Annonce
Fyn

Vagten Mokhtar minder kunder om at gå med mundbind: Folk forstår, at det her er alvorligt

Mokhtar Koleilat går som regel runder i Tarup Center om eftermiddagen og aftenen, men torsdag mødte han ind om morgenen for at minde folk om at gå med mundbind. Foto: Mathias Banke
Kunderne i Tarup Center har været gode til at følge det nye mundbindskrav. Det fortæller centervagt Mokhtar Koleilat, hvis arbejde dog på visse punkter er blevet besværliggjort af mundbindene.
Annonce

Fyn: Centervagten Mokhtar Koleilat går ned ad Tarup Centers gange. Han holder til højre, som de røde mærkater på gulvet opfordrer til, og går med mundbind. Det har han gjort hele ugen, men fra torsdag den 29. oktober er det også blevet et krav for centerets kunder.

Det er Mokhtar Koleilat, der sørger for, at folk overholder coronareglerne.

- Det er jo en del af vores arbejde at passe på folk. Under corona minder vi også bare folk om, at de skal passe på hinanden og dem selv, siger Mokhtar Koleilat, der er ansat hos vagtfirmaet Safe & Secure.

Han henvender sig til kunder, hvis de ikke holder til højre, bruger spritdispenserne ved indgangene eller går i for store grupper, og nu hvor mundbind er blevet et krav, sørger han også for, at folk har dem på.

- I starten havde nogle folk svært ved at acceptere, at de skulle gå til højre og bruge håndsprit. Men folk er begyndt at forstå og er blevet klar over, at det her er alvorligt, forklarer Mokhtar Koleilat.

Annonce

Påmindelser

Ifølge centerchef Kim Lynbech varierer det, hvor meget folk tager hensyn til corona. En gang imellem skal der en påmindelse til, før folk tager det alvorligt.

- Vi kan se på kundetælleren dagen efter pressemøder, at flere bliver væk. Folk bruger lige nogle dage til at tænke sig om og huske på, at de skal gøre tingene ordentligt. Så når myndighederne løfter pegefingeren, er det som om, folk tager sig lidt sammen igen, fortæller Kim Lynbech.

Kim Lynbech har været centerchef i Tarup Center de sidste 10 år. Han kan godt mærke coronaens effekt på antallet af kunder, men han fortæller, at Tarup Center alt i alt har klaret sig godt gennem krisen. Foto: Mathias Banke

I løbet af ugen op til mundbindskravet er centerets og butikkernes ansatte begyndt at bruge mundbind for at sende det rigtige signal til kunderne. Kunderne i Tarup Center har da også i det store hele være gode til at følge de nye retningslinjer for mundbind.


Vi er meget indstillede på at være med til at løse opgaven og få smittetrykket ned, og der tager vi det ansvar, der er pålagt os.

Kim Lynbech, centerchef


- Jeg har gået rundt i centeret siden i morges, og de fleste har haft mundbind på. Nogle stykker havde glemt det, men de gik ud i deres bil med det samme og hentede et, siger Mokhtar Koleilat.

Lige her i starten af påbuddet har Tarup Center da også nogle mundbind at dele ud af, hvis en kunde virkelig er i klemme.

Annonce

Maskerer

Mundbindene har desværre også en lidt uheldig bivirkning på centervagtens arbejde. En gang imellem får Tarup Center nemlig besøg af velkendte ballademagere, som Mokhtar Koleilat og hans vagtkollegaer genkender og følger rundt i centeret for at sikre, at de ikke forstyrrer ordenen.

Servicevagten Carlina Lynbech går også runder i Tarup Center. Hun minder folk om at overholde reglerne og tilbyder folk at spritte deres vogne af. Foto: Mathias Banke

- En stor del af vores (vagternes, red.) arbejde er at genkende og aflæse ansigter. Det er blevet sværere, efter folk er begyndt at bruge mundbind. Der har været en, som jeg mente var en af de kendte ballademagere, men fordi han gik med hættetrøje og mundbind, kunne jeg kun se hans øjne. Der kom jeg i tvivl, for jeg ville ikke tage fat i ham, hvis det så ikke var ham, forklarer Mokhtar Koleilat.

Derudover har coronatiltagene dog ikke haft de store komplikationer for centervagtens arbejde. Det har hverken været nødvendigt at tilkalde politiet eller at eskortere nogen fra centerets område, fordi de ikke ville følge reglerne.

- Vi er meget indstillede på at være med til at løse opgaven og få smittetrykket ned, og der tager vi det ansvar, der er pålagt os. Og jeg synes, at vores gæster tager godt imod det, siger Kim Lynbech.

Hvis det går helt galt, og folk slet ikke har et mundbind at tage på, har Mokhtar Koleilat ekstra mundbind at dele ud af, når han går rundt. Foto: Mathias Banke
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Borgmester til de ærøske forbrugere: Hvis du handler lokalt i dag, vil butikken også være der i morgen

Annonce