Annonce
Erhverv

- Vi kan på centimeter se, om en gren er for tæt på ledningerne

Energinet ejer og udvikler det danske højspændingsnet og gasnet. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Steffen Rosborg Jensen, entreprenørstyrer i Energinet, forklarer, hvorfor højspændingsnettet bliver inspiceret og nu også fotograferet
Annonce

- Hvorfor hyrer I Unifly til at flyve inspektioner af 3000 kilometer højspændingsledninger?

- Lovgivningsmæssigt har vi en forpligtelse til at gennemflyve ledningsnettet én gang om året, og i dag gør vi to ting: Vi har dels en mand, der går rundt og besigtiger en tredjedel - han er dedikeret til at kigge efter, at bevoksningen ikke kommer for tæt på master og ledninger, og så har vi kontrakt med Unifly, der har en erfaren pilot som Per Erichsen, som flyver inspektionerne med en af vores erfarne inspektører om bord på helikopteren.

- Hvad kigger jeres mand efter?

- Han kigger efter flere ting: fejl på ledninger, ledninger, der er slidte - det kan også være gravearbejde, der kommer lidt for tæt på, eller det kan være, at folk pludselig har sat 40 fods containere op under ledningsnettet. Den slags containere rager to-tre meter op i luften og kommer meget tæt på vores sikkerhedsmargin. Et er, at containeren er tre meter høj, men når den så skal flyttes af en kran, som rækker syv meter op, så bliver det for alvor farligt og kommer tæt på vores sikkerhedsmargin. Den slags kan han se fra helikopteren, og han kigger også efter bevoksninger, der kommer for tæt på ledningerne.

- Når I har det set-up, hvad er ideen så med den scanning og det 3D-kort, I får lavet nu?

- Det er, at vi får et digitalt billede af hele vores ledningsnet, så vi kender de præcise afstande fra bevoksning til ledninger. Vi vil gerne undlade at skulle beskære så meget - og jo flere gange, vi beskærer, jo flere penge bruger vi.

- Hvor detaljeret bliver det kort, I får lavet?

- Meget detaljeret. Vi taler om centimeter - vi vil kunne se helt ned til, om en gren vokser for tæt på en ledning.

- Er det så slut med at køre rundt og kigge på bevoksningen?

- Ja. I stedet for at gå rundt, kan vi bruge de digitale billeder af bevoksningen og risikovurdere ud fra det. I dag kalkulerer vi risikoen baseret på det visuelle og på, hvad fagkundskaben siger. Den siger måske, at et piletræ vokser to meter om året, men nogle gange vokser et piletræ fire meter om året, og det kan også gå den modsatte vej.

- Hvordan det?

- Vi har f.eks fulgt et stort, gammelt træ i en park, hvor man helst ikke vil have det beskåret. Vi har en mand, der har fulgt træet i 15 år og fortæller os, at træet ikke er vokset så meget, som fagbøgerne siger og derfor ikke er for tæt på ledningerne. Med det digitale aftryk kan vi fremover se, at det er rigtigt, hvad manden siger. Så kan vi forsyningsmæssigt sige, at det er ok, at det træ står her.

- Hvor tit regner I med at skulle lave den nye slags luftscanninger?

- Ideen er, at vi vil foretage årlige scanninger de næste par år, så vi har billeder fra hele landet fra flere år at sammenligne med. Det vil give os et indtryk af, hvordan bevoksningerne gror, og det vil give os mulighed for at vurdere, hvordan de gror i fremtiden.

- Er det her en opgave, der kommer ud over den årlige inspektion af højspændingsnettet?

- Ja. Den årlige inspektion er en lovbunden opgave - vi skal altid holde øje med, om der er fejl og mangler på ledningerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce