Annonce
Langeland

Vicepolitiinspektør: Vi er til stede på Langeland og vil arbejde på at blive mere synlige

Niels Erik Nymark Jensen, her på opgave i Bilka i sit tidligere job som leder af indbrudsgruppen ved Fyns Politi. Arkivfoto. Jens Wognsen
Vicepolitiinspektør vil arbejde mere med synligheden i arbejdet på Langeland
Annonce

TIL SAGEN:

Fyns Amts Avis har forelagt den kritik, som René Haahr rejser, for Fyns Politi. Niels Erik Nymark Jensen, som er vicepolitiinspektør for patruljecenter Operativ, svarer i dette interview.

- Politiassistent René Haahr siger som privatperson, at han mener, der mangler en gennemgående indsats på øerne, fordi politiet mangler lokalkendskab. Mener du, at politiet er nok til stede, for eksempel på Langeland?

- Ja, jeg synes faktisk, at vi er rigtigt meget til stede. Vi har i år været der 1504 gange, lige som borgere har bestilt 22 besøg af politiet, og alle er imødekommet.

- Ja, der er angivet 1504 besøg, og 22, der har bestilt en betjent. Men siger det noget om kvaliteteten?

- Jeg mener, at når man udtaler sig som privatperson eller politimand om politiet, så er det vigtigt, at man er opdateret på de faktuelle forhold. Vi oplever, at borgerne på Langeland er tilfredse med den indsats, vi leverer, og den tryghed vi skaber.

- René Haahr mener, at muligheden for at skabe et brugbart forhold til befolkningen er reduceret, fordi politiet ikke er til stede på en måde, så folk opnår tillid, og så politiet har mulighed for at få tips og et reelt kendskab til problemerne. Mener du, at politiet har nok kontakt med lokalbefolkningen på Langeland?

- Ja, og det er også det, vi hører. Det gælder blandt andet fra ssp-samarbejdet (kriminalitetsforebyggende arbejde mellem skole, socialvæsen og politi, red.) og fra borgerne. De har altid mulighed for at kontakte politiet. Det kan være nu-og-her for eksempel ved uro. Man kan gøre det via e-mail eller telefonisk. Så finder vi ud af at håndtere det.

- Flere politiassistenter er stået frem og har sagt, at politiet risikerer at miste befolkningens tillid – eller måske allerede har gjort det – fordi oplevelsen er, at politiet er svært at få fat i. Hvad er dit syn på det?

- Jeg er ikke enig. Vi registrerer alle henvendelser. Så er der nogle, som vagtcentralen tager sig af, og nogle, som skal dækkes af vores forebyggelsesafdeling. Jeg mener stadig, at vi har folks tillid.

- René Haahr mener, at faste tilsyn – hvor bestemte bygninger eller områder skal rundes på hver patruljering – hæmmer muligheden for at være der, hvor det giver bedst mening. Har han en pointe der?

- Ud af de 1504 gange, vi har været på Langeland, og de 22 bestillinger, er det kun knapt en femtedel, som er tilsyn, uden at jeg kan komme nærmere ind på det. Og i min verden hindrer et tilsyn ikke, at politifolkene også tager kontakt med folk, når de er på Langeland.

- Hvorfor lader I det ikke være mere op til den enkelte politimand at vurdere, hvordan indsatsen bedst anvendes?

- Det mener jeg da også, at vi gør, men selvfølgelig er det vagtcentralen, som disponerer patruljerne. Nogle ting skal have højeste prioritet. Personfarlig kriminalitet står altid i første række.

- Er det et problem, at folk ofte skal anmelde online, når de ringer til politiet?

- Det mener jeg ikke. Vi modtager gerne anmeldelser elektronisk, men hvis en borger ønsker at anmelde via telefon, så kan det stadig lade sig gøre.

- Hvad vi I gøre for at styrke kontakten mellem politiet og borgerne?

- Jeg synes selv, at vi har en rigtig god dialog. Vi skal måske arbejde med at blive mere synlige og melde ud, når vi har lavet en indsats. For eksempel havde vi en trafikkontrol tirsdag, hvor vi både kontrollerede for mobilsnak, mens folk kørte, og for hastigheder. Vi kommer ud med politiets rullende station, når der er ”open by night” på fredag i Rudkøbing. Her kommer to kolleger og fortæller om politiets arbejde.

- Hvordan sikrer I større synlighed?

- Vi har flere ting i støbeskeen, og så må det også være en opgave for Fyns Amts Avis at oplyse om det ting, der foregår. Vi vil meget gerne fortælle om vores arbejde, selv om der selvfølgelig i nogle situationer må være ting, som vi holder for os selv, for eksempel efterforskningsmæssige skridt.

- Fungerer politiet ifølge din vurdering, som det skal, i mindre lokalsamfund som Langeland?

- I hovedtræk ja. Vi kan altid blive bedre, og vi lytter, hvis borgerne på Langeland eller Fyns Amts Avis ikke mener at vi er nok til stede. Så må vi finde ud af at være mere synlige, for vi er jo på Langeland.

- Nu har tre politifolk, som privatpersoner, nævnt i avisen, at lokalkendskabet er gået fløjten. Tager de fejl?

- Lokalkendskabet er et andet, end hvis man havde egen lokalstation, men i forhold til de mange andre parametre, som politiet måles på, ja så har vi et bedre politi nu end i ”gamle dage”. Den kriminalitet, vi oplever i dag, er meget mere kompleks. Vi ser nye kriminalitetsbilleder, for eksempel inden for it. Men hvad enten man er borger eller privat person ansat ved politiet, er man altid velkommen med forslag til, hvorledes vi løser vores opgaver. Så lytter vi til det, og såfremt der er noget, der giver anledning ti,l at vi kan arbejde smartere og bedre, så gør vi naturligvis det. Vi vil gerne være nærværende og møde borgerne med respekt og professionalisme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Mand reddet op af Svendborg Havn

Annonce