Annonce
Faaborg-Midtfyn

Vandhunden Balder - engang var den en slambert

Tre gange om dagen hele sommeren kører Balder og Torben til Sinebjerg for at bade. Foto: Bent Warncke
En labrador er den ideelle familiehund - venlig, lydig, lærenem og tålmodig. Men spørgsmålet er, om Torben Vihrenfeldts Balder helt har forstået det.
Annonce

Faaborg: Mange faaborgensere kender synet: En storsmilende Torben "Soze" Vihrenfeldt (63) kommer kørende forbi i sin gamle, åbne Land Rover med labradoren Balder på passagersædet.  Land Roveren kan også jævnligt observeres foran Helios med Cafe Soze, som Torben Vihrenfeldt selv startede og drev, indtil han solgte cafeen for 2,5 år siden.

Flere gange om dagen sommeren igennem møde man også Torben og Balder på stranden ved Sinebjerg, der er deres foretrukket badested.

Her er roligt og stille, og man kan bade med sin hund uden snor.

- Vi elsker at komme herned. Jeg skal bade, og Balder skal svømme, så det er en fifty-fifty-oplevelse for os, fortæller Torben.

For Balder er det et af dagens højdepunkter. Labradorer elsker per definition vand, og de er gode svømmere. Balder er ingen undtagelse, og ritualet er stort set det samme hver gang.

Mens Torben er gået i forvejen på badebroen, går Balder i vandet fra kysten. Foto: Bent Warncke

Torben - iført reglementeret badebeklædning - bevæger sig ud af badebroen, og så hopper Balder i fra den stenede kyst og giver sig til at svømme derudaf.

Tidligere kunne de lege i vandet i lang tid, inden Balder fik nok, men i den - for en labrador - høje alder af 12 år svømmer Balder de cirka 40 meter ud til enden af badebroen og tager så trappen op på broen igen.

Så må det vist være godt for denne gang. Foto: Bent Warncke

Så må det vist være godt nok.

Annonce

En rigtig hanhund

Det er det, der er med kæledyr. Kærester og ægtefæller kan komme og gå, mure kan falde, krige bryde ud, men forholdet mellem en mand og hans hund - mellem Torben og Balder - er konstant. De er uadskillelige.

- I dag er Balder med mig overalt. Det er bare sådan, det er, som Torben siger.


Balder er opdraget efter moderne principper, du ved: Frihed under ansvar - den forstod bare ikke rigtig det der med ansvaret...

Torben Vihrenfeldt


Den modne udgave af Balder er så stoisk rolig og afbalanceret, som en hund næsten kan blive.

Men sådan har det ikke altid været. Faktisk var Balder lidt af en ballademager i sine yngre dage - han stak af, når han så sit snit til det, og dens liv har flere gange hængt i en tynd tråd.

-  Den har jo haft nogle hundeslagsmål undervejs - vi måtte også engang erstatte en hund. Vi havde været i Hundeskoven (Sollerupskoven, red.) - og der var en hund, der døde, efter den havde været oppe at slås med en brun labrador - og ja - det var så Balder, fortæller Torben.

Der var vist også noget med et hønsehus, der aldrig helt blev det samme, efter Balder havde været på besøg.

- Den ryddede vist det hele. Vi kunne ikke rigtig løbe fra ansvaret, for den kom jo tilbage med fjer i hele hovedet, fortæller Torben.

Balder har stadig sine små svinkeærinder. Normalt sidder han troligt og venter i landroveren, indtil Torben er færdig med et eller andet ærinde. Men ikke altid.

- Engang i Føtex lød det over højtaleren: Ham med Land Roveren bedes fjerne sin hund fra kødafdelingen, fortæller Torben og skraldgriner.

Men hvor har den lært alt det der? Er den ikke blevet opdraget?

- Det er jo mig, der ikke har opdraget den ordentligt. Den er opdraget efter moderne principper, du ved: Frihed under ansvar - den forstod bare ikke rigtig det der med ansvaret...

Tidligere blev Torben Vihrenfeldt jævnligt kontaktet af "Hermansen" fra Fyns Politi, når der var klager over Balder. Så Torben har flere gange højt og helligt måtte love, at fremover foregik det altså i snor...

Annonce

De der øjne

Med al den motion - flere daglige svømmeture og lange ture i Hundeskoven - hvorfor er Balder så alligevel lidt overvægtig?

- Der er lige lavet undersøgelser, der viser, at labrador-hundes øjne er udviklet således, at de kan appellere til medynk - det er ren Darwin det her. De kan lave sørgmodige øjne, og de kan lave de der giv-mig-en-hundekiks-øjne, og det benytter de sig af. Jeg er et totalt let offer - bare kig, så går jeg i køkkenet. Ingen, der er modtagelig for de der øjne, kan holde en labrador slank, siger Torben.

En mand og hans hund - Torben og Balder er uadskillelige. Foto: Bent Warncke

Balder er en væsentlig grund til, at faaborgenserne stadig har fornøjelsen af at møde Torben Vihrenfeldt rundt omkring. I dag er han gået på efterløn og bor i en tidligere gartnerbolig på Brahesvej i Svanninge.

- Jo ældre, jeg bliver, jo mere trækker det at bruge tid i København, som jo er min hjemby, og hvor jeg har gamle venner. Begge mine børn bor på Østerbro i København. Men man kan jo ikke byde en hund at bo i København, siger han og slår ud med armene.

Nej, det kan man ikke, og så længe Balder lever, vil Svanninge og Faaborg-egnen være hans foretrukne opholdssted.

- Og jeg elsker jo også den her egn - livet er 10 gange bedre her end i København, siger han.

Og efter en lang hård dag på stranden, er det ok at ligge og chille lidt med slagbas og funkguitar i hovedtelefonerne. Privatfoto: Torben Vihrenfeldt

Fra de mange år med Cafe Soze kender folk Torben Vihrenfeldt som den udadvendte showmand med de rappe replikker, men han har også en anden side, afslører han.

- Hvis der er for mange mennesker, dræner det mig for energi. Folk oplever mig helt sikkert som meget udadvendt, men jeg har jo også en introvert side. Jeg kan sidde i månedsvis og bare læse bøger. Hvis jeg har mad til en uge og ikke behøver at komme ned i byen, kan jeg godt bare sidde og læse, fortæller han.

Men hvis Balder kigger længe og intenst nok på ham med det der sker-der-snart-noget-blik, så bliver Torben nødt til at lægge bogen fra sig og starte sin Land Rover - og så tager Torben og Balder ud på nye eventyr.

Balders faste plads i Land Roveren er på passagersædet. Foto: Bent Warncke
Labradorer er gode svømmere, og Balder er ingen undtagelse. Foto: Bent Warncke
For nogle år siden kunne Balder godt lide at lege længe i vandet. Nu svømmer den ud til enden af badebroen og tager trappen op. Foto: Bent Warncke
Torben Vihrenfeldt har udviklet denne ældrevenlige rampeløsning, så Balder kan komme op i bilen ved egen kraft. Foto: Bent Warncke
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce