Annonce
Svendborg

Vejen banet for nyt teaterhus på Frederiksøen: Politikere peger på museumsgrund

Et nyt teaterhus skal placeres på grunden, der i dag huser Danmarks Museum for Lystsejlads, mener et flertal i både Kultur- og Fritdsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget. Arkivfoto: John Fredy
Et flertal i både Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget har valgt at følge administrationens anbefaling om at placere Baggårdteatret der, hvor Danmarks Museum for Lystsejlads i dag holder til på Frederiksøen.

Artiklen er rettet 11. oktober klokken 9.30: Det fremgik, at en placering af teatret på Snedkeriets grund ville kollidere med planloven. Det er ikke korrekt, da der i lokalplanen er mulighed for at udvide kajen mod syd og skabe mere plads. Ifølge administrationens fremstilling af sagen ville det dog kræve Kystdirektoratets godkendelse, hvilket ansås som svært at få.

Svendborg: Vejen er banet for et nyt stort teaterhus på Frederiksøen. Og det skal efter alt at dømme bygges lige der, hvor Danmarks Museum for Lystsejlads i dag ligger.

Det står klart efter Kultur- og Fritidsudvalget såvel som Teknik- og Erhvervsudvalget har nikket ja til embedsværkets anbefaling om, at fremtidens Baggårdteatret bør placeres på grunden, hvor museet residerer.

Kultur- og Fritidsudvalgets formand, Lars Erik Hornemann (V), forklarer:

- For at komme videre i processen var vi nødt til at melde en placering ud. Blandt andet for ikke at skabe uro hos alle på Frederiksø. Og nu giver vi så brugerne mulighed for at give deres kommentarer til vores beslutning, siger formanden, som drøftede teaterplaceringen på udvalgsmødet mandag.

Her var enighed om at gå med administrationens indstilling.

- Vi kan ikke blive ved med at danse om den varme grød, men få afklaring og sige, at det er den placering, det skal være, hvis Baggårdteatret kan lykkes med at få finansieringen på plads, siger Lars Erik Hornemann.

Annonce

Teater på Frederiksøen

Et stort flertal i byrådet besluttede den 30. april at undersøge muligheder for at placere et teater på Frederiksøen.

Der har været lagt op til, at et nyt teater enten skulle opføres på grunden, hvor der i dag er Snedkeriet, eller i den rå hal, der rummer Danmarks Museum for Lystsejlads for at gøre plads til Baggårdteatret.

Som led i beslutningen har Danmarks Museum for Lystsejlads fået forlænget lejekontrakten på Frederiksøen frem til indtil udgangen af 2020. Det er sket for at give museet god tid til at finde en ny placering.

Kommunens administration har anbefalet, at sejlermuseet bliver revet ned, og at teatret bliver bygget på grunden. Et enigt Kultur- og Fritidsudvalget valgte at følge indstillingen på seneste møde mandag 7. oktober. Det samme valgte et flertal i Teknik- og Erhvervsudvalget at gøre torsdag eftermiddag.

Nu skal beslutningen i 14 dages høring hos Danmarks Museum for Lystsejlads, som i øvrigt løbende vil få et toårigt opsigelsesvarsel ved udgangen af den eksisterende lejeaftale.

Forventningen er, at der skal bruges et til to år på at søge fonde og yderligere et par år på det, der hedder realiseringsfase og byggeproces. Det anslås, at der vil gå fire-fem år, inden teaterhuset kan åbne, hedder det i indstillingen fra kommunens administration.

Splittet udvalg

Det var i foråret, at Baggårdteatret første gang luftede tanker om at flytte til Frederiksøen, der både ville give teatret en mere central og attraktiv beliggehed og mulighed for bedre rammer.

Der var bred politisk opbakning til idéen, og i april besluttede et flertal i byrådet, at der skulle arbejdes videre med at finde en løsning, som kunne muliggøre det.

I første omgang blev to placeringer nævnt: Bygningen, hvor Snedkeriet holder til, og så lystsejladsmuseets.

Administrationen har siden vurderet, at en placering på Snedkeriets grund ville være vanskeligt, da de området ligger i den kystnære del af byzonen, hvorfor der ville skulle gives "væsentlig begrundelse for anlæg, der afviger væsentligt i højder og volumen fra den eksisterende bebyggelse" og kræve en godkendelse fra Kystdirektoraktet, som ville være svær at få.

Derfor det blev anbefalet at lægge det nye teater på museumsgrunden, hvilket flertallet i Teknik- og Erhvervsudvalget også valgte at følge. Det forklarer udvalgsformand Flemming Madsen (S).

- Hvis Baggårdteatret og Jakob (Bjerregaard Engmann, teaterchef, red.) skal have en mulighed for at realisere det her, skal de også vide, hvor de være henne og på hvilket grundlag, de kan søge fonde på. Der kan det ikke nytte noget, at vi siger, at de skal ligge cirka deromkring. Vi skal have en præcis placering, siger han om beslutningen.

- Nu har vi givet dem et grundlag til at gå ud at tale med fondene og sørge for, at det her forhåbentligt bliver opfyldt. Tiden må vise om det lykkes.

Formanden forklarer desuden, at udvalget faktisk var splittet, da de behandlede sagen på torsdag eftermiddag. Både Jens Munk (løsg.) og Palle Fischer (K) var imod placeringen af det nye teaterhus, men var i undertal.

- Jens har hele tiden været modstander af et teater på havnen, mens Palle faktisk var enig i indstillingen bortset fra den endelige placering. Han mente, at Baggårdteatret godt kunne være et andet sted på Frederiksøen, siger Flemming Madsen.

Svær beslutning

Beslutningerne i de to politiske udvalg kaster folkene i lystsejladsmuseet ud i en uvis fremtid. Den del er Jens Erik Laulund Skotte, der sidder med i Teknik- og Erhvervsudvalget, ked af.

- Det er noget nært så katastrofalt, som det kan være, og det er også derfor, vi har været så meget i tvivl, og i Enhedslisten var vi også lidt tilbøjelig til at gå imod anbefalingerne for at sikre det maritime. Omvendt måtte vi erkende, at lystsejladsmuseet har haft sin tid til at blomstre, men det er desværre ikke sket. Og derfor var det oplagt, når vi skulle finde en placering til Baggårdteatret at få en synergi mellem teater, Rundbuehallerne og Kammerateriet, siger han.

- Det har været en svær beslutning, men i sidste ende må vi kigge på fremtiden og Frederiksøens helhed, og der har vi vægtet placeringen til Baggårdteatret over det andet, siger han.

Sådan ser Flemming Madsen også på det.

- De (museumsfolkene, red.) fik jo Svendborgs bedste placering for tre-fire år siden, men har ikke rigtigt formået at trække penge eller publikum ind derovre. Nu er der så nogle andre, der får mulighed for det, siger Flemming Madsen, der desuden påpeger, at lystsejladsmuseet ikke står uden hjem fra den ene dag til den anden.

- De har jo en to-årig løbende opsigelse og har derfor to år foran sig. Hvis det så viser sig, at teatret får skaffet en masse penge, så det bliver til noget, må vi se på, hvad vi så gør med museet.

Danmarks Museum for Lystsejlads skal efter alt at dømme væk fra sine nuværende rammer på Frederiksøen. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Det flyder med vildsvin: Nummer seks drevet i land på Ærø

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lykken findes ikke i en flot figur

I en tid, hvor fikseringen på kroppe, næppe har været større, sætter en person som Kate Hansen tingene i perspektiv. Hun vender diskussionen om skønhedsidealer og livsglæde på hovedet og tilføjer debatten et perspektiv, der handler om psykisk trivsel. De fleste mennesker vil nok tro, at fordi hun har smidt 100 kilo og nu passer tøjstørrelse 36, så bør hun også være blevet et lykkeligere menneske. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud. Hun har ikke fundet sig til rette i den på det nærmeste helt nye krop, hun efter 20 måneders meget målrettet arbejde, har givet sig selv. Det har sat spor oppe i hovedet på hende, fordi hun ikke har kunnet følge med mentalt, og fordi hun har svært ved at stoppe vægttabet. Hun har ganske enkelt været så stålsat i sin mission og effektiv i sit vægttab, at hun helt har overset den side af sagen, der ikke handler om kalorier og forbrænding. Det er tæt på at være et tabu, at man kan være blive ramt mentalt, når man smider nogle overflødige kilo. Når man er ung og slank, burde den mentale vægt også være blevet lettere. Sådan er det bare ikke nødvendigvis. Lykken er ikke nødvendigvis at være slank. Lykken er at trives i det legeme, man har. At Kate Hansen lige præcis har sat ord på, at lykken ikke er gjort ved, at hun er blevet slank, er interessant. Og følelserne, hun forklarer, er tankevækkende. Hun var faktisk gladere, da hun var overvægtig. Hun synes på ingen måde, hun har krydset en målstreg. Hun har faktisk svært ved at se målstregen i horisonten. Hun ved godt, hvad der kræves af hende for at nå i mål, men der er nogle store forhindringer, hun skal forcere på vejen dertil. Det er stærkt af hende, at hun står frem og fortæller om det, og at hun på den måde åbner en debat i et samfund, hvor netop vores psykiske habitus er under stort pres. Hun nuancerer synet på vægttab og behovet for, at vi set ud fra et normset og et samfundsøkonomisk perspektiv skal sikre, at der ikke er for mange kilo på sidebenene. Bevares, det giver god mening, at legemet holdes sundt, men hvis hovedet ikke er sundt, er det jo underordnet, om vi kan passe en størrelse 36, eller det er størrelse 50, vi skal gå efter. Kate Hansen har sat ord på, at der også kan være en bagside af medaljen, når man med en voldsom stædighed og indædt vilje insisterer på at få et sundt legeme. Den bagside kan hun selvfølgelig få hjælp til at håndtere, men det er både godt og væsentligt, at vi bliver gjort opmærksom på, at lykken ikke alene kan findes i en flot figur. Der skal meget mere til. Hun har lidt svært ved at tage imod roserne for den flotte kamp mod overvægten, men hun må nok regne med, at rosen ikke bare sådan lige stopper. Det er der heller ingen grund til. Både fordi hun er kommet et stykke tættere på sit mål, men også fordi hun fortæller sin historie og bidrager til at nedbryde et tabu.

Ærø

Invasionen fortsætter: Nu er der fundet fem døde vildsvin på ærøske kyster

Annonce