Annonce
Svendborg

Venstre-forslag nedstemt: Vindmøllerne ved Broholm fortsætter som planlagt

Venstres forslag om at standse vindmølleprojektet eller udskyde det mødte ikke opbakning. Foto: Katrine Becher Damkjær
Ved to udvalgsmøder mandag den 19. oktober stillede Venstre forslag om at standse vindmølleprojektet ved Broholm eller alternativt udskyde beslutningen. Ingen af delene var der flertal for, og projektet fortsætter som planlagt.
Annonce

Svendborg: Mandag den 19. oktober holdt både Teknik- og Erhvervsudvalget og Miljø- og Naturudvalget i Svendborg Kommune møde. Fælles for de to udvalgsmøder var det, at de havde punkter vedrørende opførelse af kæmpevindmøller ved Broholm på dagsordenen.

Venstre stillede forslag om helt at standse projektet eller i hvert fald udskyde beslutningen til 2022, fordi partiet mener, at der stadig er mange ubekendte forhold, som man ønsker undersøgt nærmere. Forslaget blev dog nedstemt i begge udvalg og arbejdet fortsætter som planlagt.

Annonce

Venstre er for vindmøller, men...

I Miljø- og Naturudvalget mødte Venstres forslag ikke opbakning. Flertallet er stadig for, at processen for vindmøllernes opførelse fortsætter. Birger Jensen (V) sidder i byrådet for Venstre og er også partiets repræsentant i Miljø- og Naturudvalget. Han ærgrer sig over, at man ikke var mere lydhør overfor i det mindste en udskydelse.

- Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at vi i Venstre helt principielt er for vindmøller. Men vi mener, at der er adskillige grunde til, at de vindmøller ikke skal opføres på land og slet ikke ved Broholm. Blandt andet kan de på vand genere op til dobbelt så meget strøm og ikke bare en smule mere, som det står beskrevet i hvidbogen.

- I øvrigt er der så sent som i dag kommet flere oplysninger som får os til at sige, at de møller skal være et andet sted. Nemlig at den fredede rovfugleart Rød Glente bruger området til at yngle, ifølge Dansk Ornitologisk Forening. Så der er både mennesker, natur og energiudbytte at tage med i overvejelserne, siger Birger Jensen (V).

Vindmøller eller ej

Svendborg Kommune er i gang med at behandle en ansøgning om opsætning af tre vindmøller på hver 150 meter ved Broholm Gods. Møllerne skal opføres af en godsejer fra Sjælland, som har forpagtet noget jord af godset.

Mange borgere i området er imod vindmøllerne, og kommunen har modtaget 342 høringssvar om møllerne. Borgerne er bekymret for støj og skyggekast, og samtidig er de frustreret over, at de ikke bliver hørt eller taget alvorligt af politikerne.

19. oktober holdte Teknik- og Erhvervsudvalget samt Miljø- og Naturudvalget møde, hvor den endelige stillingtagen til vindmøller ved Broholm var et punkt på begge møder. Samme dag stillede Venstre forslag om helt at standse projektet eller minimum udskyde beslutningen. Det skete på baggrund af flere forhold, blandt andet af hensyn til borgerne i nærområdet, naturen og dyrelivet.

Senest er det kommet frem, at området som vindmøllerne er planlagt til at blive opført i, er yngleområde for den fredede rovfugleart Rød Glente.

Den endelige afgørelse om vindmøllerne skal falde tirsdag den 27. oktober på et byrådsmøde i Vejstrup Forsamlingshus.


Man ignorerer simpelthen de tusindvis af mennesker, som oplever skadelig effekt af deres helbred, fordi de har boet tæt på vindmøller.

Per Nykjær Jensen


Annonce

Må ikke skabe præcedens

I Teknik- og Erhvervsudvalget gik Venstres forslag heller ikke igennem. Per Nykjær Jensen (V) er næstformand i udvalget, og han undrer sig over, hvor lidt man er villig til at diskutere vindmøllernes placering.

- Der er så mange ubekendte i det her. Det er ikke acceptabelt, at man slet ikke tager de borgere, som bor tæt opad med på ord. Man ignorerer simpelthen de tusindvis af mennesker, som oplever skadelig effekt af deres helbred, fordi de har boet tæt på vindmøller. Vi er ikke imod vindmøller i Venstre, hverken de her eller andre. Vi oplever bare, at der ikke har været en ordentlig gennemgang af negativerne ved at opføre dem, og vi skylder borgerne, at det bliver gjort på en ordentlig måde, siger Per Nykjær Jensen.

Venstres gruppeformand, Mette Kristensen, er helt på linje med sine partikollegaer. Det er borgerne, man bør tage hensyn til, men udover det er hun bange for, at dette vindmølleprojekt kan skabe præcedens for fremtidige projekter.

- Det er derfor, at det er så vigtigt, at det her forløb sker på den rigtige måde. I Venstre er vi meget bekymrede for, hvad det næste naturområde, som risikerer at blive udpeget til byggegrund for vindmøller, kan være, hvis man lader hånt om de efterhånden mange problemstillinger ved at bygge dem ved Broholm, siger Mette Kristensen.

Bruno Hansen (SF) er formand i Miljø- og Naturudvalget. Han mener fortsat, at vindmølleprojektet skal gennemføres, men anerkender, at der er nogle områder, som skal undersøges.

- Vi skal leve op til vores erklærede mål om, at Svendborg er en by på grøn energi. Det er klart, at vi skal være opmærksomme på sundhedsfaktorerne, men faktum er, at den skadelige effekt fra vindmøllestøj ikke er enstemmigt bevist.

- Det er rigtigt, at der er blevet set en Rød Glente i området for nyligt. Derfor er vi selvfølgelig også med på at undersøge, om det faktisk er tilfældet, at de yngler der. Det skal der kigges nærmere på før byrådsmødet, siger Bruno Hansen (SF).

Fyns Amts Avis har mandag aften forsøgt at indhente kommentar fra Flemming Madsen (S), formand i Teknik- og Erhvervsudvalget, uden held.

Den endelige beslutning om vindmøllerne ved Broholm skal tages på et byrådsmøde i Vejstrup Forsamlingshus tirsdag den 27. oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

GOG er på corona-standby resten af ugen

Svendborg For abonnenter

Birtha og Sanne flyttede med arbejdet til Udkantsdanmark: - Heldigvis var det Svendborg og ikke Hjørring

Annonce