Annonce
Langeland

Mere broarbejde i vente: Efter fejl holder Vejdirektoratet opsyn med trafikken

Vejarbejde i næste uge betyder lysregulering på Siøsundbroen. Men denne holder vejdirektoratet opsyn med trafikken for at undgå den massive kø-dannelse, der var ved Langelandsbroen sidste uge. Arkivfoto: Finn Eriksen
Sidste uge var der kø-kaos på Langelandsbroen. Det vil Vejdirektoratet gerne undgå, og derfor fører de nu tilsyn med den entreprenør, der står for afspærringen og lysreguleringen, når arbejdet i næste uge går i gang på Siøsundbroen.
Annonce

Langeland: Bilisterne bliver sat på en tålmodighedsprøve for tiden. Det er ikke længe siden, at vejarbejde på Langelandsbroen skabte voldsom kødannelse. Og nu skal der arbejdes på Siøsundbroen.

Det sker næste uge, hvor Vejdirektoratet skal efterse Siøsundbroens bropiller og reparere nogle mindre skader.

Mens det står på, vil den ene vognbane være spærret, og trafikken reguleres med signalanlæg på en strækning på maksimalt 200 meter.

Men belært af sidste uges massive kødannelse på Langelandsbroen, strammer Vejdirektoratet nu op med tilsyn på broen, så de er sikre på, at trafikken glider nogenlunde trods lysregulering. Det fortæller ingeniør Kirsten Riis.

- Vi tager en snak med afspærringsteamet, og derudover strammer vi op med tilsyn. Sidst var der ikke tilsyn, og de var lidt friske og fik lavede en længere afspærring end det, vi havde aftalt, siger hun og svarer ja til, at grøntiden - altså den tid, der er grønt - også spiller en væsentlig rolle.

- Det har en stor betydning, at grøntiden er reguleret ordentligt. Hvis den skifter for mange gange, når bilerne ikke at komme over. Men omvendt hvis grøntiden er for lang, så bliver folk også utålmodige af at vente, hvis der ikke er nogle biler, siger hun.

Annonce

Balance

Det er med andre ord en balancegang at få indstillet grøntiden ordentligt. Og det er særligt en udfordring, fordi færgetrækket lægger ekstra pres på, oplyser ingeniøren.

- Vi ved, at der er problemer. Vi har ikke kunnet få færgetrækket ordentligt igennem, siger hun og forklarer, at der i sidste uge på Langelandsbroen ikke var tilsyn.

- De var lidt friske og kom til at lave en lidt længere afspærring end det, vi havde aftalt.

Arbejdet på Siøsundbroen er en planlagt forlængelse af den større reparation af bropillerne, der fandt sted for fem år siden. I denne omgang drejer det sig kun om mindre udbedringer.

Annonce

Kan stadig gå galt

Arbejdet varer fra mandag 26. oktober til søndag 2. november. Og der vil blive arbejdet i dagtimerne fra kl. 08.00 - 15.00. Det er dog også muligt, at der bliver arbejdet enkelte aftener og nætter, hvis arbejdet kræver det, oplyser Vejdirektoratet.

Trods ekstra opsyn fra Vejdirektoratets side for at undgå det køkaos, mange bilister var udsat for i sidste uge på Langelandsbroen, vil ingeniøren ikke love, at alt kommer til at glide.

- Vi må sige, at det stadig kan gå galt. Men vi er meget opmærksomme på, at det kommer til at fungere. Og hvis vi kan se, at morgentrafikken ikke er afviklet kl. 8, så venter vi lige lidt med lysreguleringen. Og så tager vi løbende en snak med entreprenøren om, at der skal være stort fokus på det, siger Kirsten Riis.

Der findes både manuelt indstillede lysreguleringer og automatiserede, der aflæser antallet af biler og regulerer grøntiden derefter. Vejdirektoratet stiller ikke krav til, hvilken form for lysregulering, der skal bruges ved vejarbejdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Klumme: Kliks for klikkenes skyld

Annonce