne til noget endnu mere flygtigt end en gængs teaterforestilling, der bliver opført flere gange.

Jeg tror, det er den samme tanke - at der på sjette rækker sidder et menneske, der måske som den eneste nogensinde får en bid af forestillingen at se, der får skuespillerne til at leve sig helt ind i alle følelser og stemninger den tirsdag i marts.

Den fysiske afstand mellem Masja (Anna Bruus Christensen, t.h.) og Versjinin (Lars Simonsen, t.v.) gør skildringen af deres forbudte kærlighed ekstra sanselig og intim. Foto: Emilia Therese

I lykkelige fortællinger og eventyr falder alt på plads til sidst, drømme går i opfyldelse og kærligheden sejrer.  Sådan går det aldrig hos Tjekhov og sjældent i virkeligheden. "Tre søstre" er endegyldigt skrinlagt.

Men jeg ved, at forestillingen fandtes. At den blev skabt med nysgerrighed og uanede mængder af kærlighed, selv om den blev til i skyggen af en aflysning. Den gennemspilning af tredje akt, jeg så, indkapslede teatrets væsen, livskraft og ukuelighed.

Scenekunsten lader sig ikke slå ud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Klumme: What matters most?

Svendborg

Lægger op til kompromis: Udvalgsformand vil give opsagte bådejere to års opsigelse

Annonce