Annonce
Faaborg-Midtfyn

Demensramt mand dømt for kvælertag på plejehjemansat: Politiker vil have loven ændret

Jane Heitmann har nu henvendt til sundhedsminister Magnus Heunicke i håb om at gøre retsforfølgelsen af demente mere skånsom for de involverede parter. Arkivfoto: Carsten Bundgaard
En ulykkelig demenssag fra Midtfyn har fået Venstre-politiker Jane Heitmann til at gå til sundhedsministeren for at se, om der kan ændres på lovgivningen.

Midtfyn: Tirsdag sluttede en ulykkelig sag om Bjarne Petersens demente bror, der fik en behandlingsdom ved retten i Svendborg, efter at have taget kvælertag på en plejehjemansat sidste år. Ifølge Bjarne Petersen var hans bror udelukkende voldelig grundet hans sygdom, og den demente kunne ikke huske overgrebet. Alligevel var han blevet meldt til politiet, for at sikre at den plejehjemansatte kunne få arbejdsskadeerstatning.

Det har nu fået folketingspolitiker og formand i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Jane Heitmann, til at markere sig i sagen. Hun fortæller til avisen, at hun har henvendt sig til sundhedsminister Magnus Heunicke i håb om, at regler og lovgivning kan justeres, så lignende sager kan blive grebet anderledes an i fremtiden.

- Det er vigtigt af flere årsager. For det første er det dybt ulykkeligt for både den demente, den, som det går ud over og de pårørende, som skal hjælpe de demente gennem sagen. For det andet tror jeg, at vi desværre vil se flere af den type sager i fremtiden, fordi der kommer flere og flere ældre, og med alderdom følger der ofte også demens. Derfor skal vi tage diskussionen op om, hvordan vi kan indrette vores samfund, så det bliver demensvenligt på alle parametre, lyder det fra Jane Heitmann.

Annonce

Et kompliceret område

Da avisen kontaktede folketingspolitikeren i sidste uge i forbindelse med sagen, havde hun ingen konkrete løsningsforslag, men ifølge hende selv bunder det i, at demensområdet er et svært område at begive sig ud på.

- Demensområdet er kompliceret, og der er ingen snuptagsløsninger. Man ikke bare ændre lidt på en enkelt ting, og så er alt godt. Jeg tror, at det vil kræve et større arbejde. Derfor har jeg taget fat i sundhedsministeren, og så må vi se, hvad han vender tilbage med, siger Jane Heitmann.

Henvendelsen er første skridt taget mod en mere demensvenlig retsforfølgelse, men det er endnu ikke til at sige, hvad svaret bliver fra Magnus Heunicke.

- Jeg håber, at ministeren vender positivt tilbage, og at ministeren indkalder psykiatri – og ældreordførere til en diskussion af mulighederne, siger Jane Heitmann.

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet vil sundhedsminister, Magnus Heunicke, ikke udtale sig, før spørgsmålet er blevet behandlet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Efter lancering af kæmpeplan: Borgmester lover masser af dialog med borgerne

Annonce